Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Tirsdag i oksens tegn

pongalmiddag.JPG

Anden helligdag i Pongal-festivalen er oksernes, køernes og gedernes dag. Dette bliver hovedsageligt fejret hos bønderne, som dekorerer deres køer og okser med blomster, balloner, bjælder og farvestrålende mønstre. Derudover bliver de forkælet med den tamilske "dessert", sweet rice, som på traditionel vis bliver kogt i lerkrukker foran dyrene.

 

Af Ingrid Fihl Simonsen

Anden dagen i Pongal-festivalen står i oksens, køernes og gedernes tegn. Specielt okserne har stor betydning for bøndernes høst og skal derfor også fejres. Bønderne maler deres horn og sætter bl.a. bjælder eller balloner for enderne. Skindet bliver dekoreret med mønstre i mange farver og store blomsterkranse bliver hængt over nakken. Bønderne tilbereder dagens portion af Pongal-grøden foran dyrene og fodrer dem med den søde dessert.

Jeg havde håbet, at se flere udsmykkede okser i Tranquebars gader, men eftersom de omkringliggende marker praktisk taget ligger brak efter tsunamien og på grund af flerårig mangel på overrislingsvand, har de lokale bønder ikke længere brug for eller råd til at have okserne. Derfor så vi kun enkelte okser lyse gaderne op med blomster og farver.

Min familie og jeg blev inviteret på privat middag hos en af fiskerfamilierne i anledning af Pongal-festen. Der serveredes et stort måltid med tre forskellige slags fisk i tre forskellige "currysovse", to slags grønsagsblandinger, sprøde hvedemelsbrød stegt i kokusolie og selvfølgelig store mængder af ris. Et yderst velsmagende og stærkt middagsmåltid at nyde i varmen.

Udskriv side Forrige side: Solens dag i Pongal-festival Side 11 af 25 Næste side: Pongal onsdag: Hestevæddeløb
  
 
 
Galathea3