Børn i et imperialt kulturmødePre.doc. projekt ved Karen Vallgårda, Tamil Studies ved Colombia University og The New School for Social Research, New York
- Projektet har plads på Galathea3 og feltarbejdsstipendium er reserveret hos Bikubenfonden. Rejsestipendier er ydet af Nordea Danmark Fonden, Carlsbergs Mindelegat for Brygger I. C. Jacobsen samt Augustinus Fonden
Projektets emne er børn og barndom i det kulturmøde, der fandt sted mellem danskere og indere i Sydindien i perioden 1862-1919. I den periode, var de fleste danskere, der rejste til Indien, missionærer eller ægtefæller til missionærer, og de indere, de kom i kontakt med, var fortrinsvis ”lavkastefolk”. Det overses imidlertid ofte, at børn også tog del i kulturmødet. Indiske børn kom i kontakt med danskere ved at gå i skole hos dem, blive adopterede af dem eller arbejde for dem. Danske børn rejste med deres forældre til Indien eller blev født i kolonien. Desuden blev et mindre antal blandede børn resultatet af seksuelle forhold mellem danskere og indere. Projektet undersøger, hvordan voksne danskere og tamiler tænkte om og handlede i forhold til børn og barndom, samt hvorledes de forskellige grupper af børn oplevede kulturmødet.
Når to for hinanden fremmede kulturer mødes, sættes verdensbilleder i relief og identiteter må ofte omdefineres. Ikke mindst i en imperial kontekst bliver magtforhold søgt vedligeholdt og udfordret, og en af de empiriske felter, hvori disse magtkampe foregår er børn. Ved at forme børn til at udfylde bestemte roller, kan man eksempelvis sørge for, at en indisk pige opfører sig som underordnet en dansk dreng. Eller man kan forhindre, at hinduistiske børn spiser sammen med muslimske børn. På den måde sikrer man sig, at hierarkier følger bestemte kulturelle, racemæssige, kønslige, nationale, religiøse, og kastemæssige skillelinier. Spørgsmålet er, hvornår hvem opfatter hvilke skillelinier som vigtige, og hvordan børnene, der voksede op i det imperiale kulturmøde oplevede deres barndom.
Projektet inddrager både danske og tamilske kilder og belyser et endnu uafdækket område af danske historiske relationer til en anden del af verden. Samtidig vil det bibringe et historisk perspektiv på de mange kulturmøder, der foregår i nutidens postkoloniale og globaliserede verden. |
Side 1 af 3 |
|
|
Gabriel og Siromani Heiberg, Sydindien. Ukendt år. Den Nationale Billedbase, Det Kongelige Bibliotek.
Missionær Knud Heiberg sammen med en gruppe indiske børn, givetvis på en missionærskole. Ukendt år. Den Nationale Billedbase, Det Kongelige Bibliotek.
|