Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Tro, kaste og social kapital- hvad blev der af de kristne kirker i Tranquebar efter Indiens uafhængighed?

Projektansvarlig: Peter B. Andersen, Lektor, Ph.d.(Københavns Universitet

Projektdeltagere: Stig Toft Madsen, Senior forsker, Fil dr.(Københavns Universitet) og Oluf Schönbeck, Ph.d. (Københavns Universitet)

  • Projektet er finansieret af Bikuben fonden og har plads på Galathea3 ekspeditionen.

Idag i Tranquebar, som ligger i den indiske delstat Tamil Nadu findes der - ud over den hinduistiske og muslimske befolkning - tre kristne grupperinger repræsenteret: ca. 300 lutheranere, ca. 350 katolikker og ca. 200 medlemmer af forskellige Pinsemenigheder, som til sammen udgør ca. 11 procent af den samlede befolkning i distriktet. Ikke mindst i kraft af de lutheranske og katolske skoler, der varetager størstedelen af den lokale undervisning og således i høj grad også omfatter hinduistiske og muslimske børn og unge, er de kristne med til på afgørende vis at præge lokalsamfundet.

Forholdet indbyrdes mellem medlemmer af de nu selvstændige kristne kirker og til de muslimske og hinduistiske traditioners repræsentanter, er af betydning i lokalbefolkningens hverdag og for de enkelte familiers religiøse tilhørsforhold.

Dette forskningsprojekt udgør en kortlægning af de kristne traditioners udvikling fra Indiens selvstændighed i 1947 og indtil i dag og vil dermed supplere tidligere forskning, som især har fokuseret på perioden fra ankomsten af de første dansk udsendte missionærer i 1706 og op til midten af det 20. århundrede. Projektets hovedvægt vil således ligge på forholdet mellem de tre kristne grupperinger, og projektet vil inddrage såvel teologiske som kultur- og socialhistoriske momenter

Det er projektets arbejdshypotese, at de mange former for kontakt i hverdag og fest mellem de religiøse grupperinger i Tranquebar har skabt en række bånd mellem disse og har medført en gensidig påvirkning, der indebærer ikke blot en kristen indflydelse på de lokale hinduistiske og muslimske traditioner men også af en forvandling af de kristne traditioner.

Projektet vil blive udført af en religionssociolog, en antropolog og en religions-historiker i

fællesskab og vil – ud over mindre arbejder i form af artikler – resultere i en samlet fælles publikation på engelsk. I forbindelse med feltarbejdet i Tamil Nadu vil lokale akademiske medarbejdere og tolke blive tilknyttet projektet på basis af kontakt med The Jawaharlal Nehru University i New Delhi.

Udskriv side Side 1 af 6 Næste side: Peter B. Andersen, Lektor, mag.art. & ph.d.
  

Ny Jerusalemskirken

New Jerusalem Kirke i Tranquebar fra 1718, udsmykket med den danske konges monogram. Der var to kirker i Tranquebar, den ene var hovedsageligt danskernes og New Jerusalem var de konverterede inderes.


 
 
Galathea3