Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Tsunamien i Tranquebar: Fiskersamfundet fra kollaps til rekonstruktion

Forskningsleder Esther Fihl og forskningsassistent Frida Hastrup, Center for Komparative Kulturstudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

  • Projektet er støttet af Carlsbergfondet og TK Foundation

Fiskeri har traditionelt beskæftiget langt den største del af befolkningen i landsbyen Tranquebar på Coromandelkysten i det sydlige Indien. Den 26. december 2004 blev dette forhold brutalt forandret, da flodbølgen efter jordskælvet ved Indonesien med ét slag næsten totalt udslettede fiskerkastens del af Tranquebar. Omkring 800 mennesker omkom, ligesom hytter, både og de traditionelle katamaraner blev destrueret. Dette udgjorde ikke kun personlige tragedier for de berørte fiskerfamilier, men har også i videre forstand fået de eksisterende sociale strukturer til at vakle. Det sociale netværk via slægtskab er delvis sat ud af kraft, og forholdet mellem generationer og køn er kraftigt forrykket. På en tragisk baggrund er der i Tranquebar således netop nu en unik mulighed for at studere et lokalsamfund under voldsom forandring.

Siden begyndelsen af 1980’erne har Esther Fihl gennem tilbagevendende etnografiske feltarbejder beskæftiget sig med kystfiskerne i Tranquebar. I fokus for hendes forskning blandt fiskerne har været de sociale og kulturelle transformationsprocesser internt i fiskerkasten og i forholdet til andre kaster i området. Blandt andet har hun fulgt de kulturelle implikationer af indførelsen af nye fisketeknikker og betydningen af nye måder at fordele overskuddet fra fiskesalget. I de senere år er flere lokale NGO’er desuden dukket op, hvilket illustrerer interessante ændringer i de lokale opfattelser af socialt ansvar, kønsroller og solidaritet i lokalsamfundet. I dette arbejde ligger således ca. 25 års indsamlet materiale, som nu tjener som baggrund, imod hvilken tsunamiens effekter på kort og langt sigt vil kunne efterspores.

Nødhjælpfasen er overstået i Tranquebar. De internationale hjælpeorganisationer har trukket sig ud, og lægeholdene er rejst. Den eksterne opmærksomhed om katastrofen er altså kraftigt aftaget.

Med Frida Hastrups feltarbejde i Tranquebar i februar og marts 2005 er Esther Fihls hidtidige etnografiske materiale om dette fiskersamfund nu suppleret med nye data om, hvordan fiskerne selv håndterer genopbygningen af deres samfund, og hvorledes de interagerer med lokale og statslige indiske myndigheder samt internationale interessenter. De opdagelser, der knytter sig hertil, er desuden relevante i en større teoretisk sammenhæng, fordi de i bredere antropologisk forstand knytter an til spørgsmål om, hvordan mennesker genetablerer et hverdagsliv efter sociale og naturlige katastrofer. Formålet med Frida Hastrup og Esther Fihls fælles forskningsprojekt er på denne baggrund at indsamle og bearbejde etnografisk materiale om fiskerne i Tranquebar, efter at deres livsgrundlag med et blev taget fra dem. Frida Hastrups feltarbejde har tjent som baggrund for formuleringen af et ph.d.-projekt inden for feltet.

Udskriv side Side 1 af 5 Næste side: Esther Fihl, Lektor, Dr. Phil
  

Tranquebar fiskerby efter tsunamien 2004


 
 
Galathea3