Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Videnskab, medicin og videnskabelige netværk i Dansk Ostindien, ca. 1770-1845

Projekt ved Niklas Thode Jensen, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

  • Projektet har plads på Galathea3 og rejsestipendium er reserveret hos Bikubenfonden

I dansk historieskrivning er Dansk Ostindien, og navnlig kolonibyen Tranquebar, traditionelt blevet forbundet med handel og søfart. Dette billede er ikke forkert, men dog meget forenklet og ensidigt, for der foregik mange andre og overraskende ting i det tilsyneladende provinsielle Tranquebar. Således var byen i perioden ca. 1770-1845 centrum for en række videnskabelige aktiviteter på områder som f.eks. botanik, astronomi, medicin, religions- og sprogvidenskab. En særlig vigtig videnskabelig aktivitet var den formidling og diskussion af ny viden, som via et vidtstrakt internationalt netværk forbandt Tranquebar med personer og organisationer i både Indien, Danmark og Europa.

De videnskabelige aktiviteter og netværk er interessante, fordi ny viden fra kolonierne var et vigtigt element i både de europæiske kolonimagters og koloniernes samfundsmæssige udvikling. Kolonimagterne forsøgte bl.a. at udnytte og kontrollere kolonierne og deres befolkninger via den indsamlede viden. Men hvordan blev den viden til og hvor kom den fra? Produktion af videnskab var ikke et europæisk privilegium og den spredtes ikke kun fra Europa til kolonierne. Både produktionen og spredningen var en langt mere kompleks proces, hvor både europæere og indfødte i kolonierne havde stor betydning. Ved at afdække de videnskabelige aktiviteter i Tranquebar, samt aktører, relationer og kommunikation i de videnskabelige netværk, søger dette projekt at belyse disse problemstillinger fra et Dansk Ostindisk perspektiv.

Udskriv side Side 1 af 4 Næste side: Tranquebarian Connections: Science, Medicine and Scientific Networks in the Danish East Indies, c. 1770-1845
  
 
 
Galathea3