Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Bulletin fra New Delhi

Af Oluf Schönbeck

I forlængelse af Peter B. Andersens indledende besøg i Tranquebar i januar 2006 er jeg nu taget af sted for langsomt at starte projektet op. P.t. befinder jeg mig i Delhi og er indkvarteret under glimrende forhold i Nordic Centre in India, der er fint beliggende i et ‘residential area’ med meget lidt trafik og gode faciliteter. Stedet ledes af den yderst kompetente og meget hjælpsomme Mr. Malik (kan evt. kontaktes via Peter Andersen). Min vigtigste opgave her er at engagere en tamilsk talende forskningsassistent, som dels skal fungere som tolk og dels skal være behjælpelig med at indsamle og bearbejde data i Tamil Nadu. Gennem vores indiske kontaktperson, associate professor Amit Prakash, Department for the Study of Law and Governance, Jawaharlal Nehru University, har vi fået kontakt til en ‘postgraduate student’, hvis CV ser meget lovende ud. Vedkommende befinder sig dog p.t. i Tamil Nadu i forbindelse med fejringen af Diwali men forventes tilbage til Delhi i løbet af et par dage. Vi skal så indgå en aftale vedr. løn, forsikring, arbejdets konkrete indhold, etc., hvorefter rejsen går videre til Tranquebar.

Ventetiden benytter jeg  bl.a. til at orientere mig inden for relevant faglitteratur (der er i Indien udkommet flere arbejder, der ikke uden en vis kritik har søgt at applicere vores teoretiske udgangspunkt (Robert Putnams ‘social capital’-begreb) på indiske forhold. Endvidere er jeg gået i gang med at anskaffe relevant materiale fra Census of India (1991 & 2001), som vil udgøre en del af baggrundsmaterialet for vores lokale undersøgelser i Tranquebar. Materialet fra Census of India kan købes på CD-ROM og er uhyre omfattende, så det at sikre sig, at man får alt det relevante og kun det, er lidt af en opgave i sig selv.

Vores første opgave bliver at kortlægge Tranquebar sociologisk og demografisk (jeg forestiller mig et slags kulturelt røntgenbillede eller en scanning) ved at kombinere materialet fra Census of India med, hvad vores forskningsassistent og jeg kan indsamle hos de lokale myndigheder i Tamil Nadu. Det vil naturligvis være en uhyre fordel, hvis de forskellige delprojekter, for hvilke det måtte være relevant, kan arbejde sammen på dette punkt.

Det er ydermere planen, at forskningsassistenten og jeg så hurtigt som muligt efter ankomsten til Tranquebar vil starte indsamling af materiale vedr. et af projektets kernefelter, nemlig uddannelsesinstitutionerne i Tranquebar.

Udskriv side Forrige side: Malene Lykkebo, stud. mag. Side 4 af 6 Næste side: Indslag i medierne
  
 
 
Galathea3