Celias rejse til Tharangambadi

Flyet lander i Chennai (Madras), som er Indiens fjerde største by (6,4 mill. indbyggere). Byens mylder, trafik, tunge dufte, farver og forureningen i luften efterlader mig målløs. Indtrykkene er overvældende. Det er i slutningen af januar, og jeg har netop forladt kulde og sne i Danmark, for at træde ud i den 25 graders lune natteluft i Indien.

Den lange rejse fra Danmark til Sydindien, Chennai, samt tidsforskellen (+ 4½ time) kan tydeligt mærkes i kroppen, da jeg, efter ganske få timers søvn, fortsætter turen videre imod bestemmelsesstedet, Tranquebar, der ligger helt ude ved den østvendte kyst, ca. 300 km. syd for Chennai. Sammen med to andre danskere, der skal på et privat besøg i Tranquebar, tager jeg en indisk taxa, en ambassador, der skal køre os vejen.

Delstaten, vi befinder os i, hedder Tamil Nadu. Befolkningen er tamiler og taler tamilsk. Turen byder på mange indtryk og alle sanser vækkes. Flere steder i den frodige natur med utrolige grønne nuancer var rishøsten i gang. Kombinationen af naturens farver, farverne i arbejdernes tøj og små pastelmalede hytter giver fantastiske farvekontraster i det sydindiske sollys, som er meget særpræget. Overalt er der mennesker, køer og geder. Selv i umiddelbart øde egne ses legende børn, kvinder med kæmpe bundter af smågrene balancerende på hovedet, samt mænd på overopfyldte oksekærrer (3m høje læs af hø eller andet, hvor inderen sidder halvt skjult og råber kommandoer til okserne). Foruden dette høres en konstant dytten fra bilerne, og de små gule autos (trehjulet knallerttaxa), samt indisk musik, der smelter sammen til et virvar af lyde, idet man kører igennem de små gennemkørselsbyer.

Sen aften ankommer vi til Tranquebar (Tarangambadi). Vi kører igennem den gamle danske byport, bygget i 1792, og fortsætter ned ad Kongensgade, hvor man stadig kan se de gamle bygninger og kirker fra kolonitiden. Sammen med min projektleder Esther Fihl får jeg fat på en auto, som kan transportere mine kufferter ud til det værelse, hvor jeg skal bo i den næste 1½ måned. Det er hos ROSA organisationen (en lokal NGO) i udkanten af Tranquebar. Esther hjælper mig med at sætte mit myggenet op over min seng, og vi hilser på caretaker familien, der bor i en palmehytte nede i gården foran huset. Jeg er hermed installeret. Jeg går i mørket sammen med Esther tilbage til byen for at få noget at spise. Esther overdrager mig cykel og cykellamper, og jeg cykler tilbage til mit værelse. Træt efter to hele dages rejse og de mange fremmedartede indtryk kryber jeg endelig ind under mit myggetelt og i seng. Jeg sveder og har ikke brug for det lagen, som jeg har medbragt hjemmefra til at have over mig om natten. I morgen begynder så mit praktikophold på projektet Fiskersamfundet!