Fiskeri i forhold til andre erhverv i nutidens Tranquebar

Landsbyens altdominerende erhverv er kystfiskeri og landbrug. Den økonomiske situation indenfor handel og service svinger i takt med indtægterne i de to hovederhverv.

Fiskeriet ud fra Tranquebars kyst har indtil for få år siden traditionelt set foregået fra 6-8 meter lange katamaraner, der består af et antal sammensurrede og tilhuggede tømmerstokke. Til den forreste ende er der surret nogle mindre tømmerstykker som stævn. Masten med det store bomuldssejl er fastgjort i en af tømmerstokkene. Under opholdet i vandet suger træet en del vand og efter en lang dags sejlads holder disse fartøjer sig flydende lige i eller under vandoverfladen og er derfor ret glatte at færdes på, og undertiden må fiskerne smide en del af fangsten over bord. I de senere år har fiskerne i stor stil anskaffet sig plastfiberbåde med udenbordsmotorer. Disse fartøjer er i dagligdagen langt mindre arbejdstunge at have med at gøre end katamaranerne, der hver dag efter endt fiskeri skal skilles ad, så tømmerstokkene kan tørre i solen. Af fisk landes mange forskellige arter afhængig af årstid og havstrømme: makrel, sværdfisk, flyvefisk, tun, ansjos, rejer mv.

Fiskerne har fra gammel tid beboet et område lige ud til havet og nord for den gamle danske bydel, indtil tsunamien i julen 2004 nærmest totalt udslettede deres kvarter med mange dødsfald til følge. I dag er en stor del af fiskerfamilierne stadigvæk indkvarteret i midlertidige barakker bygget som led i nødhjælpen ydet af forskellige internationale NGOer. Skønt fiskerbefolkningen af frygt for en ny tsunami længe har været tilbageholdende med at genopbygge deres gamle landsbykvarter, så ser man efterhånden flere og flere huse og hytter opført samt familier rykke tilbage.

Landbruget i Tranquebar og omegn befinder sig for tiden i en krisesituation, idet kystområdet i Cauveri-flodens delta i de senere år ikke har fået tilført overrislingsvand nok til, at bønderne har kunnet dyrke de sædvanlige afgrøder vådris om året. Dertil kommer, at tsunamien i julen 2004 gik ca. 2 kilometer ind i land, og vandet blev fanget i de med jordvolde omkransede marker anlagt til vådris med saltning af jorden til følge, og tsunamibølgerne førte også en del sand med sig. Det vil antageligt tage naturen flere år at rette op på disse skader. Som følge heraf er store landbrugsarealer nu overgået fra intensiv til ekstensiv drift og fungerer nu blot som græsningsområder for geder eller kvæg.

Den store jordløse Dalit-befolkning, der sædvanligvis har ernæret sig som daglejere på bøndernes jorde og været travlt beskæftiget med at tilplante rismarkerne og tage sig af høstarbejdet samt at vedligeholde overrislingskanalerne, er specielt hårdt ramt af landbrugskrisen, og flere familier har i de senere år levet på sultegrænsen. Krisen har nu stået på nogle år, og delstaten Tamil Nadu har endnu ikke fundet en løsning med nabostaten Karnataka, der tilbageholder en del af overrislingsvandet til brug for delstatens egne bønder. En stor del af daglejerne har imidlertid efter tsunamien fundet beskæftigelse i byggeindustrien, bl.a. med opførelsen af en ny landsby til fiskerne længere inde i landet.

Flere af bønderne i Tranquebar har på baggrund af landbrugskrisen valgt at udleje eller sælge ud af rismarker til store rejekompagnier eller krabbekompagnier. Disse pumper havvand ind i de inddæmmede marker og bruger dem som reje- eller krabbefarme. Dette har økologisk store konsekvenser langs kysten, idet rejefarmene for at undgå sygdomme i rejebestanden efter kort tid må flytte til nye marker, og jorden efterlades saltet af havvandet og på anden vis forurenet, ligesom havvandet gennem digerne trænger ind på nabobøndernes rismarker og nedsætter således yderligere muligheden for at dyrke ris.

Krisen i landbruget har i de senere år medført større mobilitet i befolkningen. Mange mænd og kvinder er rejst ind til de større byer for at søge arbejde. Unge mænd har indgået kontrakter med mellemmænd og er draget af sted som migrantarbejdere til især Singapore og de arabiske emirater som arbejdere der i byggeindustrien eller hotelbranchen.