Togtben 3 Narsarsuaq - Nuuk

I Nuuk vil Naturinstituttet orientere om den grønlandske forskningsindsats. Der vil blive organiseret et møde mellem Vædderen og Naturinstituttets forskningsskib Paamiut. I den forbindelse vil direktør Klaus Nygaard orientere om Naturinstituttets store økoprojekt.

Naturinstituttet i Nuuk

Naturinstituttet har især fokus på anvendt forskning i de levende ressourcer. De levende ressorurcer er Grønlands livline og spiller en fundamental rolle for samfundet både økonomisk og kulturelt. I tillæg til den anvendte forskning i instituttets to afdelinger (Fisk/rejer og Pattedyr/fugle) er der oprettet et Center for Marinøkologi og Klimaeffekter, som ledes af professor Søren Rysgaard. 

I forbindelse med Galathea-ekspeditionens anløb i Nuuk kan man besøge såvel Naturinstituttet som instituttets undersøgelsesskib Paamiut, som anløber Nuuk samtidig. Her vil man kunne følge arbejdet med f.eks. rejer og hellefisk. Rejen er et spændende og særpræget dyr - og indtægtskilde nummer ét i Grønland. Hellefiskens liv i dybhavet byder ligeledes på gode historier. 

Mange af de mere spektakulære undersøgelser foregår på andre tider og steder men kan studeres via filmklip og beretninger fra forskere. F.eks. optages p.t. flytælling af narhvaler og hvidhvaler på digitalvideo. Også arbejdet med satellitsporing af hvalros, klapmyds og andre arter er spændende at følge. Primo september vil der i Nuuk være en del pukkelhvaler. Her får pressen mulighed for at se en Naturinstitutforsker i aktion.

På samme tid optager rensdyr-jagten alle mennesker i Nuuk, og instituttets rensdyrforsker, Christine Cuyler, kan bidrage med viden om rensdyr/moskusokser, samt i øvrigt berette om forsknings-projektet Predicting caribou response to present and future climates, som er et samarbejde mellem forskere fra Canada, USA, Rusland, Finland og Grønland under CARMA ( CircumArctic Rangifer M onitoring & Assessment). Til dette projekt, som starter i begyndelsen af 2007, har Canada udviklet et program der kortlægger de vejr-forhold, som møder rensdyr udstyret med satellit-halsband. Rusland har udviklet et program som danner geografisk baserede energiforbrug hos samme dyr i samarbejde med Alaskas information om NDVI- og SWE-data. Igen fra Canada er der modellering som vil følge rensdyrenes kropskondition og oversætte dette i formerings- og overlevelsesevner. For at kunne validere projektet skal to vildren-bestande, en i Grønland og en i Rusland, samt en tam-ren-bestand fra Finland, udstyres med GPS/video-halsbånd.

Mere at vide:Direktør Klaus Nygaard, Naturinstituttet, , informationsmedarbejder Emma Kristensen, Tlf.: +299 36 12 00 eller , fo rsker Christine Cuyler (rensdyr, moskusokser), , afdelingschef Lars Witting (Pattedyr og fugle), , afdelingschef Helle Siegstad (Fisk, rejer, krabber), eller Naturinstituttets hjemmeside

Sisiumut: Arktisk Station, der ligger ved Disko, råder over forskningsskibet Porsild, som møder Vædderen 2. september. I den forbindelse orienteres om arbejdet på Arktisk Station, som har 100 års jubilæum i 2006.

MarinBasis-Nuuk

MarinBasis-Vest bidrager til en øget forståelse af sammenhænge mellem fysiske parametre som klima, sne- og havisforhold, ferskvandstilførsel, saltholdighed, temperatur- og strømforhold og biologiske forhold som primærproduktion, græsning, nedbrydning, fødekædestruktur og artssammensætning.

Målet med det marine overvågningsprogram MarinBasis-Nuuk er at etablere lange stabile måleserier af nøgleparametre. Data-serierne kan afklare, hvordan klimaforandringer påvirker udbredelse, sammensætning og produktion hos marine planter og dyr i det arktiske område. Implementeringen af MarinBasis-Nuuk vil, udover at forbedre data-grundlaget for koblingen mellem Grønlands øst- og vestkyst, udgøre et vigtigt fundament for kommende forskningsprojekter i området og derved støtte op om ”Ecogreen”-konceptet, som skal etablere et videnskabeligt grundlag for en langsigtet, økosystembaseret forvaltning af de grønlandske farvande.

Fokus på undersøgelserne vil være sæsonmæssige undersøgelser på hovedstation 1 (64°07’N, 51°53’W - 350 m vanddybde) i Nuuk Fjord, med et årlig transekt udover Fyllas Banke i forårsperioden, hvor opblomstringen af plankton foregår. Stationsvalget er foretaget på baggrund af en lang række historiske hydrografiske måleserier samt prøvetagning i forbindelse med en række togter fra GN. Følgende parametre vil blive målt: Atmosfære, havis, vandfase, havbund, fugle og havpattedyr.

En detaljeret forståelse for reguleringen af de lavere fødekædeled er en forudsætning for at kunne forudsige klimarelaterede ændringer i fødegrundlaget for bunddyr, krebsdyr, fisk, havfugle og større havpattedyr. De vestgrønlandske marine økosystemer er i dag yderst produktive og danner grundlaget for et omfattende fiskeri, der udgør 95% af Grønlands totale eksport og en væsentlig del af livsgrundlaget for den lokale fangerbefolkning. Dertil kommer, at store mængder sæler og hvaler søger føde i området om sommeren, og at millioner af havfugle fra hele Nordatlanten har deres overvintringshabitat i de isfrie områder i Vestgrønland. Ændres klimaet og havstrømmene, kan det derfor få store konsekvenser for de marine vestgrønlandske økosystemer og for det grønlandske samfund.

Mere at vide: Professor Søren Rysgaard Tlf.: 89 20 14 32 / +299 36 12 00 eller

Ishavets kæmpe: Grønlandshvalen

Grønlands Naturinstitut laver videnskabelige vurderinger over bæredygtig udnyttelse af naturlige ressourcer i Grønland. Dette arbejde suppleres ofte med eksternt finansierede projekter med et bredere videnskabeligt formål. Naturinstituttet benytter i stor stil satellit-teknologi for at opnå en dybere forståelse af dyrenes vandringer mv.

Over en årrække har Naturinstituttet kortlagt vandringen og dykkeadfærden hos ishavets kæmpe – grønlandshvalen. Dette har blandt andet påvist, at de grønlandshvaler, der findes i Disko Bugten om foråret, vandrer langt ind i canadisk område om sommeren og efteråret, samt at hvalerne ofte forekommer i grupper, der er opdelt efter køn og alder. Hvalerne bruges endvidere som platforme, der indhenter oceanografiske data fra de ellers svært tilgængelige isdækkede havområder.

Mere at vide: Seniorforsker Mads Peter Heide-Jørgensen, Tlf.:(+45) 3288 0100 eller

Storhvaler er til lyd

De store bardehvaler laver lavfrekvente lyde, men det er uvist hvordan lydene bruges i kommunikation, navigation og lokalisering af byttedyr som lodde og skaldyr. Ved at optage lyde fra hvaler og lodde samt mærke hvaler med dybde- og lydsensorer, søger et nyt PhD-studie ved Naturinstituttet at afdække pukkelhvalernes brug af lyd. Studiet skal herudover belyse pukkelhvalens rolle i det marine økosystem i Godthåbsfjorden, og det er koblet på et akustisk moniteringsprojekt ved University of Washington, Universitet i Seattle, hvor undervandsoptagelser af lyd skal skabe et billede af trafikken og udbredelsen af storhvaler på tværs af Davis Strædet.

Mere at vide: Forsker Malene Simon, Projektforsker og Ph.d. studerende på hvaler ved Afdelingen for pattedyr og fugle, Grønlands Naturinstitut, Tlf.: (+299) -361250 eller

Sæler henter data om havstrømme

Naturinstituttet mærker sæler for at forstå deres vandring og dykkeadfærd. Overraskende har det vist sig, at klapmydser dykker ned på mere end 1300 meters dybde, og at de næsten konstant opholder sig på grænsen mellem det kolde polarvand og det varme atlantiske vand. Sælernes dybe dyk henter derfor værdifulde data omkring polarstrømmens udbredelse; data der ellers er meget svære og dyre at indsamle. Et projekt, der startede for at afdække klapmydsernes vandring og dykke-adfærd, skal i de kommende år hjælpe os til en bedre forståelse af de polare havstrømme.

Mere at vide: Forsker Aqqalu Rosing-Asvid, Tlf.: (+299) 36 12 47 eller

Den dykkende konge

Man hører ofte, at bestandene af havfugle i Grønland er faldet drastisk, men den lille søkonge, der ikke er meget større end en stær, findes stadig i stort antal. Det nordlige Grønland huser kolonier med hundredtusindvis af fugle på små arealer, og samlet yngler mere end 40 millioner søkonger i Grønland.

Som de første i verden anvendte Naturinstituttet i 2004 dataloggere på små havfugle som søkongen. Dette gav en helt ny forståelse af søkongens dykkeadfærd i tid og rum. Søkongens højt specialiserede føde gør, at dens yngleudbredelse sandsynligvis vil påvirkes, hvis strømforhold og isdækket ændres i fremtiden.

Mere at vide: Forsker Carsten Egevang, Tlf.: (+299) 361200 eller

Fugle flyver til Grønland for at overvintre

Det kan lyde mærkeligt, men mange havfugle flyver faktisk til Grønland for at overvintre. I Sydvestgrønland finder de åbent vand og masser af føde, og for ynglefugle i Canada er det den korteste vej til åbent vand. Siden 1999 har satellitsporing kortlagt edderfuglenes trækveje mellem Canada og Grønland. Der er stor variation i ruter og timing, men fuglene vender ofte tilbage til de samme områder hver vinter. Her kan de dog risikere at få vendt op og ned på døgnet, da de nogle steder må finde føden om natten for at undgå at ende på spisesedlen hos de lokale havørne.

Mere at vide: Forsker Flemming Merkel, Tlf.: (+45) 4630 1933 eller Følg vandringen på

Rensdyr og klima

Et internationalt samarbejde mellem forskere fra Grønland, Canada, USA, Rusland og Finland tilstræber en øget forståelse af klimaets betydning for rensdyr. Canada vil kortlægge vejr-forholdene omkring rensdyr udstyret med satellit-halsbånd, mens Rusland ønsker at bestemme det geografisk baserede energiforbrug. Modellering skal derefter udvikle et virtuelt rensdyr for at følge dyrenes kropskondition og oversætte dette i formerings- og overlevelsesevner. Projektet skal valideres på to vildren-bestande, én i Grønland og én i Rusland, samt en tam-ren-bestand fra Finland.

Mere at vide: Forsker Christine Cuyler, Tlf. (+299) 361200 eller, ChCu@natur.gl

Hvorfor er vi til?

Teoretiske studier gennem det sidste tiår har vist, at de matematiske modeller, der bruges til vurdering af bæredygtighed, udspringer af biologiske love, der kan beskrive udviklingen fra livets opståen til de komplekse organismer, der findes på Jorden i dag. I modsætning til ”traditionel” Darwinisme – hvor der ikke er nogen overordnet retning på den biologiske udvikling – viser de nye modeller, at vi i stedet kan forvente, at komplekse organismer udvikler sig nærmest automatisk, når liv opstår på molekylært niveau i favorable miljøer. Stor kropstørrelse, kønnet reproduktion og kompleks adfærd, som det blandt andet ses hos pattedyr, kan tilsyneladende kun opstå og vedligeholdes af naturlig selektion, fordi nogle individer tilegner sig ressourcer på bekostning af andre individer.

Mere at vide: Seniorforsker Lars Witting, Tlf.: (+299 ) 361200 eller

Arktisk Station fylder 100 år

Arktisk Station i Qeqertarsuaq (69° 15 N, 53° 34 W) ligger på sydsiden af øen Disko i den ydre del af Disko Bugten. Det er netop her - på grænsen mellem det lavarktiske og det højarktiske område - naturmiljøet udviser den største variation.

Arktisk Station danner ramme om forskning og undervisning på universitetsniveau inden for fagene botanik, zoologi, geografi og geologi. Helårsforskning er højt prioriteret, hvorfor både den tekniske og videnskabelige leder bor på stationen hele året, så forholdene også kan studeres under ekstreme vintersituationer. Om sommeren fungerer Arktisk Station desuden som base for diverse videnskabelige ekspeditioner i Disko Bugt området. Kutteren Porsild må i disse perioder næsten sejle i døgndrift, da den fungerer både som rejse- og forskningsfartøj.

Om sommeren gennemføres undervisning for universitetsstuderende, Grønlands skolevæsen, Folkeuniversitetet og andre naturvidenskabelige feltkurser, og om vinteren afholdes kurser tilknyttet Hjemmestyret eller kommunen. Endelig er stationen i de senere år blevet åbnet for afholdelse af internationale kurser og workshops.

Arktisk Station blev grundlagt af Morten P. Porsild, der som leder af en ekspedition til Disko i 1902 fik ideen - og siden indsamlede midler - til oprettelsen en naturvidenskabelig station i Grønland. I 1906 kom Porsild til Queqertarsuaq, hvor han sammen med byens fangere udpegede det sted, hvor stationen skulle ligge - lidt øst for hvalfangerbyen Godhavn. Området var byens gamle åndemanersted, Angakugsarfik, hvor en ensvarm kilde løber ned fra Østerlien i en lagune. Her skulle videnskaben nu tage over. Verdens ældste arktiske helårsstation, Arktisk Station, tilhører Det Naturvidenskabelige Fakultet, som fejrer 100-årsdagen den 4. august 2006 med udgivelse af et pragtværk om stationens historie.

Mere at vide: Professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, Tlf.: 35 32 11 18 eller rmkristensen@snm.ku.dk

Dansk fund af tre nye dyrerækker

I begyndelsen af det 20. århundrede var der beskrevet 32 dyrerækker. Ved udgangen af århundredet kendte man yderligere fire rækker, hvoraf den danske professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, stod for beskrivelsen af de tre, nemlig korsetdyrene, ringbærerne og kæbedyrene.

Hver gang biologer finder en ny og ikke udforsket biotop, såsom de vulkanske hydrotermiske væld i dybhavet eller marine huler, er helt nye former for liv blevet fundet og beskrevet. Eksempler på sådanne fantastiske opdagelser er den bizarre op til meterlange vældorm (Riftia) uden tarm, eller hulekrebsdyrene, der tilhører klassen Remipedia - de ligner tusindben, der svømmer med bugen opad. Ikke desto mindre kan zoologerne, når den første begejstring har lagt sig, normalt klassificere de nye arter i en af de 35 basis-grundplaner af dyr, vi kalder for dyrerækker eller phyla. Det vil sige, at de i det taksonomiske hierarki – fra arten til riget – tilhører den højeste kategori inden for dyreriget.

Dyreriget tæller i dag over en million beskrevne arter, og formentlig er dette kun en brøkdel af det reelle antal. Det er en uoverkommelig opgave at overskue så stort et antal organismer - derfor satte den svenske naturhistoriker Carl von Linné sig for over 250 år siden det mål at skabe et system, hvorefter man kunne fordele arterne på seks niveauer: række - klasse - orden - familie - slægt – art. Arten står lavest og er typisk defineret ved den reproduktive barriere: to individer tilhører den samme art, hvis de sammen kan få frugtbart afkom, fx mennesker.

Øverst i hierarkiet findes rækken som den helt overordnede kategori inden for dyreriget, og kun uhyre sjældent sker det, at videnskaben opdager noget helt unikt, som ikke passer ind i nogen af de eksisterende grupper. De fire rækker, som er fundet og beskrevet inden for de sidste hundrede år, er da også alle mikroskopiske dyr.

Mere at vide: Professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, Tlf.: 35 32 11 18 eller rmkristensen@snm.ku.dk

Spor af liv for 3,8 mia. år siden

Grønland rummer bjergarter, dannet så langt tilbage i tiden, at månen endnu var under konstruktion. Disse bjergarter kan give et glimt af de begivenheder, der førte til landenes og havenes dannelse og forklare, hvorfor Jorden er livets eneste oase i vort solsystem. Jordskorpen under oceanerne er geologisk set ganske ung. Her findes bjergarter med aldre, der strækker sig fra nutiden og 200 millioner år tilbage.

Ved Isua helt oppe ved grænsen til Indlandsisen har danske forskere fundet forekomster af jernmalm af en type, der findes i Jordens ældste områder, og i 1973 blev jernmalmen dateret til mere end 3,7 mia. år.

Midt i 1990-erne blev det klart, at en lille blotning på nogle få kvadratmeter skilte sig ud, dels ved at bjergarterne er relativt uforstyrrede af senere processer, og dels ved at de er af en type, som kunne give værdifuld viden. Fra studierne af Isua ved man nu, at der var vand på Jordens overflade for ca. 3,8 mia. år siden, og at livet florerede i havet. Man kan også se, at der må have været nogle meget avancerede livsformer, som har været i stand til at kolonisere oceanerne og leve som plankton med sollyset som energikilde. Det er epokegørende, at man hermed har påvist, at livet havde taget kontrol over Jordens klima allerede for ca. 3,8 mia. år siden til forskel for de 3,5 mia. år, livet tidligere havde på sin fødselsattest.

Mere at vide: Professor Minik Rosing, Geologisk Museum, Tlf.: 35 32 23 68.

Iskerne-boringer i Indlandsisen

Isboringerne i den grønlandske Indlandsis fortæller om fortidens meget voldsomme klimaforandringer og gør det muligt at følge udviklingen af temperatur, nedbør, forurening og også naturlig udvikling af bl.a. støv og halvsalt i atmosfæren år for år. Dermed sætter iskernerne forskerne i stand til at sige noget om fremtiden og fx sætte debatten om udledningen af drivhusgasser i perspektiv.  

Såvel boreinstrumenter som teknik er hovedsageligt dansk udviklet og benyttes i dag af internationale forskere, også i Antarktis. I det seneste projekt, NGRIP, er man ved 75 N, 42 V, 2920 m o.h. nået 3090 meter ned til midten af forrige mellemistid, dvs. til Eem-perioden for 125.000 år siden. En boring tager typisk 3-4 sommerperioder fra maj til august, hvor der er midnatsol, herefter er det for mørkt og koldt både for mennesker og for det tekniske udstyr –under ÷35°. 

Indlandsisen har bevaret sin overordnede form i mange tusinde år, men er ved at blive smallere og tykkere. De hurtige gletschere, bl.a. ved Jakobshavn, er som følge af klimaændringer inden for de seneste 10-20 år begyndt at strømme hurtigere og trække sig tilbage ved randen, mens selve Indlandsisen vokser i tykkelse i midten. Om Indlandsisen skrumper eller vokser er endnu uklart, under alle omstændigheder vil en total afsmeltning ikke kunne ske de første flere tusinde år. På sit bredeste sted er Indlandsisen 1000 km. og på det længste 2500 km. I alt indeholder Indlandsisen 7% af verdens beholdning af ferskvand mod Antarktis’ 70%. 

Mere at vide: Professor Dorthe Dahl-Jensen og lektor Jørgen Peder Steffensen, Is og Klimagruppen ved Niels Bohr Instituttet, Tlf.: 35 31 05 57. www.iskerner.dk

Havisens betydning

Formålet med projektet, som kører fra 2005-2007 og er et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut, Danmarks Miljøundersøgelser og Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, er at undersøge mekanismen og betydningen af havis for transport af gasser fra atmosfæren ned i havet.

I den forbindelse er der især fokus på ilt og drivhusgassen kuldioxid. Dannelsen af havis spiller tilsyneladende en vigtig rolle for transporten af kuldioxid ned i havet. De første målinger tyder på, at dannelsen af havis ved Nordøstgrønland og det nordlige Canada resulterer i udskillelse af store mængder opløst uorganisk kulstof, der sammen med højsalint vand synker ned mod havets bund. Den efterfølgende smeltning af havis om foråret og sommeren forøger optaget af kuldioxid fra atmosfæren, idet smeltevandet er undermættet mht. kuldioxid. Da denne transportproces er afhængig af dannelsen af havis, vil en formindskelse af havisens udbredelse i fremtiden muligvis medføre en nedsat transport af kuldioxid fra atmosfæren til dybhavet.

En anden del af projektet går ud på at undersøge, hvorledes de fysiske transportprocesser påvirker fordelingen af andre opløste stoffer som f.eks. ilt og næringssalte, og hvordan disse forhold spiller ind på den mikrobielle aktivitet i området. Selvom temperaturen i havis kan nå ned under minus 20-30°C om vinteren, indeholder den stadig lommer med flydende højsalint vand, hvor mikroorganismer trives. Undersøgelserne tyder desuden på, at mikroorganismerne i havisen, udover at skulle tåle meget lave temperaturer og høje saltkoncentrationer, også skal kunne klare meget variable iltforhold. På grund af dynamisk transportforhold i isen og relativ høj mikrobiel aktivitet i disse lommer opstår der på nogle tider af året helt iltfrie forhold i dele af havisen.

Mere at vide: Professor Søren Rysgaard, Tlf.: +299 36 12 00 eller,  sgaard@natur.gl

GeoArk 2005 Ekspeditionen

Indtrykket af Nordøstgrønland som ødemark, der kun aflægges kortvarige besøg og i dag alene rummer vejrstationer og Siriuspatruljens hytter, er en myte. Ødemarken er et rigt kulturlandskab, der i mange omgange har været befolket, og det er ikke gået sporløst hen over landskab og ressourcer.

For 4.500 år siden og et par årtusinder frem var Nordøstgrønland stenaldereskimoernes jagtmark. Senere - fra omkring år 1.400 e. Kr. til første halvdel af 1800-tallet – beboede Thule-kulturens inuitter området, og da de forsvandt, blev Nordøstgrønland scenen for talrige polar-ekspeditioner, fangstmænd og eventyrere, militærenheder, modstandsfolk, meteorologer, mineselskaber, videnskabsmænd - og slædepatruljen Sirius.

Det er arkæologens og geografens opgave at finde og fortolke alle disse spor efter mennesker i landskabet, som her i det klimafølsomme, nordatlantiske område altid har været i hastig forandring, og dermed skrive ’ødemarkens’ ofte dramatiske kultur- og naturhistorie.

GeoArk 2005-ekspeditionen er et samarbejde mellem Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nationalmuseet i Danmark og Geografisk Institut ved Københavns Universitet, som sammen vil bidrage til en forståelse af områdets kultur- og naturhistorie.

De geografiske og arkæologiske data fra forundersøgelserne på GeoArk 2003 og 2005-ekspeditionerne er nu under bearbejdning. Det er målet på denne baggrund at planlægge et større grønlandsk/dansk forskningsprojekt i Nordøstgrønland, som skal se på sammenhængene mellem bopladsernes placering og historie, kystdannelserne, de skiftende isforhold og klimaudviklingen og søge at svare på, hvad der ligger bag de forhistoriske kulturers indvandringer til Nordøstgrønland og – ikke mindst – deres forsvinden.

Mere at vide: Lektor Bjarne Holm Jakobsen, Geografisk Institut ved Københavns Universitet, bhj@geogr.ku.dk og Centerleder Bjarne Grønnow, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning bjarne.groennow@natmus.dk

LongTerm i det nordligste Grønland

Alarmerende meldinger om klimaforandringer i det Arktiske Ocean optager megen plads i den videnskabelige litteratur og er ofte forsidestof i medierne. Meldingerne bygger på satellit-overvågning og atomubåds-observationer indenfor de sidste 30 år, mens vi mangler et overblik over den ”naturlige” variation for så vigtige faktorer som havis-dækkets udbredelse, varighed og indvirkning på store iskapper på land og kontinentalsoklen. Nordgrønlands kyster er verdens nordligste landjord og et af de få områder, der stadig grænser mod et permanent islagt Arktisk Ocean. Det er også på grund af sin utilgængelighed et af verdens mindst udforskede områder.

I sommeren 2006 drager den geologiske ekspedition LongTerm, finansieret af Forskningsrådet for Natur og Univers, afsted til Peary Land i det nordligste Grønland. Ekspeditionen ledes af lektor ved Geologisk Museum, Svend Funder, og omfatter en undersøgelse af kystområderne og deres ”geologiske arkiv”, der rækker mere end 100.000 år tilbage i tiden. Hidtidige oplysninger viser, at både havisdækket og gletscherne har været underkastet store forandringer i dette tidsrum. Spredte observationer gjort under slæderejser viser, at kysten har været beboet eller i det mindste gennemrejst af mennesker, de såkaldte palæoeskimoer, så langt tilbage som for 4.500 år siden.

LongTerm sigter mod at undersøge forholdet mellem klima, havisdække og gletscherudbredelse ved kortlægning, rekonstruktion og undersøgelse af eksisterende gletschere og tidligere store iskapper, fulgt op af satellitbillede-analyser, 3-D visualisering og gletscher-modellering. Havisdækkets variationer belyses gennem opsamling af data fra boringer og seismiske undersøgelser fra isen på Independence Fjorden, boring i søer i kystområdet, samt analyse af havaflejringer og datering af drivtømmer, der kommer fra den anden side af Det Arktiske Ocean.

Endelig vil arkæologen, direktør Claus Andreassen fra Grønlands Nationalmuseum og professor Eske Willerslev fra Niels Bohr Instituttet undersøge bopladser fra Independence I kulturen og samle prøver fra permafrosten til DNA-analyse i et forsøg på at finde menneskeligt DNA. Independence I er arkæologernes betegnelse for de første mennesker i de højarktiske områder, som for 4.500 år siden kom fra Canada til det nordligste Grønland. Hidtil er det kun deres redskaber og stensætninger, der er fundet. Der er aldrig fundet knogler, som kan fortælle om, hvor kulturen oprindelig kom fra, og om den evt. var beslægtet med Amerikas indianere. Som noget nyt vil geologen dr. Henriette Linge fra Bjerknes Centret, Bergen, prøve at datere stenredskaber og sten fra ildstederne ved den såkaldte ”exposure dateringsmetode”, hvor det måles, hvor længe stenene har været udsat for kosmisk stråling.

Mere at vide: Ekspeditionsleder lektor Svend Funder, Geologisk Museum, Tlf.: 35 32 23 45.

Natur og mennesker i Arktis påvirket af langtransporteret forurening

Gennem de seneste to årtier er der udført en række undersøgelser af forekomsten af forurenende stoffer i det arktiske område. Det er sket gennem overvågningsprogrammet AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme), der udføres som led i samarbejdet mellem de arktiske lande i Arktisk Råd.

Undersøgelserne viser, at det arktiske miljø indeholder lave koncentrationer af forurenende stoffer sammenlignet med tæt befolkede områder i Europa, Nordamerika og Asien. Alligevel har dele af befolkningen i Arktis i nogle tilfælde så høje værdier af nogle af disse stoffer, at det kan påvirke deres helbred. Årsagen er, at stofferne optages af planter og dyr nederst i fødenettet og ophobes op gennem fødekæderne. De dyr, som er øverst i fødekæderne har derfor høje koncentrationer af de forurenende stoffer i kroppen. Det er bl.a. tilfældet for nogle hval- og fuglearter samt for sæler og isbjørne.

Disse dyr har stor betydning som fødeemner for dele af befolkningerne i det arktiske område. Personer, som jævnligt spiser lokale fødeemner, indtager derfor en langt større mængde af forurenende stoffer end personer, som primært spiser importerede fødevarer.  Og høje koncentrationer af forurenende stoffer øger risikoen for at helbredet bliver påvirket. Nogle af de højeste niveauer af forurenende stoffer i det arktiske område findes blandt befolkningsgrupper i Grønland.

Figuren viser koncentrationen af PCB i blod hos befolkninger i Arktis.

Stoffer som kviksølv og bly kan påvirke udviklingen af nerve­syste­met, og et stof som PCB påvirker kroppens evne til at bekæmpe infektioner. Fostre og børn er særligt udsat. De er mere følsomme over for påvirkningerne af de forurenende stoffer end voksne. I fosterstadiet optager barnet PCB og tungmetaller fra moderens blod. Efter fødslen overføres de forurenende stoffer fra moderen til barnet, så længe hun ammer barnet.

Den lokale arktiske kost er også rig på fedtstoffer, proteiner, vitaminer og mineraler, som er gavnlige for helbredet. I nogle tilfælde må den lokale kost betragtes som mere sund end nogle af de importerede fødevarer, som er grunden til at nogle mennesker bliver overvægtige og udvikler sukkersyge. Dertil kommer at den lokale kost er en naturlig del af den arktiske kultur, af det at bo i Arktis, og det at udnytte naturens ressourcer.

Det er imidlertid muligt at bevare lokale fødevarer og deres gode egenskaber som en væsentlig del af kosten og samtidigt begrænse indtaget af forurenende stoffer. Det kan man gøre ved at spise mindre af eller helt undgå de dele af dyrene, som indeholder de forurenende stoffer.

Størstedelen af de forurenende stoffer i miljøet stammer fra menneskers brug af dem i industri, husholdning, ved produktion af energi, ved transport og ved affaldsforbrænding. Forureningen i Arktis stammer især fra Europa, Nordamerika og Asien. Derfra føres de forurenende stoffer med luft- og havstrømme til Arktis. Der bliver også udledt forurenende stoffer til miljøet lokalt i de arktiske områder, men de betyder i de fleste tilfælde meget mindre for miljøet end den forurening, som kommer fra fjerne områder. En effektiv indsats over for forureningen kræver derfor en international indsats, som bl.a. finder sted i FN og EU.

Mere viden om: Læge Gert Mulvad, Lægeklinikken i Nuuk, tlf. +299 344000, gm@gh.gl, læge Henning Sloth Petersen, Lægeklinikken i Nuuk, tlf. +299 344000, hsp@gh.gl, seniorforsker Poul Johansen, Danmarks Miljøundersøgelser, tlf. +45 4630 1936, poj@dmu.dk

Zackenberg Forskningsstation i Nordøstgrønland
Da de menneskeskabte klimaændringer kom på den verdenspolitiske dagsorden sidst i 1980erne stod det klart, at der var et meget stort hul i Grønlands og dermed Danmarks overvågning af udviklingen i natur og økosystemer, nemlig hele den højarktiske del af Grønland. Det er hele Nord- og Nordøstgrønland, hvor der kun ligger en lille håndfuld vejr- og militærstationer.

Oprettelsen af en forskningsstation i Nordøstgrønland blev derfor en højt prioriteret opgave for det dengang nyoprettede Dansk Polarcenter, og valget faldt på Zackenberg nær Slædepatruljen Sirius’ base i Daneborg. Her fandtes praktisk taget alle de naturformer samt plante- og dyrearter, som kendetegner Højarktis, og her var der mulighed for at etablere en lille landingsbane ved en forskningsstation centralt placeret i dalen.

Opførelsen af stationen blev påbegyndt i 1995, og siden har et omfattende program for overvågning og forskning i effekterne af klimaændringer været udført primært af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Københavns Universitet. Overvågningen foregår i fire programmer:

1. et klimaprogram, som registrerer alle de normale klimaparametre samt ind- og udgående stråling,
2. et naturgeografisk program, som dækker processerne i landskabet lige fra sedimenttransport i elvene til udvekslingen af kuldioxid mellem tundraen og atmosfæren,
3. et biologisk program, der dækker alt fra planternes blomstring til moskusoksernes kalveproduktion, og
4. et marint program, som dækker hele de marine økosystem.

Arktis defineres oftest som landet nord for trægrænsen, dvs. tundraen, som har en middeltemperatur på under +10-12ºC for den varmeste måned. Arktis deles så igen op i en lavarktisk del, hvor der er frodigt med buske på op til en halv meters højde, og en højarktisk del, hvor middeltemperaturen er under +5-6 ºC for den varmeste måned, og hvor vegetationen ikke bliver mere end 5-10 cm høj.

Det er her i den højarktiske del, at de største effekter af de menneskeskabte klimaforandringer kan forventes. Højarktis har nemlig en stærkt begrænset udbredelse, klemt inde som det er mellem den udstrakte lavarktiske zone mod syd og Polarishavet mod nord, så Højarktis ikke bare kan ”flytte nordpå” efterhånden som klimaforandringerne slår igennem. Klimamodellernes beregninger viser således, at langt det meste af Højarktisk risikerer at forsvinde, og sammenlagt kan det forventes at omkring halvdelen af Arktis vil gro til med træer og buske og således ikke længere være tundra. Hermed får de arktiske arter af planter og dyr reduceret deres levesteder ganske betydeligt, og en række arter risikerer helt at forsvinde.

Mere at vide: Logistikchef Morten Rasch, Københavns Universitet, tlf. 72488110,  mr@dpc.dk / Zackenberg@geogr.ku.dk (videnskabelig leder af forskningsstationen); seniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk (biologi); forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932,  mpt@dmu.dk (naturgeografi), forsker Dorthe Petersen, Grønlands Forundersøgelser, tlf. +299 34 88 00, dop@asiaq.gl (klima), forsker Niels Martin Schmidt, DMU, tlf. 4630 1924, nms@dmu.dk (biologi), professor Søren Rysgaard, Grønlands Naturinstitut, tlf. +299 36 12 46,  rysgaard@natur.gl (marint).

Læs også: Materiale om effekter af klimaændringer i Grønland på DMU’s hjemmeside:

http://www.dmu.dk/Gr%C3%B8nland/Klima%C3%A6ndringer/Materiale+om+klima%C3%A6ndringer+i+Arktis/

Historier om klimaændringer

Storisen og nedbørsmængden på land i Østgrønland svinger modsat
Havisen i Polarishavet er allerede skrumpet 15 % over de sidste 25 år, og inden for de næste 70-100 år kan den forsvinde helt om sommeren, viser nogle af klimamodellernes beregninger. Det kan få voldsomme konsekvenser for nedbørsmængderne i Østgrønland og andre dele af Arktis, der i dag ligger ud til isdækkede havområder. I store perioder svinger isdækket udfor Østgrønland modsat med nedbøren i Zackenberg således at når der er mindre storis er der mere nedbør på fastlandet. I andre perioder er det de overordnede klimatiske forhold (North Atlantic Oscillation) der primært hænger sammen med nedbøren på land. Teorien er at isen i perioder virker som en slags ”forlængelse” af landet, så vejret inde på kysten ikke udsættes for nær så stærk en påvirkning fx fra fordampningen fra havet. Derved forekommer der ikke nær så meget sne, regn og tåge, som der ellers ville. Denne effekt forsvinder, når isen forsvinder, så der i perioder kan forventes langt mere nedbør og dermed snedække om vinteren, inklusive perioder med tø og regn selv om vinteren. Dette vil i givet fald få voldsomme konsekvenser for livet på tundraen (se nedenfor). Kontakt forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932, mpt@dmu.dk.

Vil tundraen øge eller mindske den globale opvarmning?
Klimamodellernes beregninger viser, at temperaturen i Arktis kan forventes at stige dobbelt så meget som for Jorden som helhed. Sker det, kan der frigives milliarder af tons kuldioxid og metan fra tundraens tørv, når permafrosten slipper sit tag i de ofte metertykke tørvelag, der strækker sig over tusinder og atter tusinder af kvadratkilometer i Sibirien og Canada. Det vil øge Jordens drivhuseffekt yderligere, det der hedder en ’positiv’ feed-back-mekanisme, og dermed bringe os ind i en ond spiral, hvis ikke tilgroningen af tundraen med træer og buske og dermed optaget af kuldioxid udligner frigivelsen fra tundraen. Hvordan den højarktiske tundra reagerer, har været undersøgt i Zackenberg i nu 11 år. Kontakt Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932,  mpt@dmu.dk.

Overisninger om vinteren kan udrydde moskusokserne over store dele af Højarktis
Et af ”skrækscenarierne” med de forventede klimaændringer er, at det vil blive mere almindeligt med tøvejrsperioder i vinterhalvåret. Det vil kunne udrydde bestanden af moskusokser i store områder, sådan som det tidligere er sket ved flere lejligheder i det 20. århundrede. I Højarktis, som er det eneste område i Grønland, hvor moskusokserne forekommer naturligt (okserne i Vestgrønland er resultatet af udsætninger foretaget af mennesker), er økosystemerne afhængige af, at når det begynder at fryse i september, så fryser det uafbrudt til engang i maj. Kommer der dage med tø i denne periode, dannes der et ”ispanser” på sneen og på landskabet, så dyrene ikke kan komme ned til vegetationen, hvorfor de sulter ihjel. Kontakt professor Mads C. Forchhammer, DMU, tlf. 4630 1958,  mcf@dmu.dk.

Vadefuglene vil i første omgang have gavn af klimamildningen, hvorefter de vil blive hårdt trængt
Vadefuglene er den dominerende fuglegruppe på den arktiske tundra. Det er de fugle, som vi ser i tusindtallige flokke langs vore kyster i træktiderne forår og efterår, og som optræder i hundredtusindvis i Vadehavet. Mange af disse fugle yngler på tundraen, hvor de er stærkt afhængige af tidspunktet for snesmeltningen om foråret. Sker snesmeltningen sent, kan de ikke komme i gang med at lægge æg og deres ynglesucces bliver forringet. Klimamildningen vil i første omgang betyde tidligere snesmeltning i store dele af Arktis, hvilket er en fordel for de mange millioner vadefugle, der yngler på tundraen. Men på længere sigt vil fuglene blive fortrængt efterhånden som tundraen gror til med buske og træer. Kontakt seniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk.

Side 4 af 19