Togtben 14 Antofagsta - Galapagos

Andesbjergenes udforskning. Fugle, etnografi, planter og arkæologi ved rektor Laurits Holm Nielsen (AaU) og museumsinspektør Inge Schjellerup, Nationalmuseet.

På denne rute vil Koos Bomsma, professor ved Biologisk Institut, orientere om Charles Darwin og hans rejse med skibet ”Beagle”.

Arven fra den 1. Galathea-ekspedition

På sin jordomsejling havde Corvetten Galathea bl.a. til opgave at aflægge visit hos to af tidens internationalt mest berømte danske naturhistorikere, der begge havde valgt at slå sig ned fjernt fra Danmark. Først skulle man i Calcutta besøge botanikeren Nathanael Wallich (1785-1854). Wallich var chef for sin tids største botaniske have; hans udgivelser om asiatisk tropebotanik gør ham selv i dag til den oftest citerede danske botaniker, og hans materiale på SNM-Botanisk Have & Museum er det største bidrag fra nogen enkeltperson. Pt. arbejdes der fra dansk side på en biografi om ”denne vor hæderlige Landsmand”, rettet mod både danske, engelske og indiske læsere.

I Brasilien skulle Peter Wilhelm Lund (1801- 80) besøges i sit fjerne Lagoa Santa, og her valgte man at sende en mindre ekspedition af sted på muldyrryg. P.W. Lunds forskning havde – siden han i 1832 for anden gang rejste til Brasilien og endte med at vælge at blive – været fokuseret omkring Sydamerikas uddøde mega-fauna med kæmpe-dovendyr på størrelse med afrikanske hanelefanter og sabelkatte, som reducerer nutidens løver til små huskatte. P.W. Lunds sensationelle fund af de tidligste mennesker i Amerika og hans provokerende forestilling om deres samtidighed og samspil med de uddøde kæmper skabte splid imellem europæiske forskere, men er i dag almindeligt accepterede.

P.W. Lund havde skænket sine enorme samlinger til Christian VIII, den både naturvidenskabeligt engagerede og kompetente danske konge. Den lille ekspedition skulle hjælpe med nedpakningen. I dag er dr. Lunds materiale på SNM-Zoologisk Museum og hans omfattende arkiv på Det Kongelige Bibliotek. Det har i sig selv gjort et dansk-brasiliansk samarbejde nødvendigt, men allerede i sin samtid tog dr. Lund initiativ til et sådant samarbejde.

Zoologen J.Th. Reinhardt, der som ung student blev sendt den lange vej til Lagoa Santa, vendte gang på gang tilbage dertil, og hans efterfølger, botanikerspiren Eugen Warming (1841-1924), blev på samme måde fanget under sit ophold i 1865-67. De lagde aldrig siden skjul på, at deres væsentligste uddannelse var sket på dr. Lunds ”énmandsuniversitet”. Mens stort set alle Lunds værker for længst er udgivet også på portugisisk, blev Reinhardts store undersøgelse om den brasilianske højslettes fisk først udgivet i Brasilien for få år siden, og Warmings ungdomsskrifter fra opholdet udkommer i 2006. På mange måder var Corvetten Galatheas jordomsejling med til at etablere og styrke et internationalt forskningsarbejde. 

Mere at vide: Postdoc Michael Sterll, SNM-Botanisk Have & Museum, michaels@snm.ku.dk samt Dansk Naturvidenskabs Historie vol. 2. – Aarhus. 2005.

Darwins jordomrejse med Beagle

Det er ikke kun Galathea-ekspeditionerne, som har været skelsættende for vores forståelse af livet på jorden. For ca. 170 år siden (1831-1836) var den unge Charles Darwin med som naturhistoriker på den engelske fregat Beagle, og det førte til en jordomrejse, der blev afgørende for hans evolutionsteori fra 1859. I modsætning til Galathea 3, som drager jorden rundt i østlig retning, sejlede Beagle vestpå, dvs. først mod syd gennem Atlanterhavet, rundt om Sydamerikas spids, forbi Australien og til sidst langs Sydafrika og tilbage til England.

Galathea 3 krydser Darwins rute på adskillige vigtige lokaliteter, såsom Valparaiso, Chile (juli 1834; hvorfra han deltog i to ekspeditioner til Andesbjergene og var vidne til ødelæggelser fra det store jordskælv i Valdivia), Galápagosøerne (september 1835; hvor Darwins idé om artsdannelse tog form – se citat nedenunder), Hobart, Tasmanien (februar 1836), Cape Town, Sydafrika (maj 1836) og Azorene (september 1836).

"Seeing this gradation and diversity of structure in one small, intimately related group of birds, one might really fancy that from an original paucity of birds in this archipelago, one species had been taken and modified for different ends." Charles Darwin, Journal of Researches, 2. udgave, side 380.

Mere at vide: Professor Jacobus J. Boomsma, Institut for Biologi, Københavns Universitet, Tlf.: 35 32 13 40 eller jjboomsma@bi.ku.dk samt http://www.aboutdarwin.com/voyage/voyage01.html

Truede planter på Galápagos

Der findes omkring 300.000 plantearter i verden, hvoraf kun 5 % er undersøgt nøjere, og mere end 30.000 globalt set er truet af udryddelse. På Galápagos er kun to plantearter ud af i alt ca. 600 forsvundet, men øerne er under stærkt stigende pres. Mange af Galápagosøernes plantearter er meget sårbare, og nogle er truede af udryddelse, bl.a. fordi de kun findes i begrænset antal og ofte kun på én af øerne, hvorfor indførsel og spredning af geder eller aggressive, fremmede plantearter hurtigt kan udrydde hele bestanden af en bestemt art.

På Galápagos arbejder den Ecuadorianske Nationalparktjeneste og den internationale videnskabelige station Charles Darwin Research Station for at sikre de truede plantearters overlevelse. Først og fremmest forsøger man at kontrollere eller fjerne truslerne mod dem, f.eks. ved at udrydde geder og aggressive, fremmede plantearter fra den truede arts område. Desuden sikrer man forskellige områder mod f.eks. geders græsning ved indhegning. Det holder gederne ude og betyder, at vegetationen kan regenerere og udvikle sig i fred. I de senere år er man også begyndt at samle frø fra nogle af de truede arter, hvorefter man på Charles Darwin Research Station opformerer små planter, der kan plantes ud på det oprindelige voksested for at forstærke bestanden.

Botanisk Have, Københavns Universitet, har i mange år arbejdet med truede planter fra Galápagos. På Galathea-ekspeditionen vil man, sammen med kolleger fra Nationalparktjenesten og Charles Darwin Research Station, indsamle frø til dyrkning og opbevaring i frøbanken i Botanisk Have og dermed få levende materiale af de truede arter – plantemateriale, som både kan sikre arterne mod helt at forsvinde fra jordens overflade og anvendes i aktuelle forskningsprojekter, f.eks. for at undersøge, hvordan de formerer sig, og hvordan de har udviklet sig.

Mere at vide: Direktør Ole Haman, Botanisk Have, Tlf.: 35 32 22 20

Vegetationsdynamik og naturbevarelse på Galápagos

I 1971-72 var direktør Ole Haman, Botanisk Have, ansat på Charles Darwin Research Station og har siden da arbejdet med vegetationsstudier på Galápagos, som har givet en stor mængde information om naturlige vegetationsændringer, om ændringer forårsaget af geders græs­ning, om regeneration efter bortskydning af geder, om dynamikken i forskellige vegetationstyper og om planters regeneration og overlevelse under forskellige forhold.

Der er gennemført undersøgelser af forskellige vegeta­tionstyper i mere end 30 år, og de har især fokuseret på øerne Santa Cruz, Santa Fe og Pinta. De store Opuntia-kaktus er meget karakteristiske for den tørre vegetation på Galápagos. Der er 15 forskellige arter og varieteter af Opuntia-kaktus på Galápagos, og de er alle endemiske, dvs. de findes ikke noget andet sted i verden. I stærk kontrast til de tørre landskaber nær kysten er de øvre sider af de store øer dækket af en tæt, frodig vegetation. De store øer og høje vulkaner får meget mere nedbør, især på sydsiderne, og det gir' grundlag for en tæt skov, den såkaldte Scalesia-skov. Den dominerende træart er en Scalesia, som er en endemisk slægt af kurvplanter. Man kunne kalde dem for Solsik­ketræer, for de er beslægtet med Solsikker.

Undersøgelserne har vist, at Scalesia pedunculata har et overlevelses­mønster, der er usædvanligt for skovtræer: Træerne er lys-elskende, vokser meget hurtigt og bliver 7-8 m høje i løbet af 3,5 - 5,5 år, hvor de begynder at blomstre og sætte frugt. Men konkurren­cen mellem de unge planter er stor og den naturlige dødelighed meget høj. Samtidig har det vist sig, at Scalesia pedunculata-træer har en særdeles kort levetid, de fleste dør, før de bliver 15-20 år gamle, så der er en ekstremt hurtig cyklus i skoven. Dette står i skarp kontrast til de store Opuntia-kaktus og Balsam-træer (Busera graveolens), der dominerer de tørrere dele af Galápagos, som vokser meget langsomt, har en lav naturlig dødelighed, men til gengæld bliver så gamle som 150-200 år.

Klarlæggelsen af de vigtige træers livscyklus og deres reaktion på udefrakommende faktorer har betydning for naturbevarelsen på øerne: Scalesia-arterne er nemlig meget sårbare over for længerevarende forstyrrelser, som f.eks. græsning af geder i lang tid, mens Opuntia- kaktus og Bursera-træer kan overleve en moderat gede-græsning over lang tid. Omvendt kan bestande af Scalesia-arter regenerere hurtigt, hvis forstyrrelsen er kortvarig, mens bestande af Opuntia-kaktus og Bursera-træer behøver mere tid for at regenere og komme tilbage til den oprindelige tilstand.

Det betyder, at man kan prioritere den praktiske naturbevarelse, når man ved hvilken slags påvirkning et bestemt område er udsat for. Men generelt vil vegetationstyper med Scalesia-arter blive prioriteret højt, fordi hele bestande kan forsvinde i løbet af få år, mens vegetationstyper med Opuntia-kaktus og Bursera–træer der er mere robuste, kan overleve længe og give basis for en ny regenera­tion.

Mere at vide: Direktør Ole Haman, Botanisk Have, Tlf.: 35 32 22 20

Side 15 af 19