Disciplin og straf 
Af Julie Bønnelycke, etnologistuderende og praktikant på Dansk Skolemuseum
Daglig morgensamling er udbredt praksis blandt de lokale skoler i Trankebar-området. Det følger nogenlunde samme mønster, med lidt variationer fra skole til skole.
 På én af skolerne foregår det således: Dagen starter med en indmarch i skolegården på geledder til taktfaste trommeslag af en udvalgt elev. Lærerne holder opsyn med, at ro og orden overholdes, og at rækkerne er lige og pæne. En lille håndfuld elever er udvalgt til at stå for seancen, mens det er den samme dreng fra øverste klassetrin (hvad der svarer til 4.klasse), der varetager ”eksercitsen”: Alle kommanderes i retstilling og gør honnør, så i rør, og så fremdeles et par gange. Dernæst træder en af de udvalgte elever frem, og fører an i den nationale troskabserklæring, som alle reciterer i kor, med hånden foran brystet. Dernæst følger en bøn, en læresætning af Tamil Nadus berømte poet Thiruvalluvar, nationalsangen, og så råbes der ”school dismissed”, og alle marcherer taktfast til klasselokalerne, akkompagneret af trommen. Hænderne skal være på ryggen, så man ikke fristes til at komme i karambolage med nogle af de andre elever. Ved døren til hvert klasselokale står en lærer parat, som inspicerer elevernes hænder, negle og skoleuniformer. Er skjorten uden for bukserne, eller sidder bæltet ikke ordentligt, skal det ordnes før man må komme ind i klassen. Eleverne selv går op i samlingen med liv og sjæl, og det er en ære at få lov at lede an i morgensamlingen. Hver klasse har desuden en duks, der står for at holde ro og orden i frikvarter, og som kan overtage kontrollen med klassen, hvis læreren er nødt til at forlade lokalet under undervisningen. De lidt større skoler kan have et helt korps af præfekter i særskilte uniformer, der med stor ansvarsbevidsthed varetager deres pligter.
 En morgen på et af mine skolebesøg møder der mig et sælsomt syn: Efter den obligatoriske morgensamling med bøn, troskabserklæring og honnør, ankommer skolens Headmaster (eneste mand på skolen; alle ansatte og lærere er kvinder, det er ganske normalt) i den støvede skolegård, på motorcykel og iført solbriller. Alene denne stilfulde forsinkede ankomst, er en pudsig kontrast til de ulige rækker af halvpjaltede, lettere usoignerede børn, der udgør denne skoles elevgruppe. Han får en hviskende besked af en lærer, og træder med rynket pande op på trappen foran forsamlingen, hvor han skuer ud over sin skole. Nu bryder en dundertale løs, og min tolk forklarer hviskende, at nogen har knust en rude på hans kontor. Børnene ser noget slukørede ud, og pludselig knytter hver og én sin højre hånd, og begynder at dunke sig selv oven i hovedet. Det går op for mig, at der er blevet givet ordre til kollektiv selvrevselse, og at det tydeligvis ikke er første gang, børnene prøver dette. De mange knytnæver dunker oven i barnehoveder, mens Headmaster fortsætter sin dundren om, at skolen er et tempel, der skal passes på, og bagefter skal alle hjælpe med at rydde op og gøre rent. Efter ca. 5 min er seancen slut, der råbes ”school dismissed”, og børnene lusker med forsagte miner tilbage mod klasseværelserne.
Det er eneste gang, jeg oplever noget som dette, men jeg får under min observation i klasselokaler på de forskellige skoler, rig lejlighed til at studere straf- og disciplineringsmetoder. Det er ikke tilladt at slå børnene her, men man har beholdt en tynd trækæp i klasselokalerne, der dels fungerer som pegepind, dels bruges til at skærpe koncentrationen med. Den kan bruges som trussel, kan slås ned i pulten, eller oven i hovedet på uopmærksomme eller urolige børn. En kuglepen kan ofte tjene samme formål, og et hårdt dunk i ryggen på en elev er også en anvendt metode. Jeg har desuden hørt elever fortælle, at man som straf har måttet knæle på gulvet i kortere eller længere tid, men ikke selv set det praktiseret. Ligeledes verserer der historier om, at man på en højt estimeret privatskole har hængt elever op i fødderne og slået dem – jeg skal ikke kunne sige at det er sandt, men historien i sig selv tjener nok også et afskrækkende formål. Der er ingen tvivl om, at disciplin er nøgleordet, og når man taler med forældre og lærere om, hvad der kendetegner en god skole, er det især disciplin og orden, der kommer frem – dét er grundlaget for en god og effektiv indlæring.
|
|
|
