De første trin i felten – af en etnologs dagbog
Af Julie Bønnelycke, etnologistuderende og praktikant på Dansk Skolemuseum
Første trin i feltarbejdet går med at falde ind i miljøet i lokalområdet. Således har den første tid her i Tranquebar været helliget det formål at sætte sig ind i de lokale forhold, få de rette kontakter, og i det hele taget finde ud af at navigere rundt på stedet. Det indebærer en del trasken frem og tilbage, bevæbnet med notesblok og masser af tålmodighed for at få den rigtige start. Det ideelle er at få fat i en kerneinformant, der ikke alene kender en masse i lokalområdet, men også kan fungere som, eller skaffe en tolk og guide én uden om de værste kulturelle fadæser. Man vil på et eller andet tidspunkt komme til at føle sig som en elefant i et glashus, relativt ubekendt som man er med den fremmede kultur, man er landet i.
 Heldigvis er det her i Tranquebar intet problem at finde folk, der gerne vil tale med en – at man så ikke altid forstår hinanden er en anden sag! Mens man vandrer rundt på gadens varme støv, mellem geder og de allestedsnærværende køer sker det ofte, at man får samlet en hel hale af nysgerrige følgesvende: Små skolebørn, der sværmer om en, vil trykke hånd, høre hvad man hedder og hvor man kommer fra (og ja, om man har en kuglepen). Af og til følger der også voksne med, under fnis og latter peges og vinkes der til denne ”farvede person” (det er den kategori, vi danskere hører under hernede), der er så underholdende. Hvad folk mangler i engelsk ordforråd, opvejes så rigeligt at nysgerrighed, fagter og store, hvide smil i mørke ansigter.
Møder man nogen, der mestrer nogenlunde samme sprog som en selv (og kan vi tyde hinandens accenter), er en længere udveksling af livshistorier nærmest uundgåelig, og en invitation til at sidde i skyggen og få noget at drikke følger som regel herefter. Gæstfriheden og hjælpsomheden er enorm, og vildtfremmede som vi er, inviteres vi alligevel til bryllupper, jubilæer og andre begivenheder, hvor vi under stor bevågenhed fra de øvrige deltagere altid kostes op på første parket og får kongelig særbehandling. Hvis man er heldig, fører også dette – udover en uforglemmelig oplevelse – til faglige kontakter med en tolk eller en, der på en anden måde kan hjælpe én videre. Sådan er networking i Trankebar – tidskrævende, men yderst givende.
|
|
|
