Monsunregnen står ned i toveFrida Hastrup har nu foreløbigt været 4 måneder i Tranquebar, hvor hun udfører antropologisk feltarbejde omkring tsunamiens langsigtede kulturelle eftervirkninger. Nils Finn Munch-Petersen har tilbragt en uge i Chennai med forhandlinger og møder omkring turismeprojektet og er nu på vej til Tranquebar for at lave forundersøgelser i et par måneder. Begge beretter om den kraftige monsunregn.
---
Af Frida Hastrup og Nils Finn Petersen
Frida: Jeg skriver fra et meget vådt Tranquebar. Jeg har lige været igennem den nu næsten rituelle øvelse med at tørre vand op, som strømmer ind under vinduerne i mit værelse, når regnen står lige på. Selvom jeg bor ganske godt, de lokale forhold taget i betragtning, så får jeg således en lille snert af problemerne ved regntiden, hvilket sikkert er meget sundt. I de midlertidige huse bygget efter tsunamien er det kaos for folk, for hele området er forvandlet til en stor mudderpøl...
Nils Finn: Jo, det regnede virkelig! Det har været styrtende monsunregn. Her i Chennai fik vi 8 cm regn på 24 timer, mens nogle byer længere nede af kysten fik 14 cm... Gaderne i Chennai blev til små floder, men det er accepteret under monsunen, at man kommer til møder i våde bukser. Men jeg har fået anskaffet en bred vifte af litteratur og haft møder med Tourism Department, Sec. of Information & Tourism, Forestry Department og et personligt møde med turismeministeren. Her er meget vådt og mængder af små ubehagelige myg; men det har jeg prøvet før. - Så alt står vel til.
|
|
|