Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Pongal onsdag: Hestevæddeløb

Hestevaeddeloeb.JPG

Onsdag den 17. januar er tredje og sidste dag i Pongal-festivalen. Der var arrangeret hestevæddeløb mellem Tranquebar og en naboby. Mænd, kvinder og børn var stimlet sammen i vejsiderne for at overvære flere omgange af væddeløbet.

 

Af Ingrid Fihl Simonsen

Onsdagens store Pongal-begivenhed i Tranquebar er det længe ventede hestevæddeløb mellem Tranquebar og en nabolandsby og valfarten til stranden af besøgende ofte langvejs fra, da det er forholdsvis nemt her at komme til havet traditionen tro på denne tredje dag af hinduernes høstfest Pongal .

Hestevæddeløbet strakte sig over mange timer, fra ca. kl. 10 om formiddagen til kl. 17 om eftermiddagen.

Den egentlige tradition er oksevæddeløb eller, som man ser det i Spanien og enkelte steder i Sydfrankrig, at slippe tyre med alkohol i blodet løs i gaderne, men på grund af den grove behandling af dyrene er dette blevet forbudt af staten. Dog følger mange tv-stationer disse lege, som udfolder sig andre steder i landet - på trods af forbuddet. 

Mange fra Tranquebar og andre omkringliggende landsbyer er stimlet sammen for at overvære punktet, hvor vognene vil vende og ræse tilbage til startbyen. – På Market Street i Tranquebar er der sort af mennesker, og vi søger bedre udsigt. Der er lang ventetid, inden de fem ryttere kommer susende forbi. Indtil da har vi kunnet sidde og pjatte lidt med vores medpublikum. Unge mødre viser deres smykkebehængte babyer frem. De unge drenge på den anden side af den smalle vej forlanger, at jeg tager billeder af dem, mens de poserer i forskellige stillinger foran mig. Til højre for os holder en gruppe unge mænd til med deres motorcykler, og vi kan betragte, hvordan de viser sig frem for kammeraterne og folk omkring. Ud fra en vestlig betragtning var selve løbet forbavsende tamt, forsamlingen og opstemtheden taget i betragtning.

Derefter var det tid til, at deltage i begivenhederne på stranden. Folk fra landsbyen og længere væk fra mødtes her og fortærede deres medbragte mad. Enkelte gik i fuld påklædning ud i bølgerne og fik en forfriskende dukkert.

Udskriv side Forrige side: Tirsdag i oksens tegn Side 12 af 25 Næste side: Tamilsk overgangsrite; fra barn til voksen
  
 
 
Galathea3