Uddrag fra Minik Rosings dagbogNyhedsbrev 3: 25. august til 4. september 2006
af professor Minik Rosing, togtleder fra København til Azorerne
Dato 4.9.2006
25. august 2006 Afsejlingen (fra Narsarsuaq) blev udsat til kl. 09.00, da chefen havde fået mulighed for at foretage en isrekognoscering i Bredefjord og Narssaq Sund for at undersøge muligheden for at gennemføre klimaprojektets ønskede seismiske profil. Der er ca. 3/10 -7/10 is i fjord og sund, hvorfor vi beslutter ikke at forsøge seismik.
De afmønstrende forskere og pressefolk vinkede farvel, da Vædderen lagde fra kaj under afspilning af Galathea-sangen (kan høres og købes her) over prajeanlægget.
Forlægning til Narssaq Sund, hvor vi kørte trekantsskrab for projektet Miljøfremmede stoffer, mens piston core-grejet (anvendes i forbindelse med ophentning af seismiske bundprøver) blev rigget til under vejledning af den hollandske ekspert, Jack Schilling. Vi havde valgt at forsøge første piston core-prøve i Narssaq Sund, fordi vejret var optimalt, og alle procedurer kunne afprøves under rolige og overskuelige omstændigheder. Piston coren sænkes ned til havbunden med skibets hovedwire, men skal hejses på plads ved skibssiden med en kran ved hjælp af et hjælpespil, inden det fastgøres til hovedwiren.
Der opstod imidlertid en teknisk fejl i hjælpespillet, inden piston coren var fastgjort til hovedwiren. Hydraulik-olien i hjælpespillet blev overophedet, og spillet gik i neutral, således at hele den wire, som holdt piston coren, blev kørt ud, og instrumentet gik tabt på 270 m vand. Vi kunne efterfølgende konstatere, at tabet af udstyret var et hændeligt uheld affødt af et uforudsigeligt teknisk svigt, og alle involverede glædede sig over, at ingen kom til skade ved situationen. Skibets sikkerhedsrutiner virkede efter hensigten, blandt andet takket være næstkommanderendes konstante opmærksomhed på sikkerheden på agterdækket.
Foto: Minik Rosing Piston coren gøres klar til anvendelse. Kort efter opstod en teknisk fejl, og udstyret var mistet.
Efter at det var konstateret, at piston coren var tabt, gik alle til skafning. Chefen, næstkommanderende og jeg indkaldte til et kort møde kl. 18.45 for at klarlægge forløbet og konsekvenserne for den videre forskning, og vi holdt en pressebriefing kl. 19.00.
Ved briefingen orienterede vi pressen om uheldets karakter og kunne forsikre om, at alle de planlagte forskningsaktiviteter på togtben 3 kunne gennemføres med det gravity core-udstyr, der findes ombord.
Allerede mens pressebriefingen stod på, blev gravity coren rigget til, og lidt efter kl. 20 kunne den første gravity core udtages på den udvalgte position.
Første forsøg med gravity coren var vellykket og gav ca. tre meter kerne, således at der allerede tre timer efter tabet af piston coren var taget en sedimentkerne fra Narssaq Sund. Der blev optaget endnu en kerne i løbet af aftenen – den fyldte alle seks meter rør. Dagen blev således afsluttet med en ubetinget succes, og projektet Miljø og Klimaændringer i Sydgrønland havde gennemført deres højst prioriterede prøvetagning.
På grund af det fremskredne tidspunkt og tæt is i Bredefjord blev det besluttet ikke at rigge seismik til før den følgende dag og i stedet kortlægge en undersøisk cañon, som gennemskærer shelfen til 600 meters dybde i forlængelse af Bredefjord. Kortlægningen blev foretaget med multibeam (avanceret ekkolod, der gengiver havbunden tredimensionalt) i løbet af natten, samtidig med at de endelige tests og kalibreringer blev gennemført over shelfranden i nattens løb. Dette forbrugte en del forlægningstid men betyder, at vi nu kan udnytte multibeamen fuldt ud. I forbindelse med kalibrering af multibeam skulle vi bruge et temperaturprofil gennem vandsøjlen, som blev planlagt som CTD-kast (vandprøvehenter med flere beholdere, som kan åbnes og lukkes successivt, således at man kan indhente prøver fra forskellige dybder) om morgenen d. 27. august
På trods af tekniske vanskeligheder var dagen således meget udbytterig.
28. august 2006 Der var deklareret søndag ombord på trods af, at det uigendriveligt var mandag. Alle, der kunne for deres pligter, sov længe, og skibet henlå i en usædvanlig stilhed indtil sent på formiddagen. Morgenmad og frokost var afløst af en brunch, som ikke kunne fås bedre. Æg i alle afskygninger, pølser, bacon, pandekager, french toast, rundstykker, wienerbrød og et utal af andre herligheder stod på bordene frem til 12.30. Der var let tåge fra om morgenen, men efterhånden som solen steg på himlen, brændte tågen bort og afslørede et blankt hav uden en bølge.
Vi sejlede nordover indtil ved 15-tiden hvor vi gennemførte et dybt CTD-kast på ca. 2.000 m sydvest for Nuuk. Vandet var det såkaldte ”blomstervand” som Blom-brødrene bruger i forbindelse med deres projekt om Polarhavenes DNA. Det tog ca. tre timer, hvorefter vi igen fortsatte nordover til en position ud for shelfkanten vest for Sisimiut.
Vi nåede positionen ved 5-tiden morgenen d. 29. august, hvor det seismiske udstyr blev rigget til, og vi påbegyndte et 80 mil langt profil over shelfranden og op gennem Holsteinsborg-dybet.
Foto: Minik Rosing Nikolaj og Rasmus Blom er ved at tappe ”blomstervand” af CTD flaskerne.
Dagbogsblad 29. august 2006 Vi har sejlet seismisk line på langs ad Holsteinsborg-dybet frem til halv tre i nat. Vi har fået opsamlet et fint seismisk profil og fortsætter med seismik det kommende døgn, indtil alle linier er færdige. Vi vi regner med gå i havn i Sisimiut søndag for at holde åbent skib i forbindelse med byens 250 års jubilæum.
Vejret er fortsat roligt og behageligt, og alle synes godt tilfredse med tilværelsen ombord.
Foto: Minik Rosing Solnedgang over polarcirklen ud for Sisimiut
2. september 2006 Vi har sejlet seismisk line på langs af Holsteinsborg dyb hele natten, og gjorde klar til at tage Brutalis-kerner og gravity core fra en sedimentbassin i den indre del af Holsteinsborg dyb.
Der viste sig som forventet at være velegnet mudder på bunden, så vi fik taget nogle meget fine kerner. Mudderet var meget rigt på organisk stof og havde en forfærdelig lugt af svovlbrinte, som produceres af bakterier, der lever i mudderet. Efter den vellykkede første kerne forlagde vi til en ny position og gentog succesen. Vi har ikke haft mulighed for at tage prøver af de tidligt kvartære sedimenter, som ud fra seismikken og Holgers hjemmearbejde burde findes ved shelfranden, men alle var glade for den fine kerne, vi fik fra nyere aflejringer.
Foto: Minik Rosing Vædderen anduver Sisimiut
Herefter gik vi ind mod Sisimiut og skrabede på vejen med trekantsskrabet efter kammuslinger, som vi fik nok af til at Jan kunne bruge dem i miljøprojektet. Jan sejlede i forvejen med MOB-båden (Mand Over Bord-båden) og satte tejner, mens skibets dykkere fangede krabber til hans projekt. Kl. 15.00 passerede vi den plads, hvor Sisimiuts befolkning var forsamlet for at afsløre en skulptur i anledning af byens 250 års jubilæum. Vi afgav en salut på tre skud og sejlede ud igen for at vente på, at Naja Arctica skulle lægge fra kaj kl. 18, så vi kunne komme i havn. Vejret har været fint hele dagen med sol ombord, men også med udsigt til en sort og massiv front ude over havet. Vi har planlagt at besøge Sisimiut, fordi vejrudsigten har lovet kuling til havs.
Foto: Minik Rosing Pansret krabbe
I løbet af eftermiddagen kunne vi se tiltagende dønning, og glædede os over ikke at være ude på havet under uvejret. Chefen, næstkommanderende og jeg selv var af borgmesteren inviteret til middag og dansemik i hallen i anledning af jubilæet. Imidlertid blev vi lidt før kl. 18 underrettet om, at Naja Arctica ikke kunne sejle grundet et mindre havari i maskinen, som forventedes løst den følgende morgen kl. 10. Det blev besluttet at næstkommanderende, Holger Lykke og jeg skulle repræsentere skibet til festen, samt at et af besætningsmedlemmerne, som har familie i byen, skulle sættes ind med MOB-båden. Alle andre måtte trøste sig med at se ”Det gode skib Martha” i hangaren og sejle om og parkere i Amerloq.
Arrangementet i hallen var flot, og borgmesteren holdt bl.a. en kort tale om Galathea 3, reklamerede for vores Åbent Skib-arrangement søndag og bad først professoren (mig) - og derefter Vædderens repræsentanter - om at rejse sig under salens klapsalver. Meget overvældende. Kl. 24 returnerede vi til Vædderen og så byens flotte fyrværkeri, mens vi sejlede ud af havnen i MOB-båden.
3. september 2006 Vi har sejlet i Amerloq-fjorden syd for Sisimiut hele natten, da Naja Arctica, som lå ved atlantkajen, havde et beklageligt havari. Det betød, at de først kunne forlade Sisimiut kl. 10 i morges i stedet for som planlagt kl. 18 i går. Vi lagde til kaj kl. 11 og modtog borgmester Hermann Berthelsen ombord til en kop kaffe. Han forærede skibet Sisimiuts 250 års jubilæmsbog.
Kl. 11.30 havde kommunen arrangeret en bus som tog 38 fra skibet med på en times byrundtur med borgmesteren som guide. En meget flot gestus. Senere mødte byens fodboldhold et hold fra skibet. Vædderen blev slået 3-1, men alle var opstemte og glade.
Kl. 16.15-18 holdt vi Åbent Skib. 967 glade Sisimiormiut besøgte Vædderen, og de fik alt forklaret om skibet og forskningen ombord. Alle blev fotograferet med børn på armen, og lokal radio og TV lavede udsendelser om besøget og projektet. Det var en meget fin dag, og der er ingen tvivl om, at besøget i Sisimiut var velanbragt både som repræsentation af Galathea 3 i Grønland og som velfærd for besætningen.
4. september 2006 Afsejling fra Sisimiut kl. 10.00 under den traditionelle afspilning af Galathea-sangen. Vejret var sort og regnfuldt ude over havet, og der var en del sø ud for byen. Grundet vejret har vi beslutte at gå ind i Amerloq-fjorden lige syd for Sisimiut og bruge dagen på multibeam-opmåling, seismik og prøvetagning.
Foto: Minik Rosing I stormlæ ved Amerloq
Ved hjælp af seismikken blev et stort 600 m dybt sedimentbassin udvalgt til CTD-kast, Brutalis og gravity core. Vejret i fjorden var smukt, næsten vindstille og strålende sol. Alle ledige hænder var solidt placeret i liggestolene agter. Vi hørte fra Dana, som ligger lige ud for kysten, at de havde 20 m/s vind derude - og de havde haft op til 35 m/s i nattens løb. Vi var derfor svært tilfredse med vores beslutning om at gå til Sisimiut for at undgå vejret og i stedet deltage i byjubilæet.
Foto: Minik Rosing Prøver fra "Brutalis" - eller box corer'en - som optager prøver af de øverste bundlag.
Prøvetagningen i Amerloq gik fint. Sedimentet var meget rigt på organisk stof, og man kunne se en gevaldig afgasning af metan fra kernerne. Kernerne ligger inde i en gennemsigtig plastikforing, som tages ud af gravity core-røret, når det kommer op fra bunden.
Mens der blev lavet kerner og CTD, tog jeg et udvalg af pressen med ind til bygden Sarfanguaq, som ligger i bunden af Amerloq-fjorden. Der bor ca. 100 mennesker, og jeg tror, det var en oplevelse for pressen og de to fra skibsbesætningen, som var med, at se en rigtig bygd med slædehunde, fisketørring og hvad der nu ellers hører til. Annette (Undervisningsministeriets medarbejder) og Emu (den lille plyds-fugl af samme navn som Undervisningsministeriets hjemmeside. EMU står for Elektronisk Mødested for Undervisningsverdenen) havde et hyggeligt besøg i børnehaven.
På vej ud af fjorden lavede vi atter en kerne i fjordens ydre bassin. Der har ikke tidligere været kvartærgeologiske undersøgelser i Amerloq, så der var stor tilfredshed med materialet. Derefter sejlede vi lidt rundt i fjordmundingen med multibeam, mens alle løse genstande blev surret fast, inden vi skulle ud i blæsevejret. Derefter forlagde vi mod Nuuk-fjorden, hvor vi forventer at være fremme i morgen formiddag. Der var en del søgang, og de mindre søstærke klamrede sig til køjerne, mens vi stod sydover...
Følg Galathea 3 på Google Earth og se ugens billede på www.satelliteeye.dk
|