Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Polarhavenes DNA

Lektor, cand.scient., PhD Nikolaj Blom, Center for Biologisk Sekvensanalyse, Danmarks Tekniske Universitet

Mindre end 1% af alle eksisterende mikroorganismer er blevet dyrket og analyseret for deres egenskaber. De resterende 99% er enten ikke blevet opdaget endnu eller har vist sig umulige at dyrke i laboratoriet.

I 400 år har Danmark sendt ekspeditioner ud for at udvide vore kulturelle, økonomiske og ikke mindst videnskabelige horisonter. Hver gang har ekspeditionerne hjembragt epokegørende viden, der har styrket den danske naturvidenskabelige position. Galathea 3 skal, ligesom sine forgængere, være en spydspids for dansk grundforskning og bidrage med nye opdagelser og vække interessen indenfor både klassiske og nye naturvidenskabelige områder. Da den anden Galathea ekspedition påviste levende fisk og andre organismer i de dybeste områder af verdenshavene, var det for eksempel med til at åbne verdens øjne for livet i dybhavet.

Projektet ”Polarhavenes DNA” vil tilføre en ny dimension til Galathea 3 ekspeditionen – dels ved at gå i dybden, men også ved at gå ned i den mindste målestok. Således vil vi dels fokusere på den forholdsvis uudforskede mikrobiologiske diversitet i de polare havmiljøer og dels demonstrere hvorledes nye opdagelser på DNA-niveau kan blive anvendt i praksis. Undersøgelsen vil gøre brug af meta-genomanalyse, som har den fordel at man får indblik i arvemassen af ikke blot den ene procent dyrkbare mikroorganismer, men også af de 99% ikke-dyrkbare/uopdagede. Meta-genomanlayse giver således et slags genetisk fingeraftryk af et bestemt mikrobiologisk miljø.

”Polarhavenes DNA” er sammensat af en videnskabelig, bioinformatisk del samt en  formidlings- og anvendelsesdel og består af en af de førende europæiske forskningsgrupper indenfor bioinformatik samt et af de førende amerikanske centre for DNA sekventering.

Udskriv side
  
 
 
Galathea3