Godt nytår, Galathea!Det nye år blev budt velkommen med tre salutskud fra VÆDDEREN og grillmad på dækket. Efter nogle dage for anker ved Salomonøen Gizo går turen nu igen sydover.
Dato 3.1.2007
Deltagerne på Galathea 3 fejrede jul og nytår i Salomonhavet nordøst for Australien. I 35 graders varme - men med klassisk julemenu og behørigt nytårsrabalder. Og på årets sidste dag fik alle på VÆDDEREN en særlig hilsen fra Amalienborg - se HM Dronningens nytårstale på dr.dk, og læs mere om festlighederne i forbindelse med de to højtider på Politikens Galathea-hjemmeside her (jul) og her (nytår)!
Foto: Anne Sofie Berendt December 2006: For anker ved Salomonøen Gizo
Ø-samfund under pres I dagene mellem jul og nytår lå VÆDDEREN for anker ud for Salomon-øen Gizo. Her stødte nogle af land-galathisterne til - blandt andet forskere fra Geografisk Institut, Københavns Universitet. De har tilbragt de seneste uger på fire af Salomonøerne, hvor de har undersøgt befolkningens livsbetingelser: Hvordan påvirker faktorer som klimaforandringer, globale markedskræfter og overudnyttelse af naturressourcerne deres overlevelsesmuligheder? Vil ø-samfundene bryde sammen, sådan som man har forudsagt det for flere årtier siden - eller klarer de sig trods hårde odds? Læs her lektor Kjeld Rasmussens beretning om opholdet på den afsides beliggende ø Tikopia, som for tre år siden blev ramt af Zoë, en af de voldsomste tropiske cykloner, man nogensinde har registreret på kloden. Jyllands-Postens logbog fra 3. januar 2007 fortæller også om geografernes oplevelser på øen - læs den her!
Foto: Thomas Birk Geograferne fra Københavns Univeritet interviewede blandt andet disse kvinder fra atollen Ontong Java on Taro-dyrkning. Taro'en er en slags roe, der anvendes i madlavningen.
På skovtur med professoren Også professor Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum, som leder et andet af de landbaserede Galathea 3-projekter (Fuglediversifikation), mødte den sejlende del af ekspeditionen i dagene ved Gizo. Han viste Undervisningsministeriets netop påmønstrede repræsentant, Jørn Madsen, rundt i resterne af øens oprindelige naturskov. Der er kun få hektarer tilbage, det meste er - ligesom på mange andre af Salomonøerne - fældet for at give plads til landbrug. I skoven lever en smuk lille brillefugl, som ikke findes noget andet sted i verden - men den er ikke sådan at få fat - eller bare øje - på. Læs mere om Jørns skovtur med professoren på Undervisningsministeriets Galathea-site.
Næste stop: Christchurch Nytårsaftensdag lettede ekspeditionen anker og satte kursen mod New Zealand. Ny togtleder på etapen er direktør for Nationalmuseet Carsten U. Larsen. Læs hans logbog fra de første dage ombord, på Nationalmuseets Galathea-site her.
Professor Katherine Richardson, som har været togtleder fra Sydney til Gizo, blev ombord. Hun leder nemlig samtidig det store, gennemgående forskningsprojekt, som skal øge indsigten i det marine kulstofkredsløb. Forståelsen af disse processer har stor betydning for eksperternes muligheder for at forudsige fremtidens klima. Læs mere her!
På mandag - den 8. januar om morgenen - anløber VÆDDEREN Christchurch på New Zealands syd-ø. Det bliver sidste stop, inden VÆDDEREN begiver sig ud på et af ekspeditionens rigtig lange togtben: Turen ned omkring Antarktis. Den starter 11. januar - og slutter fire uger senere med anløbet i Valparaiso i Chile den 8. februar.
|