Tikopia – i klimaændringernes tidsalder

Kjeld Rasmussen Lektor ved Geografisk Institut på Københavns Universitet

Turen fra Salomon-øernes hovedstad Honiara og til den isolerede vulkanø Tikopia er besværlig. Én efter én falder vores planer og arrangementer fra hinanden pga dårligt vejr, ustabile flyforbindelser og ændrede sejlplaner. Til sidst må vi leje en yacht og tilbringe 4 dage i Stillehavets dønninger for at nå frem. Det giver god tid til at fundere over det utrolige i at menneskelige aktiviteter, og især de emissioner af drivhusgasser, som vores produktion og forbrug giver anledning til, kan påvirke de enorme vand- og luftmasser, som man er konfronteret med på en sådan tur. Ikke desto mindre giver vores arbejde på Tikopia et klart billede af at ændringerne er reelle nok, og at effekterne af de forventede klimaændringer kan være særdeles alvorlige for øen.

For tre år siden, næsten på dagen for vores afrejse fra øen, blev Tikopia ramt af Zoe, én af de værste tropiske cykloner der er registreret på kloden. Det første fly der efterfølgende overfløj øen meldte efter sigende om at der ikke kunne ses overlevende. Det viste sig heldigvis langt fra at være sandt. Faktisk døde overhovedet ingen, hvilket især demonstrerer øboernes erfaring med den slags. Ødelæggelserne er stadig meget synlige tre år efter: Næsten alle træer på øen, og især på den eksponerede side, blev væltet eller knækket, og næsten alle huse blev ødelagt. Den slags er selvsagt ikke umiddelbart et spørgsmål om ’klima’, men om ekstreme vejrbegivenheder. Ikke desto mindre giver det øboerne noget at tænke på, når man kan referere at IPCCs Fourth Assessment Report at tropiske cykloner i området må forventes at blive mere intense. Øboerne er selv af den opfattelse at cyklonerne er blevet hyppigere og kraftigere gennem de sidste årtier. En del familier har forladt øen, og især sydøst-siden der er mest eksponeret, som følge af cyklonerne. Det er en del af en anden historie om Tikopias befolkningsforhold, og om den migration fra Tikopia, som spiller en enorm rolle, uanset cyklonerne.  

Også andre forudsigelser vedr. klimaændringer er skræmmende for ø-samfundet: En havspejlsstigning vil true de lavest beliggende dele, hvor befolkningen for en stor del for en stor del bor. Men Tikopia er en ’høj’ ø, så på dette punkt kan befolkningen måske tilpasse sig. Atoller, som fx Ontong Java som projektet også studerer, er langt mere truede. Hyppigere og mere intense El Niño perioder vil indebære større risiko for tørke, som vil påvirke landbrugsproduktionen, som næsten udelukkende er til selvforsyning, og måske også vandforsyningen til husholdningerne. Men langt den værste trussel på længere sigt er udsigten til at koralrevene kan dø, primært som konsekvens af en stigning af de øverste vandlags surhedsgrad (et fald i pH på op til 0.5). Denne trussel, som et andet Galathea3 projekt ’Havets Kulstofkredsløb’ bl.a. studerer, vil, hvis den realiseres, dels føre til nedbrydning af den helt afgørende kystsikring, som koralrevene udgør, dels føre til bortfald af fiskeri. Selvom turistindtægterne stadig er beskedne, er der heller ingen tvivl om at revene udgør en vigtig basis for fremtidige turistindtægter.

Vores interviews med mange unge og ældre, bønder, fiskere og skolelærere bekræftede vores formodning om, at selvom Tikopia’s befolkning har vist stor evne til at tilpasse sig klimaændringer og ekstreme vejr-begivenheder, så må vi nok konstatere at der er grænser: Mere intense cykloner og døde koralrev kan gøre Tikopia, og i endnu højere grad Stillehavets mange atoller, til meget svære steder at overleve.

Opholdet på Tikopia, i et på mange måder velordnet og velfungerende samfund hvor pengeøkonomi og forbrug af fossil energi stadig spiller en meget lille rolle, giver en god lejlighed til at tænke over sammenhængen mellem vores levevis, og især vores afhængighed af fossil energi, og levevilkår i andre dele af verden. Spørgsmålet er om vi vil tillade dette offer på vores velstands og forbrugs alter: Hele øer, ø-grupper, befolkninger og kulturer er truet.