Rapport fra Chennai, uge 41

Dagen starter, som sidste uge begyndte: med arbejde på henholdsvis ’Tamil Nadu State Archive’, og det teosofiske selskabs bibliotek i Adyar.

Arkivet ligger i en kolonial bygning i bydelen Egmore, lige over for en byens travleste jernbanestationer. Men Arkivet ligger tilbagetrukket, omgivet af palmer og andre store, skyggefulde træer. ’Madras Record Office 1909’, står der over indgangen. Samlingen går for at være en af verdens bedste, når det gælder kilder til den tidlige kolonialisme i Asien. Fra sin grundlæggelse i 1639 og ca. 100 frem var Madras nemlig briternes vigtigste besiddelse i Indien (det var i øvrigt også den første). Fra midt i 1700-tallet flyttede handelen til Bengalen og Calcutta (nu Kolkata) tager over. Siden er Madras også blevet overhalet af industri- og finanscentret Bombay (nu Mumbai), og af hovedstaden New Delhi, således at Madras/Chennai i dag er Indiens fjerde største by med omkring 7 millioner indbyggere. Men arkivet ligger her altså og vidner om byens ’storhedstid’ i 1600-tallet.

Arkiver i Indien har et dårligt ry: kilderne er i dårlig stand, mange arkivalier kan ikke fremskaffes og leveringstiden er alt for lang. Under mine tidligere besøg på arkivet i Chennai har jeg dog været ganske godt tilfreds med serviceniveauet. Det starter også godt denne gang. Den ansvarlige for læsesalen taler godt engelsk og gør sit yderste for at jeg skal få det så let som muligt. Desværre tager hun på ferie efter få dage, og så falder standarden mærkbart. Flere gange kommer jeg forgæves, og jeg må tit rykke for bestilte arkivalier. ’Wait, Sir, wait. After three o’clock’, får man ofte bare at vide. Man lærer altid at have en plan B parat, når man tager på arkiv. Men de har styr på samlingerne; indtil nu har jeg fået alt det, jeg har bedt om (undtagen et enkelt læg, som er overflyttet til arkivet i Hyderabad). Og det materiale, jeg gennemgår (provinsregeringens sager vedrørende sundhed i 40’erne og 50’erne), indeholder mere relevant stof, end jeg havde turdet håbe på.

Det teosofiske selskabs arkiv i velhaverforstaden Adyar er helt anderledes. Det ligger i et fredeligt område i byen inde i stor park, ned mod Den Bengalske Bugt. Her er byens uden tvivl bedste og mest velordnede bogsamling, systematisk og nidkært ordnet på kartotekskort (jeg mindes Statsbibliotekets store kort-kartotek med en vis nostalgi). Jeg noterer blot bogens signatur – den kan let bestå af 10-15 enheder og systematikken er umulig at gennemskue – og ti minutter senere har man bogen i hånden. Bibliotekets egentlig område er filosofi og religion, men der er heldigvis også meget at hente, hvis man interesserer sig for et så profant emne som tuberkulose!

Når der overhovedet ligger et teosofisk bibliotek i Chennais sydlige udkant skyldes det Henry Steel Olcott, som lagde selskabets hovedkvarter her i 1883. Men stedet er nok mere forbundet med Annie Besant, der i årene omkring første verdenskrig blev en af frontfigurerne i den indiske kamp for national uafhængighed. I 1916 dannede hun en ’Home Rule League’, som var med til at presse den britiske kolonimagt til de indrømmelser, der blev fremsat i den såkaldte Montagu-erklæring i 1917 og derefter omsat til en række vigtige politiske reformer i 1919. Og så var det efter sigende Besant, der gav Gandhi tilnavnet ’mahatma’, det betyder ’store sjæl’ – en betegnelse hentet fra teosofiens vokabular.

I denne uge har Chennai stået i valgkampens tegn. Der er nemlig kommunalvalg i byen, så spraglede flag dukker op overalt. Ikke mindst de karakteristiske trehjulede auto-rickshaws bliver brugt som kørende valgpropaganda. Det er de sorte og røde farver, der dominerer. Det er de regionale dravidiske partiers farver, og dem der det mange af. Den dravidiske bevægelse udspringer af de dravidiske syd-indernes modstand mod nord-inderne og brahmanerne (der anses som nord-indere, eller ’ariere’), og de har fuldstændig domineret regionalpolitik i Tamil Nadu siden slutningen af 60erne. Kongrespartiet er til stede i valgkampen, men som ’lillebror’ i alliance med DMK, og det hindunationalistiske BJP er næsten usynligt. DMK er i øjeblikket det største parti i Tamil Nadu; mens ærkerivalerne fra AIADMK har på det seneste haft borgmesterposten i Chennai. De seneste rapporter lyder på, at valget nogle steder er endt i uroligheder, så der skal afholdes en del omvalg. Resultatet ventes om nogle dage. Det indiske demokrati er farverigt og anderledes end vores eget; men det fungerer!