Kort om tuberkulose og tuberkulosebekæmpelsens historie

Tuberkulose og tuberkulosebekæmpelsens historie

Tuberkulose (TB) er en af de mest dødelige sygdomme i verden i dag. Ca. 2 millioner dødsfald om året kan henføres til TB; det svarer til 5000 mennesker om dagen.

TB forårsages af bakterien Mycobacterium Tuberculosis og findes i flere former, hvoraf lunge-TB er den hyppigst forekommende og alvorligste. Den smitter gennem luften, og symptomerne er bl.a. hoste, opspyt, længerevarende feber, nattesved, vægttab og træthed. TB er en langsom dræber, og fraværet af åbenlyse og særegne symptomer gør, at den kan være svær at opdage. TB rammer primært børn og unge voksne.

TB-bakterien er meget udbredt og verdenssundhedsorganisation (WHO) regner med, at en tredjedel af verdens befolkning er inficeret med den. Det er imidlertid kun 5-10% af de inficerede, som bliver syge. Nedsat immunforsvar, f.eks. som følge af dårlige levevilkår, forøger risikoen for at blive syg af TB. Derfor er TB i dag først og fremmest et problem i udviklingslandene. HIV/AIDS, der netop svækker immunforsvaret, fik i 1990erne tuberkulose til at brede sig med foruroligende hast, især i Afrika. I det meste af verden er TB nu igen på tilbagetog, men en fortsat stigning i Afrika betyder, at den globale sygdomsrate (antallet at TB-syge ift. jordens befolkning) stiger med 0.6 % på om året. WHO anslår, at der hvert år kommer ca. 9 millioner nye tilfælde af TB.

Mens Afrika har den højeste forekomst af TB målt i forhold til indbyggertallet, så findes de fleste TB patienter i Asien. Indien er det land, der har flest TB-syge. I 2004 blev der rapporteret om over 1 million nye TB-tilfælde i Indien.

TB kan behandles og WHOs globale bekæmpelsesstrategi går under betegnelsen DOTS (Directly Observed Therapy Short Course). Kernen i DOTS er en længere behandling (typisk 6 måneder) med en kombination af fire typer antibiotika.

Tuberkulosebekæmpelsens historie

I 1800-tallet var tuberkulose først og fremmest kendt som en sygdom, som blev forbundet med de fattige kvarterer i det industrialiserede Europas storbyer. En udbredt, men omkostningsfuld behandlingsform var langvarige sanatorieophold, som skulle sikre, at TB-patienten fik frisk luft og levede sundt. Derudover var det naturligvis vigtigt, at smittefarlige TB-syge i videst muligt omfang blev isoleret. Den almindelige velstandsstigning medførte efterhånden, at TB blev et mindre problem i Europa og Nordamerika. I 1940 kunne Danmark således prale af at have verdens laveste TB-dødelighed. Umiddelbart efter anden verdenskrig truede TB en overgang atter det udbombede og krigshærgede Europa, men i efterkrigsperioden er TB først og fremmest blevet et sundhedsproblem i udviklingslandene.

Efter sin grundlæggelse i 1948 erklærede WHO, at organisation ville give førsteprioritet til bekæmpelse af TB, malaria og kønssygdomme. Der var nu kommet nogle midler, som kunne anvendes mod TB. BCG-vaccinen (måske bedre kendt som Calmette-vaccinen) blev udviklet i 1921 af franskmanden Calmette, og selv om vaccinens effektivitet altid har været omdiskuteret, gennemførte WHO og Unicef stort anlagte BCG-vaccinationskampagner i 1950erne og 1960erne. Nogenlunde samtidig slog antibiotiske midler som streptomycin, PAS og isoniazid igennem som effektive midler mod TB. I Europa og Nordamerika kunne disse midler gives under kontrollerede forhold på hospitaler og sanatorier, men i udviklingslandene var denne behandlingsform alt for resursekrævende. Under WHOs ledelse gik man derfor i gang med at undersøge, hvordan de antibiotiske midler kunne anvendes effektivt på fattige TB-patienter i udviklingslandene, som ikke havde mulighed for hospitalsindlæggelse. Det er dette arbejde, der efterhånden er blevet udviklet til WHOs nuværende DOTS-strategi.

Danmarks indsats mod tuberkulose

I mellemkrigstiden var Danmark langt fremme i bekæmpelsen af TB. TB-dødeligheden var som nævnt den laveste i verden i 1940 og umiddelbart efter anden verdenskrig var Statens Seruminstitut en ledende producent af BCG-vaccine. Netop BCG-vaccinationer blev en del af den danske indsats for at afhjælpe nøden i det krigshærgede Europa. I forhold til mange andre lande var Danmark kommet let gennem krigen, og danske embedsmænd følte et behov for at skabe ’goodwill’ for Danmark umiddelbart efter krigens slutning. Da TB var på hastig fremmarch i især Øst- og Centraleuropa, var BCG-vaccinationer var en bekvem måde, hvorpå man kunne vise solidaritet med befolkningerne i disse områder.

Det danske vaccinations-initiativ fik støtte fra Norge og Sverige, der stillede mandskab, og fra FNs nystiftede børnefond, Unicef, der leverede det økonomiske fundament. Unicef stillede dog som betingelse, at vaccinationerne ikke begrænsedes til Europa, men blev tilbudt globalt. Dermed var den skandinavisk ledede ’International Tuberculosis Campaign’ (ITC) født. ITC vaccinerede mellem 1947 og 1951 over 16 millioner børn og unge mod TB. I 1950erne og 1960erne var BCG-vaccinationer som nævnt en af WHO og Unicefs store satsninger.

Dansk tuberkulosebekæmpelse i Indien

Hvis man beskæftiger sig med tuberkulosebekæmpelsens historie i Indien, dukker Danmark op i flere sammenhænge.

Indiens første tuberkulose-sanatorium blev etableret i 1914 under ledelse af den danske lægemissionær Christian Frimodt-Møller. I 1939-41 stod han endvidere i spidsen for det britiske kolonistyres tuberkulosearbejde i Indien. Også hans søn, Johannes Frimodt-Møller, virkede som en respekteret tuberkuloselæge i Indien i mange år.

I 1948 rejste den danske læge Poul Lind fra Seruminstituttet til den sydindiske by Madras (nu Chennai) for på WHOs vegne at bistå inderne med opbygningen af et BCG-laboratorium.

Senere samme år indgik den indiske regering – som den første regering uden for Europa – en aftale med ITC om et vaccinationsprogram. I løbet af de næste to et halvt år foretog ITC mere end 1,5 millioner vaccinationer i Indien. Vaccinationsprogrammet fortsattes senere af den indiske regering i samarbejde med WHO og Unicef.

Flere danske læger fik en international karriere i forlængelse af ITCs aktiviteter. Lederen af ITC, Johannes Holm, blev leder af WHOs tuberkulose-sektion og Halfdan Mahler, der i perioden 1973-88 var generalsekretær i WHO, startede sin karriere som læge i BCG-vaccinationskampagnerne i Indien.

BCG-vaccinens effektivitet var som nævnt omstridt og der var især udbredt skepsis mod vaccinen i England og USA. I de kommende år blev den antibiotiske behandling af TB stadig bedre og indtog efterhånden den centrale plads i den internationale bekæmpelse af TB, mens den forebyggende BCG-vaccine gled i baggrunden.

Fokus i dette forskningsprojekt er vilkårene for og problemerne i at gennemføre BCG-vaccinationer i et stort udviklingsland som Indien. Vaccinationspersonalet stod over for store tekniske, logistiske og organisatoriske vanskeligheder, og blev desuden mødt med modstand fra visse grupper i det indiske samfund. Desuden skal projektet følge den proces, hvorigennem behandling med antibiotika efterhånden fjernede interessen for BCG-vaccinationer.

Den indsats, som danske tuberkuloselæger og -sygeplejersker indledte umiddelbart efter anden verdenskrig, fremstår i dag som en storslået – men måske i sidste ende fejlslagen – pionerindsats inden for international sygdomsbekæmpelse.

Side 2 af 8