Marin sne og appendikularierHavets mikroskopiske planktonalger binder atmosfærens kuldioxid. En del af den bundne kuldioxid transporteres af den ’biologiske pumpe’ til havbunden og fjernes således fra atmosfæren. En vigtig komponent i den biologiske pumpe er ’marin sne’, mm-cm store, hurtigt synkende aggregater bestående mikroskopiske alger og andet planktonisk materiale. Marin sne dannes bl.a. af halesøpunge, som er vidt udbredte planktonorganismer der filtrerer det omgivende vand for fødepartikler igennem et meget stort slimfilter. Stoppede filtre udskiftes mange gange om dagen, og det afkastede, sammenklappede filter med påhæftede småpartikler er i visse områder den vigtigste kilde til marin sne. De synkende ”snefnug” koloniseres af mikroorganismer og zooplankton, der æder de fasthæftede organiske partikler. Processen har stor betydning for nedbrydning af aggregaterne, og dermed for effektiviteten af den biologiske pumpe, men den er kun meget utilstrækkeligt undersøgt, først og fremmest p.gr.a. tekniske besværligheder.
Det tropiske havområde ud for den Australske vestkyst vil være et godt undersøgelsesområde for denne problematik idet der her formodentlig er rige bestande af såvel halesøpunge som partikel-koloniserende zooplankton. Vi vil forsøge at observere processerne direkte i havet ved hjælp af et særligt undervandsmikroskop, ligesom vi vil videofilme de mikroskopiske processer om bord på Vædderen i intakte planktonsamfund indsamlet med en specialbygget vandhenter. På Vædderen vil vi måle halesøpungenes græsning og produktion af snefnug, og udsætte en bøje med monterede sedimentfælder, hvor vi direkte kan måle regnen af marin sne i havet.
|
|
|