Store fremtidsdrømme

Af Julie Bønnelycke, etnologistuderende og praktikant på Dansk Skolemuseum

Hver morgen, når lyset endnu er lavt i Trankebar, og fiskernes både vugger på den blanke havoverflade, går store flokke af unge, nyvaskede mænd gennem byen. De har skinnende blanke sko på, pletfri, nystrøgne skjorter og lange bukser med pressefold og vide ben. Det er de heldige; dem, der går en lys og succesrig fremtid i møde. Dem, der kommer til at opfylde forældrenes drømme og være rollemodeller for Trankebars hundredvis af skolebørn. For uden for byen står de nemlig på en bus og kører til nabobyens engineering college.

Spørger man et skolebarn i Trankebar, hvad han eller hun vil være når vedkommende bliver stor, er svaret det samme, uanset om man er barn af en fisker, snedker eller købmand, muslim, hindu som kristen: Man vil være ingeniør eller læge. Og spørger man en forælder, hvad de ønsker for deres barns fremtid, er det præcist det samme: Ingeniør eller læge, så de kan tjene en masse penge og få en fremtid uden problemer (læs: Økonomiske problemer). Mange af disse forældre har ikke selv uddannelse, så de sender deres børn i den nærmeste skole og håber på, de får en lysere fremtid. Men skolegang koster penge, medmindre man tager en af de gratis government schools, der kan føre barnet igennem grundskolen. Desværre lider skolerne ofte af stor materialemangel; genbrugsbøger, manglende lærerløn og 75 elever siddende på gulvet i ét klasselokale er hverdagskost mange steder. Der er ikke nogen øvre grænse for antal elever i en klasse, men minimum er ca. 30. Når alle sidder og gennemgår skolematerialet i kor, er der ikke mange muligheder for at samle op om de elever, der falder bagud, og med forældrenes ofte begrænsede uddannelse har de ingen mulighed for at hjælpe deres skolebarn.

Et andet stort problem er økonomien. Efter grundskolen skal der betales for videreuddannelsen, og det kræver en form for opsparing. Ofte har man ikke adgang til en bankkonto, så opsparing foregår efter cigarkasse-metoden. Én ting er, at det ikke er usædvanligt, et barn tages ud af skolen for at hjælpe i forældrenes erhverv med at tjene penge (et problem der dog er for aftagende, da forældrene er begyndt at vægte uddannelse højere) – et andet, ikke uvæsentligt problem i Trankebar er, at mange fiskere siden tsunamien har haft en tendens til at slå sig på flasken, så de penge der var beregnet til barnets uddannelse, simpelthen bliver drukket op. Det er ofte udelukkende mændene der bringer pengene hjem til familien, og derfor også dem, der i sidste ende disponerer over midlerne. Nogle kvinder har dog taget konsekvensen, og har taget job selv, for at tjene til husholdningen og lægge penge til side til barnets college.

Og de mange nypudsede, nypressede, nyvaskede unge mennesker på vej til diverse uddannelsesinstitutioner om morgenen i Trankebars gader vidner da også om, at det går fremad, trods alt. Og rækker midlerne ikke til den højere videregående uddannelse, er der mange der vælger at tage en to-årig læreruddannelse, hvilket også giver håb, ikke alene for de nye lærere, men også for de mange kommende skoleelever. De nye lærere er fulde af visioner om at være stimulerende, pædagogiske forbilleder, der kan hjælpe en ny generation til at blive læger, ingeniører og sygeplejersker.

Side 10 af 10