Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Undersøgelsesprogram

I det tværvidenskabelige projektforslag indgår følgende undersøgelsesprogrammer:

Det maringeologiske program er baseret på geofysiske, sedimentologiske, mikropalæontologiske og geokemiske analyser samt på AMS C-14 og Pb-210 dateringer af sedimentkerner fra følgende tre undersøgelsesområder: Sydgrønland, Godthåbsfjorden, og Diskobugtområdet (Bilag 1). Reflektionsseismiske undersøgelser udføres i de tre områder for at kortlægge sedimentstrukturer og lokalisere egnede sedimentbassiner til kernetagning. Sedimentkernerne tages med henholdsvis en gravity corer (6 meter kerner) og en piston corer (12 meter kerner). Endvidere vil der blive taget box cores og bundprøver med en stor grabpå alle stationer. Deep-tow side scan sonar undersøgelser udføres i dal- systemerne ud for de store fjordsystemer, mens ROV undersøgelser og vibrocoring laves i Igaliku fjorden for bl.a. at lokalisere og efterfølgende datere druknede strandliner.

Geologisk undersøgelser på land foretages med simpel prøvetagning i felten efterfulgt at geokemiske og isotopgeokemiske undersøgelser i laboratorier på land.

 Det biologiske undersøgelsesprogram vil i vandfasen bl.a. omfatte vertikale målinger af salt, temperatur, klorofyl, næringssalte, kulstof (DIC/alkalinitet), sammensætning af de væsentligste planktonkomponenter, larver, rejer og fisk. I et transekt i Godthåbsfjorden vil målinger i havbunden af O2, kulstof (DIC), næringssaltudveksling mellem vandfase og havbund samt måling af kulstofbegravelse blive udført. Bestemmelse af sammensætning og udbredelse af indikatorarter blandt bundfauna. Undersøgelserne af planktonkomponenter foretages ved hjælp af Bongo-net med hhv. 500 µm og 100 µm net mens bundfaunaen undersøges i grabprøver og box cores.

Oceanografiske undersøgelser vil rutinemæssigt omfatte temperatur, tryk, vind, nedbør, lys, PAR &UVB tillige med at havisdata udfor Vestkysten erhverves fra satellit.  Det oceanografiske måleprogram består desuden af en kortlægning af områdernes horisontale og vertikale temperatur, saltholdighed og ilt forhold ved brug af CTD inkl. vandprøvetagning til kalibrering af sensorer; kortlægning at strømforhold ved brug af skibsmonteret ADCP. Kortlægning af næringssalt koncentrationer og andre geokemiske data sker via vandprøvetagning ved brug af rosette sampler koblet til CTD.

Arkæologiske og kulturhistoriske undersøgelser foretages på land som rekognosceringer i det Sydgrønlandske område, for bl.a. at lokalisere og registrere det indbyrdes forhold mellem eskimoiske og norrøne bosættelser samtidig med at der vil blive foretaget prøveudgravninger af udvalgte ruiner. Undersøgelsesprogrammet i Diskobugten vil bl.a. omfatte undersøgelser og kortlægning af det indbyrdes forhold mellem eskimoruiner og havniveau, samt bopladsernes placering i forhold til isfrontens bevægelser. Historiske kilder vil blive inddraget for at belyse den nyeste historie.

Tidsplanen for projektet er opgjort til i alt 19 døgn, heraf er 14 døgn til videnskabeligt arbejde og 5 døgn til transit/havneanløb.

Bilag 1
Grøndland

Udskriv side Forrige side: Det første liv og kulstofkredsløbet Side 9 af 9
  
 
 
Galathea3