Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Miljø- og klimaændringer I Grønlandske fjorde og shelfområder

Seniorforsker, PhD. Naja Mikkelsen, Geological Survey of Denmark and Greenland (GEUS)

Inden for de seneste årti er den gennemsnitlige temperatur i Arktis steget mere end dobbelt så meget som temperaturen i resten af verden, og der er observeret en udbredt smeltning af havis. Klimamodeller forudsiger en markant temperatur­stig­ning i det arktiske område i løbet af dette århundrede, hvor vintrene vil blive kortere og varmere, hvor nedbøren vil stige samtidig med at sne- og isdækket vil blive reduceret. Denne situation er affødt af såvel kendte som endnu ikke erkendte processer og faktorer. De klimamæssige fremtidsscenarier er dog ikke unikke, idet Jordens udviklingshistorie viser både cykliske og kaotiske variationer i miljø- og klimaforhold, som i dag afspejles i såvel recente/subrecente som i fossile marine aflejringer.

Projektet vil fokusere på maringeologiske undersøgelser af tre udvalgte områder langs Grønlands vestkyst: Sydvestgrønland i Qaqortoq /Julianehåb området; Godthåbsfjorden; Disko Bugt området. Med udgangspunkt i geologiske data fra havbundskerner samt data fra geofysiske undersøgelser belyses Grønlands klimahistorie og geologiske udvikling efter istidens afslutning. I projektet inddrages også undersøgelser af 3.8 milliarder år gamle marine aflejringer. Formålet med disse undersøgelser er at påvise forskelle og ligheder mellem de meget gamle aflejringer og de recente/ subrecente marine sedimenter.

Udskriv side
  
 
 
Galathea3