Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Holocæne klimavariationer og tidligere nedisning af shelfen

Projektets primære videnskabelige fokus er rettet mod maringeologiske undersøgelse af tre fjord- og shelfområder i Vestgrønland. Formålet er at etablere et overordnet billede af forskelle og ligheder  i den postglaciale udvikling af disse tre områder set i et geologisk og klimamæssigt perspektiv. Projektet har således til formål at rekonstruere ændringer i de grønlandske fjorde og shelfområders cirkulationsmønstre og relatere ændringerne til Holocæne klimaforandringer. Der vil især blive lagt vægt på  rekonstruktion af ferskvandsafsmeltningen fra den grønlandske indlandsis, havisudbredelsen og forekomsten af isbjerge ud for Syd- og Vestgrønland samt på mulige relationer og koblinger til den Nordatlantiske Thermohaline Cirkulation, herunder den tilsyneladende antifase mellem klimaforholdene i Sydgrønland og Nordvesteuropa.

Ferskvandsbalancen i polare områder er en vigtig parameter, som  påvirker det globale klimasystem, herunder også forholdene i Labradorhavet og Davisstrædet. Generelt set vil en øget ferskvandstilførsel favorisere dannelsen af havis i Labradorhavet og føre til en reduktion af dybvandskonvektionen, hvilket ifølge klimamodeller på sigt vil betyde en reduktion af den Nordatlantiske cirkulation og dermed et koldere klima i den Nordatlantiske region. Mikropaleontologiske undersøgelser af marine sedimentkerner vil give et detaljeret billede af de Sen-Holocæne klimaændringer, herunder ændringer i de overordnede nordatlantiske havstrømmes og navnlig Vestgrønlandsstrømmens påvirkning af vestgrønlandske kystområder, stormhyppighed samt variationer i mængde og udbredelse af hav- og fjordis. På shelfen ud for de store fjorde findes omfattende dal systemer, der er relateret til isafsmeltningen fra Grønlands indlandsis. Ved hjælp af side scan sonar undersøgelser vil udvalgte afsnit af disse dalsystemer blive kortlagt og deres oprindelse undersøgt. Ilulissat /Jakobshavn Isbræ munder således ud i Diskobugtområdet, hvor det udstrømmende ferskvand danner en ’ferskvandsplume’ samtidig med at havisdannelsen om vinteren fører til dannelsen af saltvand med høj densitet. Under isfrontens frem- og tilbagerykning har plumen skiftet beliggenhed, og disse ændringer vil blive kortlagt. Endvidere vil Egedsmindedybet midt i Diskobugten og den store sedimentfane neden for shelfen blive undersøgt med henblik på nærmere at kortlægge dannelsesforløb og alder af disse geologiske strukturer.

Shelfen ud for Grønlands vestkyst viser tegn på, at store mængder af isfjelde har skuret over havbunden i perioder med reduceret havniveau. Retning og omfang af disse skurestriber vil blive kortlagt gennem deep-tow side scan undersøgelser. Undersøgelser vil især blive udført i Disko Bugt området, hvor de store isfjelde fra Ilulissat Isbræ må formodes at have sat sig dybe spor i havbunden, og hvor retning og størrelse af disse spor kan fortælle om ændringer i isafstrømningens retning og styrke. Ved hjælp af geofysiske undersøgelser vil også informationer om bl.a. randmoræner, turbiditter og havniveauændringer i form af druknede eller hævede strandlinier blive kortlagt og dateret.

I forbindelse med prøvetagning med en stor bundgrab ud for Ilulissat Isfjord vil sedimenternes indhold af Ice Rafted Detritus (IRD) blive undersøgt. Da dette materiale kun kan stamme fra is, som har opsamlet materialet fra grundfjeld, der i dag er dækket af Ilulissat /Jakobshavn Isstrøm, vil en analyse af IRD bl.a. fortælle om beskaffenheden af disse i dag isdækkde bjergarter.

Der er i en tidligere geofysisk undersøgelse i Diskobugten blevet observeret en tydelig Mid-Holocæn reflektor i aflejringerne i Sydøstbugten ved Christianshåb. Reflektoren kan nås med en piston corer, hvilket muliggør en datering og undersøgelse af dannelsesmåden for denne markante enhed.

Udskriv side Forrige side: Videnskabelig baggrund Side 3 af 9 Næste side: Glaciologi
  
 
 
Galathea3