Varm velkomst i GhanaNyhedsbrev 9: Klokken lidt over 9 om morgenen den 3. oktober lagde VÆDDREN til kaj i Tema ca. 25 km øst for Ghanas hovedstad, Accra.
Dato 10.10.2006
Varm velkomst Ekspeditionen blev modtaget med danske og ghanesiske flag, og et orkester spillede ghanesisk musik!
Efter den officielle velkomst mødte skibet et talstærkt opbud af lokale medier, og adskillige af forskerne blev interviewet i forbindelse med pressekonferencen. Senere var der ”åbent skib” – og dagen sluttede med en reception for indbudte danskere og ghanesere.
University of Ghana, Legon Onsdag besøgte en del af ekspeditionsdeltagerne University of Ghana, Legon. Besøget startede med en rundvisning på Geografisk Institut, hvor Danida blandt andet har bidraget til etableringen af et økologisk laboratorium (ECOLAB).
Universitetet bød på ghanesisk frokost med taler og underholdning, og om eftermiddagen blev der afholdt et videnskabeligt seminar, hvor danske og ghanesiske forskere fremlagde deres projketer for en større forsamling.
Foto: Morten Schelde Danske og ghanesiske forskere mødtes på University of Ghana, Legon.
Moderne forskning er international – det afspejles også på Galathea 3. Adskillige af de forskere, som er med på ekspeditionen, samarbejder med universiteterne i de områder, ekspeditionen anløber. Det var også tilfældet i Accra, og seminaret var en kærkommen anledning til at styrke det netværk, som allerede er etableret – og til at knytte nye kontakter på tværs af både nationalitet og fagområder.
Slavernes kyst For de historisk interesserede var der mulighed for at besøge det danske hovedfort Christiansborg, hvor danske handelsskibe – som beskrevet i Thorkild Hansens berømte trilogi - fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet fyldte lasten op med slaver, inden de satte kursen mod de Vestindiske Øer i Caribien. Helt op til 150.000 slaver menes at være udskibet fra Ghana for at blive sendt til de danske kolonier på den anden side af Atlanterhavet, hvor de primært arbejdede i sukkerplantagerne.
Christiansborg har – siden den tidligere britiske koloni opnåede sin selvstændighed i 1957 – fungeret som det officielle sæde for den ghanesiske præsident.
Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond Underviningsminister Bertel Haarder påmønstrede i Accra og sejler med ekspeditionen til Cape Town. Her studerer han arkæologiske fund ved Frederiksgave.
Opholdet i Accra sluttede med et besøg på den danske plantage Frederiksgave, som blev opført i 1832 og foræret til danskerne på Guldkysten af Kong Frederik d. VI, dels med henblik på plantagedrift, dels for at give danskerne et sted, hvor de kunne rekreere, når de var plaget af tropesygdomme og tilværelsen på kysten. I modsætning til i Vestindien blev plantagedriften i Ghana aldrig nogen succes. Frederiksgave blev solgt til England i 1850 sammen med de øvrige danske besiddelser.
Nationalmuseet er i færd med - i samarbejde med ECOLAB på University of Ghana og Geografisk Institut på Københavns Universitet - at udgrave og genopføre Frederiksgave som et kulturhistorisk formidlingscenter med det formål at undersøge og formidle Danmarks og Ghanas fælles kulturarv. Udgravningen fandt sted i 2005, og arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med den nærliggende landsby, Sesemi.
Ækvator Fredag eftermiddag lagde VÆDDEREN fra kaj i Tema, og lørdag den 7. oktober lidt før midnat passerede skibet ækvator. Alle blev kaldt på dæk, der blev opført et muntert hørespil over prajeanlægget, ofret cigarer til Neptun – og varslet ækvatordåb dagen efter.
|