Rejsebrev fra Vædderen

Maleren og grafikeren Morten Schelde påmønstrede Vædderen i Nuuk for over en måned siden. På søndag takker han af i Cape Town. Morten Schelde har netop sendt dette rejsebrev:

Dato 13.10.2006

Det er fredag d. 13. oktober, jeg sidder i Vædderens mandskabsrum. Rundt om mig sidder en blanding af forskere fra forskellige projekter, og den militære besætning. Alle sidder med deres computere, surfer, ser billeder, sender emails, småsnakker. Der er nogen der er ved at finde ud af hvilken film de vil se denne eftermiddag, lige  inde ved siden af. Vejret udenfor ser ud som jeg forestiller mig det må være i Danmark nu, 17 graders varme, overskyet og med noget regn - der er ikke meget Afrika over det, ihvertfald. Jeg har været med som kunstner på Galathea, fra Nuuk over Azorerne, Ghana, og endlig Cape Town, hvorfra jeg snart flyver hjem. Folk har jævnligt spurgt mig om jeg nu blev inspireret ombord. Jeg ved det ikke. Inspiration er sådan en mærkelig ting, ideer jeg får gennem den daglige praksis, en brik der passer i det system, som jeg  har brugt meget tid på at opbygge. Mit eget småautistiske system med dets egen logik, som jeg ikke altid selv kan gennemskue. Jeg finder motiver jeg kender i forvejen, ikke noget radikalt nyt. Det er typisk bestemte stemninger, jeg går efter. Det mørke, det kedelige, det  uspektakulære - det er på mange måder alt det, der ikke formidles som "nyheder". En leiter om natten - et portræt - et lukaf. En følese af at være her alene, som selvfølgelig bliver selvforstærkende. Det menneskelige.

Foto: Morten Schelde
En nat på en strand i Ghana

En nat på en strand i Ghana - her er vi, under svajende palmer, et brusende nattehav oplyst af den fulde måne. Vi traver på stranden, går op i klitterne for ikke at få våde sko af brændingen. Vi leder efter skildpadder der skal mærkes med satellitsendere. Stranden ligner en losseplads, så mange gamle sko, plasticbægere, dunke, dæk, dimser. Og der kommer de store havskildpadder ind om natten for at lægge deres æg. Det er måske troperne, i en anden virkelighed. Der er ingen middelklasse i Ghana, der går ture med deres hund på stranden til at klage over vineriet. Og her er det de samme motiver, jeg går efter, som hvis jeg havde været i Hundsted - de høje træer, havet, skikkelser i mørke. Da vi kommer tilbage til vores biler venter fiskerne på os. De har været urolige over de markerede biler ("se der ligger en albatros herude foran vinduet")("Home, where I wanted to go") og ("der er sgu ikke nogen pingviner") og ser sure ud, de fleste af dem. En af de knægte vi har fulgtes med hele natten på vores jagt filmer og fotograferer uhæmmet, men jeg er hvid, fremmed, det ville være upassende at jeg bare fyrede løs - og det er måske også ligemeget, det er turistfotos. Fotografering handler om overskridelse, besiddelse og magt, tydeligvis.

Foto: Morten Schelde
En skildpadde mærkes med satellitsender

Vi ender med at skulle sidde bænket i høvdingens gård blandt landsbyens beboere, mens vores samarbejdspartnere fra University of Ghana reder trådene ud. Det tager vel 20 minutter før stemningen er god og de griner, og dr. Ahman kan dele nytrykte brochurer ud, "save the seaturtles", og efter alle at have givet hånd til høvdingen, kan vi køre ud gennem den vågnende landsby, mellem vandbærende kvinder, geder og børn. Der vinkes og smiles, det er glattet ud, og høvdingen har fået demonstreret sin magt. En stærk lykkefølelse da vi kører mod havnen, vi småsover allesammen på sæderne, mens en ny dag er begyndt derude i virkeligheden.

Snart er jeg hjemme igen, der venter et British Airways fly på mig i Cape Town, snart er jeg hjemme, og mit egentlige arbejde begynder. At prøve at forstå hvad og hvorfor, ihvertfald at formulere noget.