Links  |  Oversigt  |  Kontakt
Nyheder   Dansk Ekspeditionsfond holder dig opdateret om Galathea 3 - både før, under og efter ekspeditionen.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyt om Galathea 3 direkte i din inbox.
 
 

Rapport fra den første uge på VÆDDEREN

Nyhedsbrev 1: Skibet, der aldrig sover...

Dato 18.8.2006

Galathea 3 Nyhedsbrev #1
11. – 18. august 2006

Afsejling fredag den 11. august 2006
Flere tusinde mennesker var forbi Amaliekajen i løbet af dagen for at få et glimt af ekspeditionsskibet VÆDDEREN. Der var aktiviteter for børn og unge i løbet af eftermiddagen, Søværnets Tamburkorps gav koncert fra kl. 17, og kl. 18 ankom HKH Kronprinsen, videnskabsminister Helge Sander, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen og kontreadmiral Nils Wang.

Kronprinsen inspicerede besætningen og sendte derefter ekspeditionen afsted med følgende ord: ”Vi kender hver afkrog af Jorden – og mere til – siger vi. Takket være den moderne teknologi er vi havnet på både månen og Mars. Men spørger man de forskere, der skal med på Galathea 3, får man indtryk af, at det nærmest er omvendt. At udforskningen af vores klode først lige er begyndt. Vores viden om de utallige livsformer, den rummer, og de processer, der foregår – især i havene - kan i virkeligheden bare beskrives som et rids i overfladen. Og verden bliver ikke mindre af, at vi lærer den bedre at kende. Tværtimod. For hver gang forskerne gør en opdagelse, åbner en ny verden sig med nye og store spørgsmål.”

pict1.jpg

Foto: Hempel A/S
Vædderen på vej ud af Københavns Havn

Kl. 18.45 gik sidste trosse. VÆDDEREN gled ud fra kajen, besvarede salutten fra Sixtus Batteri og satte derefter kursen mod Stavanger, hvor et ophold i tørdok ventede. Umiddelbart før afsejlingen havde skibets teknikere konstateret, at der var problemer med propellersystemet, og det stod klart, at en inddokning var nødvendig.

Arbejde i døgndrift
Allerede samme nat blev de første vandprøver hentet ind – det skete på 50 meters dybde øst for Læsø, og forskerne gik straks efter i gang med at analysere prøverne.

Der arbejdes døgnet rundt på VÆDDEREN. Dagen starter kl. 7.30 med et koordinationsmøde, hvor de ledende forskere og togtlederen drøfter programmet for de kommende 24 timer. Forskernes ønsker forelægges derefter skibsledelsen, som afklarer mulighederne, inden en endelig plan konsolideres.

Derefter går teknikere, besætning og forskere i gang med at tage vand- og havbundsprøver, trække net og trawl mv. Kl. 20 er der informationsmøde for alle i skibets cafeteria – men arbejdsdagen er endnu ikke forbi. Der arbejdes videre i laboratorierne med at kortlægge og analysere de indhentede prøver til langt ud på natten.

pict2.jpg

Foto: Morten Meldgaard, Dansk Ekspeditionsfond
Vandprøvetagning. Vandbeholderne på rosetten åbnes en ad gangen, mens de sænkes ned, således at forskerne kan indhente oplysninger om havets temperaturer, saltindhold mv. på de forskellige havdybder

I dok – og så videre!
Tidligt mandag morgen blev VÆDDEREN gelejdet i dok på Rosenbergs Værft i Stavanger. Der var problemer med inddokningen – så det ufrivillige ophold blev lidt længere end forventet - det gav til gengæld de ombordværende mulighed for at se nærmere på den charmerende gamle havneby med de smukke gamle pakhuse.                                                                                                                                          

VDRN i dok, Stavanger      DSC_0184.JPG

Foto: Morten Meldgaard, Dansk Elspeditionsfond
I dok på Rosenbergs Værft, Stavanger. Årsagen til miseren var en defekt tætning i det hydraulike system, som styrer propellerbladenes stigning. Yderst til højre under den gule hjelm Galathea 3's togtleder frem til Azorerne, prof. Minik Rosing, til daglig leder af Geologisk Museum i København.

Næste dag ved middagstid var fejlen i propellersystemet lokaliseret og få timer senere også udbedret. Det drejede sig om en defekt tætning i det hydrauliske system.

Tirsdag aften kunne VÆDDEREN atter dokke ud, og skibet fortsatte for fuld skrue – svarende til 18-20 knob – hele natten igennem mod næste stop, Tórshavn. Allerede onsdag passerede ekspeditionen i tåge og let regn den lille sydvestlige Shetlandsø, Fair Isle. Det meget fiskerige farvand gør området attraktivt for suler, mallemukker og forskellige alkefugle, som har store ynglepladser inde på øerne.

Ved 14-tiden nåede skibet frem til det 1.400 meter dybe trug mellem Shetland og Færøerne, hvor nogle af de store gennemgående projekter, Det marine kulstofkredsløb og Opløste organiske stoffer , tog vandprøver. Det gik godt og planmæssigt og afslørede bl.a. det dybe polarvands lave temperaturer og høje saltholdighed - og de øvre atlantiske vandmassers noget højere temperaturer.

Derefter satte skibet kurs mod Færøerne. Dønningerne var pæne og vinden frisk - hvilket sendte en del af de ikke helt søstærke ekspeditionsdeltagere i dørken, mens andre tappert holdt sig oppe – omend lidt blege om næbbet...

Færøsk lynvisit
Natten til torsdag gik med at trække hydrofoner til projektet Lyd i oceanerne  langs Færøernes sydøstkyst.

Kl. 7 nærmede skibet sig Tórshavn, og kvart i otte modtog en af Søværnets helikoptere ekspeditionen med en lille velkomstdans. Også Søværnets kutter ”frontede” med honnør og bådsmandspiber.

DSC_0211.JPG

Foto: Morten Meldgaard, Dansk Ekspeditionsfond
Søværnets kutter og helikopter byder Galathea 3 velkommen til Færøerne

Kl. 10 mødtes projektledere fra alle forskerteams, Undervisningsministeriets repræsentant og medierne med den færøske presse. Der kom både skrivende journalister, TV-folk og fotografer. Også rigsombudsmand Søren Christensen deltog.

Kl. 14 viste skibschefen Carsten Schmidt, togtlederen Minik Rosing og Dansk Ekspeditionsfonds direktør Morten Meldgaard den nordatlantiske folketingsgruppe rundt på skibet. De udviste stor interesse for projektet, og det var et meget vellykket besøg.

Programmet sluttede med en Galathea-aften i Nordens Hus, hvor nogle af ekspeditionsdeltagerne holdt foredrag for interesserede, efterfulgt af en reception, hvor rigsombudsmanden var vært. Menuen stod blandt andet på skærpekød – en særlig færøsk specialitet bestående af tørret fårekød...

Programmet for Tórshavn var kort og intensivt – alle var indstillede på, at det uforudsete ophold på halvandet døgn i Stavanger skulle indhentes. En stor del af besætningen og forskerne var dagen igennem travlt optaget af at bunkre olie, reparere udstyr osv., og der var desuden en del udskiftninger af både forskere og mediefolk. Men for nogle af ekspeditionsdeltagerne var der tid til at deltage i de planlagte ekskursioner til Kirkebø mv.

Bestræbelserne på at indhente den tabte tid betød også, at det blev besluttet at sende to forskere fra Lyd i oceanerne til Island med rutefly med henblik på at udlægge sensorer, som skal optage pukkelhvalernes dialekter. Det betyder en besparelse på tidsbudgettet på mindst 12 timer og giver de øvrige forskningsprojekter mulighed for at gennemføre deres undersøgelser omtrent som planlagt. Hvis VÆDDEREN får fuld skrue, vejret holder (det ser det ud til), og Prins Christians Sund er åbent for is (det ser det også ud til), forventes ekspeditionen at være tilbage på den oprindelige tidsplan ved ankomsten til Narsarssuaq i Sydgrønland med anløb på torsdag den 24. august.

pict3.jpg

 

DSC_0205.JPG

Foto: Morten Meldgaard, Dansk Ekspeditionsfond
Trekantsskrab (øverst) – anvendes blandt andet til at opsamle bundlevende dyr som muslinger, krebs mv. Dyrene sorteres og analyseres efterfølgende med henblik på at finde ophobninger af f.eks. miljøfremmede stoffer. 

Sidste bulletin fra skibet indløb kl. halv to i nat – og der var stadig masser af aktivitet ombord. Besætning og forskere var i fuld gang med et bundskrab, som skulle supplere gårsdagens undersøgelser af miljøfremmede stoffer i bundlevende dyr. VÆDDEREN sover aldrig....

Følg Galathea 3 på Google Earth og se ugens satellitbillede på www.satelliteeye.dk

Udskriv siden
 
 
Galathea3