Links  |  Oversigt  |  Kontakt
Nyheder   Dansk Ekspeditionsfond holder dig opdateret om Galathea 3 - både før, under og efter ekspeditionen.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyt om Galathea 3 direkte i din inbox.
 
 

Mod Cap Verde

Nyhedsbrev 6

Dato 25.9.2006

Forlægning med skildpadderulle
Lørdag den 23. september stod på forlægning. Det betyder, at det først og fremmest gælder om at komme videre - med så få afbrydelser som muligt.

Havet er blåt på disse kanter. Overraskende blåt, synes mange af os, men der er ikke så meget liv under den mørke, ultramarine overflade, så mange af forskerne tilbragte dagen i laboratorierne, foran computeren – eller på dækket, hvor det behagelige kunne forenes med det nyttige: Skildpadde-spotning.

Vi er alle blevet instrueret i, hvordan vi skal forholde os, hvis vi får øje på en skildpadde. Vi skal råbe - meget højt: ”SKILDPADDE!” Så folder skildpadderullen sig omgående ud: Prajning over skibets højttaleranlæg - alt relevant personel til Lillebror (MOB-gummibåden) – og så af sted med net, kameraer og hjerterne i halsen.

Skildpadderulle...

Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond
Første skildpadderulle. Den var lige ved at være der….

Alarmen lød tre gange den lørdag, og rullen blev gennemført de to. Men skildpadderne undslap. Der var formentlig tale om suppe- eller grønne skildpadder de to af gangene – den tredje gang om en vellignende plasticpose. Men skildpaddefolkene holder hovedet højt – og blikket stift rettet mod havoverfladen. For de er jo derude, skildpadderne…

Også Xenia og Alf fra Parasitter i dyreplankton var ved godt mod. I dagens fangst havde de identificeret en hidtil ukendt parasit (Blastodinium) på en vandloppe.

Forskning under stjernerne
Ved midnat blev det pelagiske trawl kastet ud på ca. 650 meters dybde og godt 2½ time senere hevet ombord igen. Det var især folkene fra kulstofprojektet, der var interesserede i fangsten – de registrerer og analyserer alle tænkelige parametre, der kan have betydning for kulstofomsætningen i og over havene – herunder også omsætningen i de organismer, små som store, der lever i havene. Når det handler om fisk, vil forskerne helst have dem med fulde maver – og da fiskene primært fouragerer efter mørkets frembrud, var begivenheden henvist til dette sene tidspunkt. Hvilket dog ikke forhindrede en del nysgerrige i at stille vækkeuret og mønstre på dækket under den klare nattehimmel...

Trawl efter dybhavsfisk 1 - Fangsten undersøges.JPG

Største fangst

Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond
Nattens fangst studeres. Om lidt ryger den i fryseren til senere bearbejdning…

Fangsten var fin. De ekspeditionsdeltagere, der har været med i Nordatlanten, siger, at fiskene minder en del om dem, de fangede på tilsvarende dybder deroppe: Knaldrøde krebsdyr, småbitte blæksprutter, meget mærkelige småfisk – og en enkelt lidt større rovfisk med sylespidse tænder i det ganske drabelige gab…

Det hele fryses omgående ned til senere undersøgelse og bearbejdning.

Mærkedag
Søndaggden 24. september var en mærkedag for især to mennesker ombord – nemlig chefen, kommandør Carsten Schmidt og hans kone Ragnhild, som sejler med fra Azorerne til Accra. De kunne nemlig fejre 40-års bryllupsdag. Rubinbrudeparret vågnede op til en smuk æresport, kreeret af et stykke af den Triaxus-wire, der knækkede i Nordatlanten – og et rustent mandskor, der helhjertet erklærede, at ”Det er så yndigt at følges ad…”. Derefter blev der budt på kaffe i chefmessen.

Æresport...

Foto: Eivind Andreasen, VDRN
Resterne af en sønderrevet Triaxus-wire, seks flag og to balloner. Voila! Og tillykke med dagen…

Samtidig gennemførte parasit-projektet et par planktontræk med dogme-nettet – således kaldet, fordi det er ”håndholdt” og hverken kræver kran eller spil. Klokken 9.00 blev CTD’en sat ud – der var blandt andet planlagt kast til over 4.000 meter. Og så var der den dagligt tilbagevendende begivenhed: Risø-folkenes opsætning af vejrballoner, der måler bl.a. vindhastighed, luftfugtighed og temperaturer til Kulstofprojektet.

Risø-folk slipper vejrballon

Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond
Vejrballonen sendes af sted

I dag, mandag, har vi pløjet sydover ledsaget af flyvefisk - og fra skildpaddespotterne på broen er der rapporteret om en enkelt hammerhaj! Klart-skibs-rullen er netop testet, for der er risiko for pirater omkring Cap Verde-øerne, som dukkede op i horisonten for et par timer siden.

Udskriv siden
 
 
Galathea3