Links  |  Oversigt  |  Kontakt
Nyheder   Dansk Ekspeditionsfond holder dig opdateret om Galathea 3 - både før, under og efter ekspeditionen.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få nyt om Galathea 3 direkte i din inbox.
 
 

Giftige slanger og gode bakterier

Fiskene flyver, slangerne svømmer og jagten på de gode bakterier fortslætter. VÆDDEREN er netop nu på vej mod Perth, hvis havneby Fremantle anløbes mandag morgen kl. 8.00 lokal tid.

Dato 17.11.2006

14 slanger i nettet  - og fem flyvefisk på panden
Også i denne uge har havslangejægernes meriter fyldt end del på VÆDDEREN. 14 dyr er det lykkedes Arne Redsted Rasmussen og Anders Hay-Schmidt at fange, heriblandt en ordentlig én på 1,85 m. Tre af havslangerne tilhører tilmed en art, der er så sjælden, at man kun kendte til ganske få eksemplarer på verdensplan, før de to forskere fik yderligere tre i nettet. Politiken var med på en natlig havslangejagt - se videoklippet her

Torsdagens slangefangst blev suppleret af fem flyvefisk, der selv fløj op i forskernes gummibåd – for senere at havnde på panden i kabyssen...

Det Indiske Ocean, November 2006, Arne Redsted Rasmussen tager billeder af en havslange

Foto: Anne Sofie Berendt
Arne Redsted Rasmussen fra Konservatorskolen foreviger fangsten

Jagten på de gode bakterier
I et andet projekt, Roseobacter-bakterier  – havets stjerner, som ledes af professor Lone Gram, Danmarks Fiskeriundersøgelser, jagter forskerne nye bakterier, der kan slå andre bakterier ihjel og bruges i industriel sammenhæng eller til sygdomsbekæmpelse. Forskergruppen er særligt interesseret i den bakterieflora, der lever fasthæftet på overflader - f.eks. på havslanger - fordi denne type bakterier er gode til at bekæmpe andre bakterier. Det er nødvendigt med grundige undersøgelser, inden forskerne kan sige, om havslangebakterierne kan bruges kommercielt.  Det første af en lang række forsøg foregår i en petriskål, hvor forskerne i øjeblikket undersøger, om havslangebakterierne kan bekæmpe andre bakterier. Inden længe vil det vise sig, om de måske kan blive et værdifuldt redskab i fremtiden. Læs mere om de gode bakterier på Politikens Galathea 3-hjemmeside her!

Hedebølge, andesteg - og en kølig dukkert
35 grader, bagende sol og et airconditionanlæg, der har svært ved at følge med. Det er varmt på VÆDDEREN. Men Mortens Aften blev fejret alligevel – med andesteg, brun sovs og kartofler. Bliver det for hedt, kan man altid svale sig i det badebassin, som besætningen har bygget på dækket. Og som hurtigt er blevet et af skibets populære opholdssteder...

Broome - Perth, november 2006

Foto: Anne Sofie Berendt
Det er varmt på VÆDDEREN...

Næste stop: Perth
Torsdag satte VÆDDEREN kursen mod syd efter flere dages prøvetagninger i området vest for Broome. Ekspeditionen forventes at anløbe havnebyen Fremantle ved Perth mandag morgen lokal tid. Mange forskere skal afmønstre i Fremantle, og nedpakningen er allerede i fuld gang.

Broome - Perth, november 2006

Foto: Anne Sofie Berendt
Forskere pakker udstyr ned inden næste havneabløb: Fremantle ved Perth

Udskriv siden
 
 
Galathea3