I anledning af ét-året for Galathea 3-ekspeditionens hjemkomst åbner Zoologisk Museum som noget helt særligt dørene til de videnskabelige samlinger, Magasinerne, der til hverdag er lukket for publikum. Her ligger en af verdens største og ældste zoologiske samlinger, bl.a. med fund fra de første to Galathea-ekspeditioner.
På Magasinerne kan man møde og sludre med en række af Danmarks ledende videnskabsfolk, der alle har været involveret i Galathea 3 – lige fra zoologer, geologer og botanikere til antropologer, etnologer og geografer.
Der vil være forskere, der har studeret så forskellige ting som dybhavsfisk, giftige havslanger, havskildpadders vandringsmønstre i verdenshavene, sukkulenter på Galapagosøerne, det kemiske miljø i Jordens indre, afdøde afrikanske og afro-caribiske slavers levevilkår, fugle på Salomonøerne, overlevelsen og landbrugsproduktionen på Salomonøerne og dybhavets bundfauna i Salomonhavet.
Alle forskerne har spændende genstande med, der har relation til deres undersøgelser på ekspeditionen, bl.a. helt nye dyrearter fundet på turen. Man vil også kunne opleve ting fra de tidligere Galathea-ekspeditioner.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang.
|
ARRANGØRS NAVN Zoologisk Museum
ADRESSE FOR ARRANGEMENT Universitetsparken 15 2100 København Ø
LOKATION Zoologisk Museum
TIDSPUNKT FOR ARRANGEMENT Fra: Fredag d. 25. april kl. 19.00 Til: Fredag d. 25. april kl. 22.00
VIDENSKABELIGT OMRÅDE Kultur og Kommunikation Natur og Univers
|