Afsked med Azorerne

Nyhedsbrev 5: Torsdag kl. 20.00 lokal tid - lagde VÆDDEREN fra kaj i Ponta Delgada på Azorernes hovedø, São Miguel.

Dato 22.9.2006

Skiftedag

På kajen efterlod vi en flok afmønstrede forskere og mediefolk – og en flot hilsen på muren begået af billedkunstneren Morten Schelde, som er med på skibet fra Nuuk til Cape Town, og hans to hjælpere Barry og Lasse. 

Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond
Galathea 3 was here... Morten, Barry og Lasses maleri på kajen i Ponta Delgada

Forud var gået 3½ døgn, hvor besætning og ekspeditionsdeltagere fik mulighed for at genfinde balancen efter en rå tur i stiv kuling fra Nuuk til øgruppen, der ligger midt ude i Atlanterhavet - 1.300 km fra det portugisike fastland. Allerede mandag kunne de nye deltagere installere sig på skibet, mens de afmønstrende gjorde klar til hjemrejse.

Azorerne består af ni øer og blev portugisernes faste havn på vej hjem fra de store opdagelsesrejser i Sydamerika og Fjernøsten, hvilket afspejles i øernes koloniale arkitektur. Klimaet er tempereret, og det regner en del. Mens ekspeditionen var i havn, nåede periferien af orkanen Gordon Ponta Delgada - den var ganske vist reduceret til stormstyrke, men det var nok til at sende store dønninger ind over molen tæt ved VÆDDEREN.

Foto: Rane Baadsgaard Lange, Dansk Ekspeditionsfond
Periferien af orkanen Gordon nåede Ponta Delgada, mens VÆDDEREN lå til kaj.

Først på ugen aflagde videnskabsministeren besøg på VÆDDEREN. Helge Sander mødte en række af Galathea-forskerne, som orienterede om de enkelte projekter, og ministeren fik også lejlighed til at træffe lokale havforskere, da han tirsdag besøgte universitetet på São Miguel, Universidade dos Acores.

Jodhingsten, Alge-Alf, OPO og alle de andre på Geden
I samme øjeblik, man bevæger sig ind på Søværnets domæne, træder en række regler i kraft. De fleste handler om, at man helst skal komme hel hjem, andre om at man ikke skal spilde hinandens tid på at vente – og atter andre er skabt til at få landkrabber til at falde i vandet, så der kan komme overflod i messernes bødekasse. Regelsættet navnlig i officersmessen er en veritabel jungle. Og lærepengene dyre.

Forkortelserne ombord på Søværnets skibe fremstår tilsvarende uigennemskuelige, når man er ny, og man bliver lidt ydmyg, når man lytter til de mere erfarne ekspeditionsdeltageres hjemmevante jongleren med det navnløse persongalleri: OPO (operationsofficeren), NK (næstkommanderende), DOC (skibslægen), Banje (banjemesteren), Drift (driftschefen) og Pater (skibspræsten)…I Søværnets Slangordbog, som udleveres til alle ombord, kan man hente lidt hjælp til at knække de maritime koder: Jodhingsten er sanitetsgast, dådyr er fællesbetegnelsen for islandske damer (der som bekendt ofte hedder noget med ”-dottir”) – og ”Geden” er den respektløse betegnelse for vores eget, agtværdige ekspeditionsskib. Og så er der forskerne. Alge-Alf, Krabbe-Jan, som nu er stået af - og alle de andre...

Foto: Rane Baadsgssrd Lange, Dansk Ekspeditionsfond
De nye ekspeditionsdeltagere inspicerer agterdækket

Fredag den 22. september
8 sekundmeter fra nord-nordvest. Vejret har været smukt og dønningerne ikke højere end behageligt, så længe skibet bare sejler. Og det gør det for fuld hammer. Allerede på etapens første nat er der hentet to timer ind på forlægningstiden, som kan omsættes til ekstra forskningstid.

En af de nye forskergruppe, der steg ombord i Ponta Delgada, er skildpaddefolkene. I de kommende 12 dage vil de stå i istønden med en kikkert og spejde efter havskildpadder i havoverfladen.

Alle ombord på skibet er blevet bedt om at kigge efter de rød-gule skjold, som ligger lige under overfladen i det knaldblå hav. Hvis nogen opdager en havskildpadde, træder ”Skildpadderullen” omgående i kraft: Der råbes ”Skildpadde”, en bøje smides ud på positionen, MOB (Mand-over bord-båden) sættes omgående i søen sammen med Rikke og Jesper fra DMU (Danmarks Miljøundersøgelser), som forsigtigt samler skildpadden op med et net og tager den med tilbage til VÆDDEREN. Her fastgør de en satellitsender på skjoldet, måler og vejer, tager dna-prøver mv., hvorefter skildpadden sættes tilbage i havet igen. Senderen vil i de efterfølgende mange måneder give værdifulde oplysninger om de truede, ensomme sejleres vandringer i oceanerne. Læs mere om projektet her.

Det er især den uægte karette, der er mulighed for at spotte på disse kanter – men der er langt imellem dem på det åbne hav, så der skal ikke bare skarpe øjne, men også en pæn portion held til at møde dem lige nu. Chancerne bliver større, når vi om nogle dage passerer Cap Verde.

De øvrige projekter, hvoraf de fleste har været med fra ekspeditionens start, gennemførte deres rutinemålinger. Der blev hentet vandprøver på 300 og 400 meters dybde med CTD’en (vandhenter med en rosette af beholdere, som én for én åbnes og lukkes på forskellige dybder, og som giver flere af de gennemgående projekter oplysninger om temperaturer, saltindhold, klorofylindhold mv.) Desuden blev der foretaget adskillige algetræk, og meteorologerne sendte en stor rød ballon, som var forsynet med en radiosender, op i luften. Ballonen sendte oplysninger tilbage til skibet om temperaturer, luftfugtighed mv., indtil den – helt efter planen – brast i 16 kms højde 75 km fra skibet. Skildpadderullen blev prøvet af – og alt fungerede, som det skulle. Bortset fra, at der ikke lige var nogen skildpadder. Endnu.

Når der hentes prøver, ligger skibet stille. Sådan da, for når der ikke er fremdrift, føles dønningerne voldsommere. Og så bliver man søsyg…