GALATHEA 3: VÆDDEREN nødsaget til at gå i dok Dato 10.8.2006
Igennem det sidste døgn har eksperter fra såvel søværnet som fra det civile firma, der har konstrueret VÆDDERENS propellersystem, arbejdet hårdt for at løse fejlen med systemet. Der var håb om, at problemet kunne løses indefra, så en dokning kunne undgås. Nu ligger det desværre fast, at det ikke kunne lade sig gøre, og at VÆDDEREN skal i dok efter den planlagte afsejling fra København den 11. august kl. 18.45.
Selve dokningen kommer til at foregå på Kockums AB værft i Karlskrona og forventes gennemført over den kommende weekend.
VÆDDERENS kaptajn, Carsten Schmidt, der naturligvis er træt af forsinkelsen udtaler følgende:
"Jeg er utroligt ked af, at vi er blevet ramt af dette havari, da besætningen i en lang periode har arbejdet målrettet og hårdt på, at alt skulle være klart til afsejlingen, og alle var glade i går - glade for at komme af sted i overbevisningen om, at alt var klart. Derfor kommer det nuværende problem naturligvis som lidt af en nedtur.
Nu knokler vi ufortrødent videre for at minimere konsekvenserne af havariet mest muligt, og trøster os selv med at havariet kom nu - og ikke på et tidspunkt hvor der er flere tusind sømil til nærmeste dok – det havde ikke været til at bære."
Kontakt
Spørgsmål af teknisk karakter: Bent Hansen – Søværnets Materiel-kommando, 7257 3010 eller 2541 5219.
Spørgsmål vedrørende ekspeditionen: Morten Meldgaard – Dansk Ekspeditionsfond, 3532 4176.
Øvrige spørgsmål: Klaus Randrup – Søværnets Operative Kommando, 8943 3020 eller 2024 0288.
|