Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Morten Søndergaard

Professor i ferskvandsbiologi, Københavns Universitet.

Fødselsår: 1948

På besøg i Sydfrankrig ved floden Le Tec. 2003

Uddannelse:

Cand.scient. i biologi 1977 fra Aarhus Universitet og Lic.scient. (Ph.D.) i vandplanters økofysiologi 1980, Aarhus Universitet. Har taget det meste af kandidatuddannelsen på KU og dele af min Ph.D. uddannelse hos prof. Bob Wetzel i USA.

Ansættelser

Professor i Ferskvandsbiologi på Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet (1990 -  ). Tidligere: Lektor på Aarhus Universitet (1981-87), 1½ år som gæsteprofessor på University of Auckland, New Zealand (1985-87), professor i økologi på RUC (1987-1990) og livslangt medlem som "By-fellow" på Churchill College, Cambridge.

Hvorfor er jeg forsker og underviser på et universitet?

Det var absolut ikke bestemt fra starten af min universitetsuddannelse, at jeg skulle blive forsker, langt fra, men i studietiden blev jeg grebet af en ”mærkelig” trang til at ville vide lidt mere, at kende lidt flere planter, at læse lidt mere end pensum og være modtagelig for inspiration og ambition fra dygtige undervisere og forskere. Den kildrende fornemmelse der opstår af lige pludselig at lave et eksperiment eller en undersøgelse i naturen, hvor der afdækkes noget hidtil ukendt; det giver adrenalin i kroppen. Finde noget ingen andre har tænkt på eller kender til. Et længerevarende ophold i USA som ung (yngre) Ph.D.-studerende, med intens konkurrence om at være på toppen, skærpede sanserne og hjalp på vej. Hårdt, meget hårdt, ja, men oplevelserne undervejs var det hele værd. Min forskning ”frelser” ikke verden, det må andre gøre. For mig er det vigtigt at være en aktiv deltager i et globalt netværk af forskere, der forsøger at skaffe ny indsigt i naturens lovmæssigheder og diversiteten i biologiske fænomener. Den viden har vi altid brug for. Den ultimative oplevelse er, når en ny ung studerende opnår den der ”aha” oplevelse og erkender, at en videnskabelig tilgang til problemer er sagen. Jeg tror, vi har et par "aha" oplevelser på vej på Galathea.

Privat

Næppe jeres interesse – men er gift med Anne Dorte. Majken (24) er flyttet hjemmefra for et par år siden. Husdyr: huskat og ikke skibskat. Vi rejser en del, og AgroTurismo i Spanien er i øjeblikket "hot".

Speciale

Jeg har gennem en del år fået meget udstyr til at måle "mærkelige" prøver, som andre ikke havde interesse i, kæmpet for at mit laboratorium kunne få anerkendt målingerne af opløst organisk kulstof (DOC) på verdensplan; og det var ikke let. Studeret hvordan DOC bliver produceret af alger og omsat af bakterier. Lidt sært, ja; se mere på www.fbl.ku.dk og klik på mit navn. Vi laver da også lidt forskning i betydningen af klimaforandringer for det akvatiske miljø www.conwoy.ku.dk

Galathea 3

Én chance i livet for den ultimative danske havekspedition, den må jeg have med i bagagen. Håber det meste lykkes. Ambitionen er at få samlet et globalt materiale om bakteriel aktivitet, og hvordan omsætningen af DOC (verdens største kulstof pulje) reguleres. Jeg har ikke mange erfaringer på havet, men snuden ud i de store bølger i Stillehavet ved New Zealand og et afrevet fjernsyn fra væggen med 27 sekundmeter på Nordsøen om bord på "Gunnar Thorson" uden søsyge (men tæt på) giver vel lidt ballast; men robåde på små søer er nu lettere.

Udskriv side
  

 Morten


 
 
Galathea3