Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Mathias Middelboe

Lektor ved Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet

Fødselsår:

1964

Uddannelse:

Cand.scient. i biologi 1991 fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet og Ph.D. i mikrobiel økologi 1994, samme sted. Har desuden opholdt mig på bla. University of Delaware, University of Southern California og University of British Columbia i perioder undervejs.

Ansættelser

Lektor i marine virus på Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet.

Tidligere ansat som forsker ved Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole i København.

Hvorfor blev jeg forsker?

Først og fremmest har jeg altid, som så mange andre, været fascineret af havbiologi, oceanerne og alt det ukendte dernede. Drivkraften og motivationen var og er en nysgerrighed efter at vide mere om, hvordan tingene hænger sammen. Lige omkring den tid, hvor jeg skulle vælge emne til mit speciale på biologistudiet, begyndte forskere at interessere sig for mikroorganismers rolle i havet, og kombinationen af mikrobiologi og havbiologi fangede med det samme min interesse. Det viste sig hurtigt at være et forskningsfelt med et kæmpe potentiale, og som radikalt kom til at ændre vores opfattelse af livet i havet. Forskning er en utrolig spændende og kreativ proces. Jeg kan lide at fordybe mig i en problemstilling, at identificere en manglende brik i puslespillet, som er vigtig for at forstå det samlede billede, og derefter at udtænke et forsøgsdesign eller en feltkampagne, der kan skaffe den viden vi mangler (og som det ofte sker, samtidig at opdage en række nye brikker, vi slet ikke vidste vi manglede, før vi gik i gang). Det lyder nørdet - og det er det også. Men det er ikke kun nørdet. Ind imellem viser forskningen sig at frembringe resultater, der markant ændrer det billede, vi har livet i havet. Resultater, som har betydning for vores forståelse af, hvordan fx menneskelig aktivitet påvirker havet. Til tider opstår der også nye ideer, som viser sig at kunne bruges i helt andre sammenhænge. Det var fx tilfældet i et nyt spændende projekt, vi har påbegyndt, hvor vi undersøger om virus kan anvendes til at bekæmpe bakteriesygdomme hos fisk i akvakultur. Dette meget anvendelsesorienterede projekt er et ”spin off” af vores basale udforskning af virus i havet.

Privat

Gift med Lene Kjerrumgaard og har to børn: Anna på 13 og Carl på 11 år.

Speciale

I de senere år har jeg specialiseret mig i havets virus, og undersøger hvordan de påvirker en lang række processer i havet. Virus i havet er bakteriernes infektionssygdomme, og en meget stor del af havets bakterier ender deres liv som følge af virusinfektion. Virus findes i enorme tal fra havoverfladen og ned til bunden af de dybeste oceaner og er ubetinget den mest talrige livsform i havet. Med et samlet antal på omkring 1030 virus (10 ganget med sig selv 30 gange – eller 1 million ganget med sig selv 5 gange), udgør de en gigantisk pulje af en endnu stort set uudforsket genetisk og funktionel diversitet i verdenshavene. Hver virus indeholder ca. 0,2 femtogram (10-15 g) kulstof. Det lyder af lidt, men summer man dem alle sammen op, svarer det til at den samlede biomasse af virus i verdenshavene er omkring 200 Megaton (106 ton) kulstof - eller det samme som kulstofindholdet i 75 millioner blåhvaler. Det gør den virale biomasse til den næststørste i havet, kun overgået af nogle lidt større småkravl – nemlig havets bakterier. Med en gennemsnitslængde på ca. 100 nm (nanometer = 10-9 m = 1 millionte del af en millimeter), ville alle havets virus lagt på en række nå 10 millioner lysår ud i rummet, svarende til 100 gange afstanden til den fjerneste ende af vores galakse.

Ud over at være mange har virus stor indflydelse på en række processer i havet: De slår alger og bakterier ihjel, de påvirker artssammensætningen af alge- og bakteriesamfund, og så påvirker de recirkuleringen af kulstof og næringssalte i havet. Dette sidste aspekt af virus ved vi næsten intet om, men det er potentielt en aktivitet, der har stor betydning for det globale stofkredsløb. Og det vil vi undersøge på Galathea ekspeditionen. Man kan finde flere informationer på min hjemmeside http://www.mbl.ku.dk/MMiddelboe/html/index.html.

Galathea 3

Jeg har deltaget i togter mange forskellige steder (bla. Stillehavet og Grønlandshavet). Dette her er anderledes, fordi det giver mulighed for i et langt sammenhængende forløb, og med anvendelse af de samme metoder, at undersøge nogle spændende problemstillinger i helt forskellige typer havområder. Det bliver spændende og en kæmpe faglig udfordring.


Udskriv side
  

Mathias


 
 
Galathea3