Kim AarestrupKim Aarestrup Seniorforsker, ph.d., exam. Oceon.
I 1995 blev jeg uddannet som Cand. Scient. i biologi ved Aarhus Universitet med speciale i vandringer hos laksefisk. Umiddelbart herefter blev jeg ansat ved Danmarks Fiskeriundersøgelser og har været ansat her lige siden. I 2001 blev jeg Ph.d. ved Aalborg Universitet og har desuden taget bifagsuddannelsen i Økonomi på Aarhus Universitet. Jeg har i flere år været gæsteforelæser på forskellige kurser på Syddansk- og Aarhus Universitet.
Min forskning drejer sig mest om vandringer hos fisk. Vandringer er en helt central del af næsten alle fisks livscyklus. Samtidig er det ofte meget kritiske faser i fiskens liv. Så vigtige at forhindringer på fiskenes vandringer kan afgøre om arten overlever eller ej. Den klassiske historie er om laksen. Tusindvis af laksebestande er udryddet, fordi man har forhindret fiskene i at komme til og/eller fra deres gydepladser i vandløbene. Dette er også sket i Danmark, hvor f.eks. bygningen af Tangeværket i Gudenåen førte til udryddelse af en helt unik laksebestand. Det er derfor vigtigt at beskrive og forstå fiskenes vandringer og ikke mindst hvad de betyder for fiskebestandenes trivsel for at kunne opretholde bestandene af fisk.
Jeg arbejder meget med de fisk, der vandrer mellem ferskvand og saltvand, de såkaldte diadrome arter. Herunder hører laks, havørred og ål. Disse arter er også vigtige, fordi de, udover at betyde noget for naturen, udgør en stor værdi for samfundet f. eks som fangst for lystfiskere. Hos disse fisk er der mange forhold, der bestemmer fiskenes vandring. Dette gælder både interne (f. eks nedarvede egenskaber og fysiologiske tilpasninger) såvel som eksterne forhold som klima og eventuelle spærringer for vandringen.
Blandt andet har vi fundet ud af smolt (ungfisk af ørred og laks, der vandrer mod havet) er meget udsatte for at dø, når de skal passere forskellige menneskeskabte spærringer (vandkraftværker, dambrug og mølledamme). Vi har også fundet ud af at fiskens fysiologiske udvikling er afgørende for om den i det hele taget begynder at vandre eller ej.
I arbejdet benytter vi ofte forskellige slags elektroniske sendere, som vi sætter på fiskene, så vi kan følge den enkeltes færd, enten manuelt med en antenne fra båd eller på land eller via opsætning af automatiske lyttestationer som registrerer fisken når den passerer et bestemt sted.
Jeg har i nogle år også beskæftiget mig med ål, hvor vi bl.a. har fulgt ålens vandring ned igennem vandløbene og ud i gennem fjordene. Nu er tiden så kommet til at prøve at følge ålen i havet. Det er en stor opgave, men nok også en af de mest spændende opgaver man kan få.
Min rolle i projektet er at få det bedste ud af vores mærkning med pop-up mærkerne. På selve ekspeditionen bliver min opgave at få oversat de data, som vi forhåbentlig modtager fra senderne til nogle brugbare data, som vi kan bruge til at finde ålens vej til Sargassohavet og ålens gydepladser. Samtidig skal jeg selvfølgelig bidrage med at sortere de prøver som ekspeditionen indsamler. Muligvis skal jeg på et tidspunkt over på den lejede trawler for at hjælpe der.
E-mail: kaa@difres.dk
Tlf. 89 21 31 00
|