Baggrund: Ålen - en mystisk affære

Selv om ålen er i rivende tilbagegang, er det endnu en forholdsvis almindelig fisk i vores søer, åer og have, og gennem flere tusinde år har den udgjort et vigtigt kosttilskud for mennesker. Derfor er det også så meget desto mere påfaldende, hvor lidt man stadig ved om ålens biologi og især dens gydning.

Langt tilbage i tiden har folk undret sig over, hvorfor man kunne fange velvoksne ål, men ikke gydemodne ål, ligesom man heller aldrig fandt ålens afkom. Den græske filosof og naturvidenskabsmand Aristoteles mente ligefrem, at ål måtte stamme fra orm, som igen opstod fra mudder....og meget klogere blev man egentlig ikke i de næste par tusinde år.

Først i 1700- og 1800-tallet begyndte der at komme mere konkret viden på bordet. Man fandt ud af, at de ål, man fangede, faktisk havde kønsprodukter (gonader; æg og sæd) i sig, men på et meget tidligt stadie. Faktisk startede Sigmund Freud sin forskerkarriere med at studere ålens gonader, inden han sidenhen kastede sig over psykologien. Samtidig fandt italienske forskere i Middelhavet en lille bladformet fisk, som man først troede var en selvstændig art, Leptocephalus brevirostris, men som siden viste sig at være ålens larvestadie. De larver, man fandt, var imidlertid så store, at de umuligt kunne være kommet til verden for nylig, og dermed startede en større jagt efter at finde ålens gydepladser. En fremherskende hypotese, fremsat af italienske forskere, gik ud på at ålen gydede i Middelhavet. Det gav også umiddelbart mening, da det jo var her, man havde fundet de første ålelarver, men det skulle senere vise sig at være et vildspor.

Johannes Schmidt
Den person, som endte med at finde ålens gydepladser var såmænd dansker og hed Johannes Schmidt. På et videnskabeligt togt i 1904 fangede man helt uventet en ålelarve i havet ud for Færøerne. Med på togtet var Johannes Schmidt, og han fik færten af, at løsningen på mysteriet om ålens gydepladser lå lige om hjørnet (troede han da!). I de følgende år organiserede han adskillige togter, som skulle løse ”ålens gåde”. Han fiskede Atlanterhavet tyndt ud for den europæiske kontinentalsokkel og fangede ganske rigtigt ålelarver, men de var alle store og helt klart ikke klækket for nylig. Et togt i Middelhavet gav heller ikke den mindste indikation på, at dette skulle være ålens gydeplads. Gennem to årtier og efter mange strabadser som endda inkluderede et skibsforlis, fik han efterhånden arbejdet sig længere og længere ud i Atlanterhavet. Ved at følge sporet af mindre og mindre ålelarver nåede han til sidst til Sargassohavet, syd for Bermuda og ud for Florida. Her lykkedes det endelig at fange helt nyklækkede larver, og dermed havde han identificeret ålens gydeområde. Det viste sig faktisk, at ikke kun den europæiske ål men også den amerikanske ål gyder i dette område, med meget stort overlap i gydepladser for de to arter.

Uløste spørgsmål
Johannes Schmidts opdagelse af ålens gydepladser rangerer som en af de helt store danske videnskabelige bedrifter, men selv om opdagelsen gav en lang række svar, rejste den også mindst lige så mange andre nye spørgsmål, som selv nu mere end 80 år efter ikke er besvaret. For det første kan man undre sig over, hvad det er for forhold i Sargassohavet, som gør det besværet værd at foretage en gydevandring fra de europæiske og nordafrikanske kyster flere tusinde kilometer væk. Er Sargassohavet et særligt gunstigt økosystem at vokse op i for ålelarver? Kræver ålen særlige forhold til gydning og opvækst af larver i form af saltholdighed og temperatur?

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen til dato har fanget en vild, gydende ål. Ud for Azorerne har man i maver på kaskelothvaler fundet rester af ål, som utvivlsomt var på gydevandring, men herefter hører alle spor op. Man aner ikke, i hvilken dybde de vandrer til Sargassohavet, og hvor og i hvilken dybde i Sargassohavet de gyder. Faktisk har man ikke engang kunnet finde deres æg.

Endelig har der været meget diskussion om, hvorvidt ålen udgyder én stor bestand eller flere genetisk forskellige bestande. Vil f.eks. en ål fra Marokko gyde i en bestemt region i Sargassohavet, hvor den har størst mulighed for at parre sig med en anden ål fra Marokko, eller vil ål fra Marokko ende tilfældige steder i Sargassohavet og have lige så stor sandsynlighed for at parre sig med en ål fra Norge, Frankrig eller Italien?

...og hvorfor skal man så vide mere om ålen?
Vores mangel på viden om ålens biologi er blevet sat i relief af, at arten er i rivende tilbagegang, således at indvandringen af glasål nu kun er nogle få procent af hvad den var for nogle få årtier siden. Det kan skyldes

• overfiskeri
• at man har fået indslæbt nye sygdomme og parasitter såsom svømmeblæreormen Anguillicola
• at havstrømmene har ændret sig, således at ålelarverne ikke overlever og føres tilbage til de europæiske kyster
• at spærringer i de fleste store europæiske floder, f.eks. i form af vandkraftværker, forhindrer ålene i at vandre op til de gode opvækstområder i ferskvand
•  .....ja, det kan endda være en kombination af mange faktorer.

Hvis man kunne fange vilde gydende ål, kunne man f.eks. undersøge, om der er meget færre ål med svømmeblæreorm, end man ser hos ålene i Europa. Det ville betyde, at ål med svømmeblæreorm dør, før de når til Sargassohavet, og at denne parasit har stor betydning for ålens tilbagegang.

Der arbejdes også intensivt med at opdrætte ål i fangenskab ved at modne dem kunstigt med hormoner. Danskerne Inge og Jan Boëtius var pionerer indenfor dette felt, og der foregår stadig intensiv dansk forskning i kunstig formering af ål (se dette link). I Japan har man opnået store fremskridt indenfor opdræt af den japanske ål (Anguilla japonica, en nær slægtning til den europæiske ål), og det er lykkedes at holde liv i afkommet så længe, at de er nået til gulåls-stadiet (se dette link). Måske er det kun et spørgsmål om tid, før man har opnået en fuld åle-livscyklus i fangenskab? Det er imidlertid stadig forbundet med store vanskeligheder overhovedet at opnå levedygtige ålelarver, og et af de store problemer er, at man aldrig har fanget vilde, gydemodne ål og derfor ikke så nemt kan "efterligne naturen". Det ville være en stor hjælp, hvis man kunne fange en vild, gydende ål og bl.a. måle dens hormonstatus og æggenes fedtsyresammensætning. 

Læs mere om ålens biologi

Læs mere om ålens tilbagegang (på dansk)

Læs mere om ålens tilbagegang (på engelsk)

Side 1 af 7