Opklaring af ålens vandringsrute og gydepladser ved hjælp af pop-up satellit mærker

På trods af flere forsøg (Johannes Schmidt forsøgte adskillige gange) er det aldrig lykkedes at fange en eneste europæisk ål på vandring mod Sargasso-havet. Man har derfor ingen oplysninger om hvordan ålen kommer derned (ja, bortset fra at den nok svømmer). Både energetiske beregninger og deciderede svømmetests har dog vist at ålen er i stand til at svømme de 4-6000 km til gydeområdet. Faktisk har ålen en meget energibesparende måde at svømme på. Svømmetest har vist at ålen kan tilbagelægge turen og kun bruge ca. 40 % af sine fedtreserver. Hertil kommer at ålen på vej væk fra Europa bruger den såkaldte ”tidal stream transport” vandring til at spare på kræfterne (ålen vandrer kun når tidevandet løber den vej ålen skal).

Når ålene forlader det europæiske kontinent ved vi altså ikke mere. Ålen er på dette tidspunkt ikke rigtig kønsmoden. Kønsmodningen må altså ske under vandringen ned til Sargasso-havet. Vi ved altså ikke hvilke forhold, der naturligt fremmer ålens kønsmodning. Vi ved dog at det må være nogle forhold, den oplever under vandringen mod gydepladserne. Vi ved ikke hvilken dybde eller temperatur den vandrer ved. Vi ved ikke om der er forskel på hvad den gør om dagen og om natten osv.

Vi ved heller ikke nøjagtigt hvor ålene gyder. Sargasso-havet er et meget stort område og oplysninger om hvor ålene er i tiden omkring gydning er selvfølgelig vigtige for at kunne udpege et mere nøjagtigt område.

De ”normale” mærker vi bruger til at pejle fisk duer ikke i den forbindelse. Rækkevidden af dem er simpelthen for kort. F.eks. rækker normale akustiske mærker kun op til 1 km. Vi er derfor nødt til at bruge mærker der rækker meget langt. De gør radiobølger og specielt de bølger man bruger til satellit sendere. Desværre kan radiobølger ikke spredes i saltvand og da ålen næppe kommer op til overfladen er vi derfor nødt til at have et mærke, der selv kommer op til overfladen.

Derfor vil vi bruge de såkaldte ”satellit pop-up mærker”. Det er mærker, der på grund af deres størrelse, tidligere kun har været brugt til større fisk. Vi vil dog anvende en prototype på et mærke, der er meget mindre og som kan bæres af store ål. Mærkerne registrerer lys, dybde og temperatur. En intern computer styrer den tid som mærket skal frigøres på. Mærket har positiv opdrift og vil derfor stige op mod overfladen ved frigørelsen. Kort tid efter frigørelsen begynder mærket at sende sine data. Disse data skal så opfanges at ARGOS satellitterne som er i kredsløb om jorden.

For at mærket kan frigøres er det nødt til at sidde udvendigt på ålen. Vi er derfor i gang med at afprøve forskellige metoder til dette. Vi har brugt og kommer til at bruge endnu mere tid på at finde den bedste måde at sætte senderen fast på ålen.

Selv når vi har fundet den bedste metode, løser det ikke problemet med at senderen kan sætte sig fast på sten og tang osv. Man mener at europæisk ål ikke svømmer dybere end godt 700 m. Det er derfor muligt at vi sejler de mærkede ål ud på sådanne dybder og sætter dem ud der.

Det lyder nemt, men der er mange uforudsete ting der kan gå galt. Men vi mener at vi har en god chance for at det lykkes og belønningen er også stor i form af ny indsigt i denne forunderlige og nu truede fiskearts liv.

Side 4 af 7