Levevilkår og migrationEn afdækning af migrations- og mobilitetsmønstrene er en vigtig brik for at forstå ændringer i de sociale/kulturelle forhold og levevilkår på Salomon Øerne og dermed et vigtigt bidrag til at sammenstykke billedet af, hvordan øerne og deres befolkninger tilpasser sig de hastige miljømæssige og samfundsmæssige ændringer. Meget tyder på, at øerne har lange traditioner for udveksling af ressourcer og befolkning med omliggende øer, og under øernes inddragelse som britisk protektorat i 1883 (frem til 1978) blev befolkningen fra flere af øerne involveret i forskellige former for migrantarbejde. Den medfølgende aktive kristen missions virksomhed bidrog yderligere til en udveksling af befolkning mellem øerne samt til introduktionen af skoleuddannelse. Karakteristikken af øerne som isolerede samfund uden udveksling med omgivelserne er i det perspektiv nok en overdrivelse, på den anden side må man formode, at den moderniseringsproces, som har præget østaten siden selvstændigheden og de økonomiske og teknologiske globaliseringstendenser der er fremherskende i resten af verden, sætter nye rammer for migrationen og dens betydning på øerne.
En relativ betragtning af befolkningsforholdene i Salomon Øerne peger på en markant udvandring fra øerne. Den årlige befolkningsvækst i byerne er på over fem procent, mens den gennemsnitlige årlige vækst kun er på godt tre procent. Det har fået forskere til at forudsige, at øerne på sigt vil blive affolket når flere og flere øboer flytter til byområderne, men der er måske mere tale om en meget selektiv udvandring der betyder at mange øer i dag er befolket af unge og gamle, mens unge og midaldrende har bosat sig i byområderne på øerne, ikke mindst Honiara, Salomon Øernes hovedstad. Befolkningens størrelse på Tikopia anslås eksempelvis til at være på ca. 1200 personer, hvilket er det samme som da den britiske antropolog, Raymond Firth, undersøgte øerne sidst i 1930erne. Udvandringen fra øerne er bl.a. sket i forbindelse med forskellige kriser på øerne. På Tikopia, har presset på ressourcerne ført til mere permanente udflytninger til andre øer mere end 1000 km vest for Tikopia, og da først eksporten af kopra og senere søpølser fra Ontong Java brød sammen resulterede det også til en umiddelbar udvandring fra øerne. Men især uddannelse bidrager til den løbende flytning fra øerne, idet de fleste øer kun kan tilbyde fem års skolegang ligesom alternativ beskæftigelse i byområderne og/eller til internationalt migrantarbejde også er en vigtig kilde til udvandringen.
Gennem spørgeskemaundersøgelsen og indsamling af slægtskabshistorier vil CLIP undersøge de sidste 30 års befolkningsudvikling på de tre øer med speciel vægt på at afdække udviklingen af migrations- og mobilitetsmønstrene. Herudover vil undersøgelsen lægge speciel vægt på at forstå årsagerne til og effekterne af den aktuelle migration og de netværk øernes befolkning har med deres familie og slægtninge, der er bosat uden for øerne. Udvekslingen af ressourcer og penge mellem fastboende og migranter forventes at udgøre en væsentlig del af de lokale husstandsøkonomier om end det er uklart hvor store udførslerne er i forhold til indførslerne. I det sammenlignende perspektiv er det specielt interessant at se på de muligheder og begrænsninger øernes meget forskellige transportmæssige integration med resten af samfundet spiller, men øernes sociale strukturer, der er meget forskellige, forventes også at sætte rammerne for enkeltpersoners og husstandes muligheder og motivation for at involvere sig i migration. En undersøgelse af forskellige familiernes og især de unges uddannelses- og beskæftigelsesstrategier og valg skal tjene til at afdække på hvilken måde uddannelse og beskæftigelse uden for øerne peger mod en mere permanent udvandring eller i højere grad skal ses som noget midlertidigt og som en integreret del af at stabilisere livsgrundlaget på øerne.
De foreløbige undersøgelser på Bellona peger på, at migration spiller en meget betydelig rolle for livsgrundlaget, idet kun tre ud af de undersøgte husstande udelukkende baserer deres indkomst på lokal ressourceudnyttelse. Men hvordan det forholder sig på de to andre øer og hvordan udvandring kan betragtes som en strategi for husstande og mere kollektivt for øerne, for at imødegå effekterne af klimaforandringer, det skulle vi gerne være meget klogere på efter de tre feltarbejder. Og som alle andre studier af migrations- og mobilitetsforhold, så er fremtiden svær at forudsige – hvor længe vil ø-befolkningen blive væk, hvem vender tilbage, opretholder migranterne forbindelserne med øerne og vil de bidrage økonomisk og praktisk til opretholdelse af livsgrundlaget?
|
|
|
