Landbrug og fiskeri

Et er formålene med projektet er at vurdere udviklingen i landbruget i forhold til de studier, der blev udført på Bellona, Ontong Java og Tikopia for 30-50 år siden. Er landbruget stadig den vigtigste kilde til overlevelse? Har klimaændringer, migration, fødevareimport og andre faktorer ændret landbruget så øerne ikke længere er afhængige af egen produktion? Disse spørgsmål er vigtige for at forstå den fortsatte bæredygtige udvikling af øsamfundene, fordi egen produktion af fødevarer minimerer risikoen for fødevaremangel, hvis der skulle opstå forsyningsproblemer – hvilket især er vigtigt på øer med meget svingende forsyningsforhold.

De tre øer er alle samfund, baseret på primær produktion i form af landbrug, fiskeri og nogen grad indsamling af vilde planter. Jagt spiller ikke nogen væsentlig rolle, da der kun er begrænset dyreliv på øerne. Øernes forskellige landskaber, dannelse og lokalisering har givet forskellige typer af landbrug og afhængighed af egen produktion. På Ontong Java og Tikopia har vi indtil videre kun historiske data og andenhåndsberetninger om landbruget, da feltarbejdet kun lige er begyndt i skrivende stund. Begge steder dyrkes sump-taro – en knoldplante kendt fra mange tropiske egne – men hvor det øvrige landbrug på Ontong Java formentlig er domineret af kokosnødder og salg af kopra (det tørrede kokoskød), er Tikopia domineret af intensivt havebrug og frugtdyrkning, som dækker størstedelen af øen. Begge steder er fiskeriet af afgørende betydning for forsyningen af proteinholdig kost, og på Ontong Java har salg af søpølser været en vigtig indtægtskilde indtil al handel blev forbudt i Salomonøerne i 2005 pga. overfiskeri. Andre produkter fra havet og lagunen har dog erstattet søpølserne, bl.a. hajfinner, konkylier, der benyttes til knapper, og dyrkning af tang til eksport er også påbegyndt.

På Bellona har det første projekthold arbejdet i 11 dage og selv om resultaterne er meget foreløbige, er der nogle tydelige tendenser i landbrugsudviklingen. Overordnet set er landbrugssystemet stadig det samme som i 1960erne, da Sofus Christiansen og kolleger arbejdede. Svedjebrug – dvs. afbrænding af vegetationen efter nogle års brak – er stadig den mest almindelige dyrkningsform. Den afbrændte vegetation rydder marken for ukrudt og asken tilfører de nødvendige næringsstoffer til planterne. Ingen på Bellona benytter gødning af nogen art, så brakperioden og afbrændingen er afgørende for at afgrøderne kan give rimelige udbytter. Hovedafgrøderne er sød kartoffel, forskellige typer af yams, og taro (alle knoldplanter). Bananer, cassava, papaya, meloner og forskellige grønsager er også meget almindelige. Ris har været dyrket på forsøgsbasis, men uden held, formentlig fordi jordene er meget porøse og ikke kan holde på vandet. Kokosnødder har de fleste, men i langt mindre grad end tidligere – cyklonen Kerry i 1979 ødelagde mange af kokosplantagerne og da det faldt sammen med et prisfald på kopra, gik handelen med kopra fra Bellona helt i stå og er aldrig vendt tilbage i nævneværdig grad.

Yams er den ’klassiske’ og mest prestigefyldte afgrøde for Belloneserne. Dyrkningen kræver meget arbejde helt fra starten: træerne fældes ikke, men brændes delvist så de dør – derved kan de fungere som støtte for yamsen, der er en slyngplante. Dette betyder også at brakperioden skal være mindst 7-10 år, som er nødvendig for at træerne får den nødvendige størrelse. Yams er en langsomt voksende plante og kan først høstes 6-8 måneder efter plantning og den kræver meget pasning under dyrkningen. Belloneserne klager over stigende problemer med en bille, der lever i jorden. Og som ødelægger yams-knoldene: høsten reduceres ofte med op til 50 % og knoldene er mindre en tidligere. En yams knold kan ellers veje op til 20 kg. Forskerholdet har indsamlet billen for at få den identificeret og eventuelt finde løsninger på bekæmpelse.