Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Forberedelser til Azorerne (August 2006)

SLA lille  dmu logo 80

I dag skriver Susanne Lildal Amsinck,  3. august 2006 kl. 9.22

Nu er der kun fem uger til at vi rejser af sted for at udforske kratersøerne på Azorerne! Vi har netop sendt vores feltudstyr af sted med fragtmand, så udstyret kan nå frem til Azorerne, inden vi selv ankommer den 11. september.  Samtidigt er vi i fuld gang med at etablere kontakt til pressen med henblik på, at journalisterne kan høre om projektet ”on location”, når ”Vædderen” ligger i havn på hovedøen, Sao Miguel, den 18.-21. september. Vi har i alt afsat to uger til at udforske søerne (11.- 25. september).

Vi har allerede givet en del interviews til pressen om vores Galathea projekt, bl.a. til Miljømagasinet på radioens P1. Det bliver sendt den 11. august kl. 14.45. Vi er også i jævnlig kontakt med vores samarbejdspartnere fra University of Azores. Udover at universitetet deltager i selve prøvetagningen til september, hjælper de os også med at finde billige lejligheder og egnede biludlejningsselskaber, så vi kan gå direkte i gang med at udforske søerne, når vi ankommer. 

Foreberedelser feltudstyr pakkes Azorerne

Feltudstyr til Azorerne gøres klar til at blive afsendt med fragtmand. På billedet ses Frank Landkildehus. 

Sideløbende med vores Galathea-3 forberedelser er en del af vores team (Erik Jeppesen, Frank Landkildehus, Kirsten Christoffersen) lige nu i Peary Land (det allernordligste af Grønland) for at udforske søerne der, mens andre (Karina Jensen, Jane Stougaard, Liselotte Sander Johanson, Terese Buchaca og jeg selv) er i gang med at foretage feltundersøgelser herhjemme i Danmark bl.a. i Søbygaard Sø. Her har vi netop gennemført et større oversigtsfiskeri (udsat 18 gællenet med forskellig maskevidde) med henblik på at bestemme fiskepopulationen (arts- og størrelsesfordeling m.m.) i søen. Undersøgelserne fra Peary Land og Danmark vil indgå i sammenligningerne med de søer, vi skal undersøge under Galathea 3 ekspeditionen. Derudover er der selvfølge altid et hav af ansøgninger til kommende forskningsprojekter, som skal udarbejdes og afsendes, samt laboratorie- og dataanalyser, som skal foretages og ikke mindst artikler, som venter på at blive skrevet.

Udskriv side Forrige side: Forberedelser til Tasmanien (November 2006) Side 3 af 3
  
 
 
Galathea3