Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Kulturmiljø og landskabshistorie

Et fantastisk kort ...

I 1750, 17 år efter Danmarks overtagelse af St. Croix, forelå det første præcise kort over de danske besiddelser her. Kortet gengiver med stor detaljerigdom de enkelte plantager, veje og marker på øen, og er af så høj kvalitet, at det er muligt at genfinde de enklete ejendomme og administrative grænser og vejforløb på moderne kort.

Kun i den nordlige del af øen er kortet upræcist. Det skyldes dels, at denne del af øen er meget bjergrig og på dette tidspunkt endnu dækket af tæt skov, men også at den oprindelige landmåler, J. Cronenberg måtte forlade øen, og overlade færdiggørelsen til den mindre ihærdige J. Jægersberg. På trods af usikkerhederne på den nordlige del af øen giver dette kort os et enestående indblik i landskabsudnyttelse og bebyggelse i en dansk, slavebaseret tropekoloni. Vi har her et fremragende udgangspukt for at vurdere udviklingen i de følgende århundreder, med anvendelse af senere kort og andre kilder fra arkiverne.  Herunder ses en udgave af det indscannende Cronenberg-Jægersberg kort, der er rettet op (geo-refereret) til præcise moderne kort. Det viste område er omkring Salt River Bay hvor vi fokuserer vores arbejde, og blandt andet samarbejder med geografer fra Kbhs- Universitet om påvisninger af ændringer i kystlinier og -miljø. Nederst på denne side ses det nyeste kort som vi har brugt, som udsnit af et topografisk kortblad fra United States Geological Survey (USGS), senest opdateret i 1977. 

Udsnit af Cronenbergs kort fra 1750, georefereret

Delprojektet om kultumiljø og landskabshistorie tager udgangspunkt i en udstrakt anvendelse af moderne informationsteknologi for at kunne sammenholde og analysere disse mange historiske oplysninger. Når disse gamle kort bringes på digital form, kan de analyseres ved hjælp af et Geografisk Informationssystem (GIS), og sammenlignes direkte med senere historiske kort, eller andre geografiske oplysninger såsom geologi, terræn og klima.

Målet med dette delprojekt vil derfor være at etablere en grundforståelse af landskabsudviklingen, og af de kulturspor, denne udvikling har efterladt i landskabet i dag. Disse analyser vil blive formidlet via en hjemmeside, sådan at der vil være bred og lokal adgang til resultaterne for både befolkning, forvaltere og turister på øen.

Topografisk kort i 1:24,000 over St. Croix, udsnit med Salt River Bay 

Klik på billedet for at se eller downloade et større udsnit af kortbladet. Kortlægningen af St. Croix i 1700-tallet er beskrevet i dettajler her (åbner pdf-fil i nyt vindue). Se eksempel på udsnit af de tre kort der omtales i artiklen sammen med moderne kortblad her (åbner også pdf, 1 side)

Som led i samarbejdet med historikeren George Tyson fra the Slave Route Project og St. Croix Landmarks Society har vi skrevet et arbejdsnotat om mulighederne for at kombinere en database over befolkningstal og arealanvendelse med vores GIS-lag. Den kan læses her (pdf-format, åbner i nyt vindue). Notatet er skrevet på engelsk, da det også skal bruges af vores samarbejdspartnere på U.S. Virgin Islands.

 

 

Udskriv side Side 1 af 2 Næste side: Klima, vegetation og jordbund
  
 
 
Galathea3