Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Hvor ligger Tranquebar?

Af Esther Fihl

Tranquebar ligger på Coromandelkysten i Sydindien. Klimaet er tropisk med en udpræget monsuntid, der ligger i november og december. På denne årstid indtræffer ofte kraftige storme, undertiden cykloner. Resten af året regner det stort set ikke. Alligevel er området omkring Tranquebar temmelig grønt, hvilket skyldes det intensive overrislingslandbrug i Cauveri-flodens delta.

Det arbejdsintensive og udbytterige landbrug har fra gamle dage skabt muligheder for et sammensat og kompliceret samfundssystem, hvor tidligere tiders magthavere ved brug af militær og politisk kunne tilegne sig et overskud fra landsbyerne. Der har imidlertid også levnet rum for, at både lokal handel og såkaldt langdistancehandel samt de gamle hindutempler har kunnet spille en rolle i samfundet.

Fra gammel tid i landsbyerne har der mellem bønder, landarbejdere og andre erhvervsgrupper hersket et sindrigt socialt og økonomisk system af forskellige sædvanemæssige adkomster til jordens produkter, ligesom grupperne har haft forskellige nedarvede erhverv at udføre. Begge forhold opfattes i nogen grad som rettigheder og forpligtelser tilskrevet det lokale kastesystem, hvor også grupperne tilskriver sig selv og hinanden forskellig rang og har evig indbyrdes forskellig mening om gruppernes placering på kastehierarkiets rangstige.

I tråd med denne tradition præges det sociale og økonomiske liv i nutidens Tranquebar af, at bestemte befolkningsgrupper varetager traditionelle arbejdsområder. Der findes særlige sociale grupper eller kaster, hvis medlemmer fortrinsvis arbejder som vaskemænd, bønder, oliepressere, købmænd, kvægavlere, gadefejere, tempelpræster, smede, musikanter, naturlæger, safttappere, indlandsfiskere, kystfiskere, astrologer, landarbejdere mv., og man gifter sig fortrinsvis inden for sin egen gruppe eller kaste. Specielt de største af grupperne har i nogen grad deres egen livsform, som ikke alene viser sig i det foretrukne erhverv, men også i påklædning, spisevaner, omgangstone, og i det rituelle og religiøse liv samt i en særlig moralkodeks.

Fiskerne i Tranquebar tilhører således en specifik kaste med traditioner i nogen grad forskellig fra andre kaster i området, og som foreskriver særlige leveregler, fødevarer, klæder, forhold til guder, etc. Konflikter mellem fiskere bilægges traditionelt af et magtfuldt kasteråd, som består af ældre mænd, som også sanktionerer giftermål og til en vis grad afhjælper økonomisk nød blandt fattige fiskerfamilier. Kasterådets økonomiske grundlag består i opkrævning af en speciel skat på landet fisk og indkassering af ”bøder” blandt fiskere, der overtræder kastens regler.

Både hinduisme, islam og kristendom er repræsenteret i Tranquebar i dag, og befolkningens religiøse tilhørsforhold svarer nogenlunde til det øvrige Sydindiens. Hindubefolkningen er langt talrigest (ca. 90 %). Muslimerne og de kristne er til sammenligning ret fåtallige (ca. 10 %). Denne inddeling af befolkningen i forhold til religion er ikke af særlig vital betydning for befolkningen i Tranquebar. Langt mere markant synes de sociale skillelinier mellem kasterne at være.

Tranquebar er i dag en middelstor landsby efter indiske forhold og rummer omkring 10.000 indbyggere. Af disse er omtrent halvdelen fiskere, mens den øvrige befolkning i Tranquebar er beskæftiget inden for landbrug, handel og service. Lokalsproget er tamil, som i Sydindien tales af ca. 80 millioner mennesker fortrinsvis i delstaten Tamil Nadu. 

Udskriv side
  

 

 

 

 

Kort-over-Indien-web.jpg

 


 
 
Galathea3