Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Tataruga! - Havskildpadde i sigte

Jesper og Rikke på Azorerne 11. – 19. september 2006

Mandag morgen den 11. september stod vi tidligt op for at mødes i lufthavnen kl. 05.00. Før frokost landede vi på Azorernes største ø Sao Miguel, og samme eftermiddag fløj vi videre til den lidt mindre ø Faial hvor universitetets afdeling for oceanografi og fiskeri ligger. Vi har i perioden 2004-2006 arbejdet tæt sammen med University of the Azores og har i denne periode mærket 11 uægte karette skildadder med satellitsendere og fulgt deres vandringerne i Atlanterhavet og omkring Azorerne.

Øen Faial er en af de midterste øer af den vulkanske øgruppe der udgør Azorerne. Stemningen på øen er på en gang meget lokal, men fordi det er denne ø alle langturssejlere anløber når de krydser Atlanten, har havnen et internationalt præg og atmosfæren er meget varm og åben. Man føler sig kort sagt velkommen fra første øjeblik.

Gennem vores samarbejde med universitet har vi også fået kontakt til det lokale fiskermiljø og hvalsafari bådene, som alle hjælper os med at indfange havskildpadder. Det er de lokale der ved hvor skildpadderne holder til og vi sætter derfor stor pris på deres opbakning af projektet.

Udsigt til øen og vulaknen Pico Aquas Vivas - forskningsbåden på University of Azores.
Udsigt til Pico (K.V. Petersen) Aquas Vivas (K.V. Petersen)

Når vi er på ”skildpaddejagt” foregår det med universitets båd ”Aguas Vivas”. Vi sejler ud på havet alle de dage hvor vejret tillader det. Så står vi højt på båden og spejder konstant ud over det blå Atlanterhav efter skildpadder. I år var vi heldige at få 5 dage på havet. Vi så dog kun en lille bitte havskildpadde på kun 17 cm, så den var for lille til at mærke og også for lille til at sætte en satellitsender på, men vi tog en vævsprøve og satte den fri igen. Heller ikke fiskerne eller hvalsafari bådene så nogle havskildpadder.

En ganske lille uægte kraette skildadde blev fanget ved Azorerne, den blev hurtigt sat fri igen. Den lille uægte karette havskildpadde bliver opmålt - dens skjold er 17 cm langt og 17 cm bredt.
Lille uægte karette skildpadde i overfladen (K. V. Petersen) Skildpadden måles - skjold = 17 cm (P. Bondo)

De lokale fortalte os, at forekomsten af havskildpadder i år har været atypisk. Normalt ses der skildpadder næsten hele året, med flest fra omkring maj måned til hen i oktober. Men i år har der kun været få observationer omkring maj-juni, sammenfaldene med forekomsten af gopler, som er en stor bestanddel af havskildpaddernes føde. Det kan der være flere forklaringer på, men sommeren har jo på mange måde været atypisk i Danmark og det danske vejr afspejler ofte vejret på Azorerne, det kan derfor godt tænktes at skildpadderne har rykket længere syd eller nordpå.

Havet omkring Azorerne har et helt utrolig rigt dyreliv, og havpattedyr er ikke en undtagelse – her er blevet observeret mindst 22 forskellige hvaler. I løbet af de fem sejldage, så vi mange store flokke af plettede delfiner – op til 300 i flokken – de legede med bovvandet, og havde kalve med. Flere gange sprang de flere meter op i luften og lavede saltomortaler. Vi så desuden flaskenæse delfiner og en lille flok af almindelig delfin. Af de større havpattedyr fik vi glæden af en ung kaskelothval. Den kom helt op langs skibssiden, hvorefter den svømmede lidt væk og viste os sin smukke hale. Vi fik desuden ryggen at se af falsk spækhugger og så også to Cuvier’s næbhvaler følges ad.

Delfiner sprang omkring båden. En ung kaskelot hval kom helt op på siden af vores båd.
Delfiner leger rundt omkring båden (P. Bondo) Kaskelot viser sin flotte hale før den dykker (P. Bondo)

Der var også ofte fugle omkring båden, flest skråber (lille, stor og Kuhls), stormsvaler, brun sule, fiskeørn, havterner, stenvender m.fl.

Mens vi sejlede havde vi fiskestænger i vandet, og der var ofte bid. Vi fangede en del guldmakreller og skipjack tunas. På et tidspunkt så vi 4 marlins helt oppe i havoverflladen – men de bed desværre ikke på vores fiskekroge. Dette syn var helt utroligt og selv vores skipper var begejstret, skønt han ellers har oplevet en del på havet.

Jesper har fanget en flot guldmakrel Delfiner kom helt tæt på båden. Her er det en plettet delfin.
Jesper har fanget en guldmakrel (K.V. Petersen) Plettet delfin (P. Bondo)

Flere gange så vi fuglene kredse i store flokke over vandet, når vi så sejlede tættere på kogte havet af liv, delfinerne jagede og fiskene sprang for livet.

Alt i alt har vi haft en helt fantastisk uge på Faial. Skildpadder fik vi desværre ingen af, men vi har efterladt nogle satellitsendere på universitetet – så næste gang fiskerne ser en skildpadde tager de den med ind til land, hvor den så bliver udstyret med senderen og sat fri igen.

 

:
Udskriv side
  
 
 
Galathea3