Havskildpadder i de store havstrømssystemer

Skildpadderulle !!!! – Reddet af en appelsin skræl…

Jesper og Rikke på Togtben 5: Azorerne 21. september til 3. oktober 2006

Det er fredag den 29. september. Vi har været på åbent hav i 7 døgn og har endnu ikke haft held til at fange en eneste skildpadde. Vi har fået indført en såkaldt ”skildpadderulle” ombord på Vædderen. Den er planlagt i alle detaljer og går ud på at når vi spotter en skildpadde skal vi som det første kaste en bøje i vandet, herefter meddele broen at vi har set den og til hvilken side af skibet det var. Så skal vi løbe ned og få redningsvest og hjelm på og stå klar ved gummibåden. Her mødes vi og gummibådsbesætningen så, hvorpå vi sejler ud til bøjen og indfanger skildpadden.

Cape Verde i sigte

Cape Verde Øerne i sigte (R. Danø)

Den anden dag på Vædderen, et par timer fra Cap Verde Øerne, spottede Rikke den første skildpadde. Hun blev imidlertid så overrasket at ordren til Broen lød noget i retning af ”højre - styrbord – bagbord – STANDS SKIBET. Bøjen var dog heldigvis i vandet og snart lød det ”Skildpadderulle” ud over højtaleranlægget. Da vi stod klar ved gummibåden iført vores vest og hjelm var mandskabet naturligvis for længst klar. De har trænet denne rutine til bevidstløshed når de laver mand over bord øvelser. Men vi kom af sted og ud til bøjen og der lå den så en flot stor skildpadde, højst sandsynlig en grøn havskildpadde. Vædderen var drejet rundt for at følge os, men det kunne skildpadden ikke lide så den begyndte at dykke. Vi forsøgte at fange den ind med vores special byggede fiskenet, men skildpadden dykkede dybere og stangen på vores net var 20 cm for kort, så vi nåede ikke at få den op. Så det var nogle rigtig skuffede forskere der kom ombord på Vædderen igen.

Et par timer senere spottede vi endnu en skildpadde, men da vi mødte op ved gummibåden viste det sig at kranen der skal hejse os ned til havoverfladen var i stykker, så vi ikke kunne komme ned. Dobbelt skuffelse !!!


Så går den vilde skildpaddejagt (L. Morell)

Siden er der så gået 5 dage, hvor vi i alle dagens lyse timer har stået på hver sin side af Brovingen og spejdet ud over havet. Morgenrutinen, som består af en halv times forskermøde, hvor dagens forskningsaktiviteter diskuteres og planlægges, efterfulgt af en solid gang morgenskafning er overstået og vi har stillet os op på vores faste pladser på brovingerne.

Rikke og Jesper spejder efter havskildpadder

Der kommer en del af de ombordværende forbi, når vi står og spejder ud over Atlanterhavet. Mange spørger om det ikke er kedeligt at stå der i så mange timer, hvor der er langt mellem snapsene. Den umiddelbare monotoni brydes dog jævnligt af forskellige arter af flyvefisk, der bruger deres evne til at svæve, for at undgå Vædderen når den pløjer sig igennem vandet. Flyvefiskene kan svæve rigtig langt og sætter jævnligt deres specielt udformede hale, hvor den nederste halespids er ekstra lang, ned i vandet og pisker mere fart i svævet. Man kan ikke lade være med at tænke på, om flyvefiskene med tiden kunne udvikle evnen til rigtigt at kunne flyve. Der kommer også jævnligt en skråpe, eller en stormsvale forbi og vi har set en del havterner på træk ud over vandet. Måske er det danske havterner, der er på vej sydover til deres vinterpladser. Hvem ved? Der er selvfølgelig også lange perioder, hvor der kun er hav og bølger at se på, men denne udsigt har en fantastisk indvirkning på ens tanker. Man står og tænker sammenhænge og indvirkninger på f.eks. havstrømme og dyr, og ideer til fasthæftning af satellitsendere på havskildpadderne popper jævnligt op. Samtidig har man tid til at tænke sine tanker til ende og det virker afslappende på krop og sjæl.

Vejret var ikke super havskildpadde spottevejr. Solen tittede frem engang i mellem, men der var lidt mere vind en sædvanligt, så bølgerne var lidt større og brød det lange udsyn udover havet. Baderullen, hvor vi hopper i vandet midt ude på 5000 meters dybde i Atlanterhavet og ikke kan lade være med at få associationer til piratfilm og gå planken/vippen ud, var af samme grund blevet aflyst.

Det er ved at være sen eftermiddag og vi er lige ved at give op for denne dag, men så lige pludselig er den der - en smuk læderskildpadde der lå og hvilede sig oven på et stort stykke rødt plastisk. SKILDPADDERULLE, LÆDERSKILDPADDE, STYRBORD, STOP SKIBET!!! Får Jesper råbt til broen, men han er så befippet at han ikke får sendt bøjen ud, der skal markere hvor skildpadden er blevet set. Rikke kommer løbende fra bagbords side. Hun har kun fået fat i ”..rulle” over skibets samtaleanlæg, der indimellem er ret vanskeligt at høre på dækket. Vi er ved at glemme vores redningsveste og vi er ikke blevet informeret om, at det er gummibåden i styrbordsside, der skal bruges. Men vi kommer dog ud i gummibåden, sammen med Henrik, som er fotograf for STV og tre fra den faste besætning. Gummibåden bliver firet ned af en kran, mens Vædderen stadig sejler. Der er lidt jægerkorpsaktion over denne del af skildpadderullen, og de tre fra besætningen med Martin som styrmand, udfører processen lynhurtigt og med professionel præcision. Vi har lært utrolig meget af at arbejde sammen med de gutter, og vigtigheden af at bevare roen i sådanne situationer.

Lynhurtigt sejer vi hen mod det formodede sted, hvor havskildpadden bør ligge, men vi har ikke bøjen at lede ud fra. Det er i forvejen uhyre svært at se havskildpadderne fra gummibåden, idet den ligger så lavt og når der tilmed er bølger og overskyet, gør det det ikke nemmere. ”Uden bøjen er det som at lede i efter en nål i en høstak uden at nålen er der”, som en af gutterne fra Vædderen sagde. Det så ikke særligt lyst ud og vi måtte sætte vores lid til Vædderen, der i mellemtiden var vendt rundt og sejlede tilbage i sit gamle spor. De havde dog heller ikke en bøje at forholde sig til, men ved et utroligt held, var der en der havde smidt appelsinskaller ud på samme tidspunkt som skildpadderullen gjaldede ud over samtaleanlægget. Nogle fra Vædderen fik så øje på appelsinskallen og ikke langt derfra lå læderskildpadden og det røde stykke plastik. En bøje blev kastet ud så vi i gummibåden havde noget at pejle. Skildpadden var heldigvis stadig ikke dykket. Langsomt nærmede vi os med vores net. Jesper fik nettet ind under dyret og sammen med matroserne forsøgte han at få dyret ombord. Stangen på nettet havde uheldigvis kilet sig ind under den modsatte ponton og der gik nogle nervepirrende sekunder, hvor skildpadden stadig var i nettet men ikke komme indenbords. Stangen kom endelig fri og havskildpadden kunne med møje og besvær løftes indenbords. Vild jubel og skrig og skrål lød fra Rikke og Jesper og vi glemte et øjeblik at bevare roen. Det var ren eufori efter i så mange dage at have spejdet ud over havet.

Hurtigt sejlede vi tilbage til Vædderen, hvor stort set alle ombordværende stod lænet ud over rælingen, for at få et billede og se den utrolige skabning, som læderskildpadden vitterligt er. Havskildpaddernes Rolls Royce i en klasse for sig selv. Gummibåden blevet hejst op og skildpadden blev badet i blitzlys. Vi fik rigget det oppustelige svømmebassin til og placeret skildpadden heri, mens vi fik lavet bæreselen til satellitsenderen.


Alle mand kom på dækket da læderskildpadden blev fanget (M.T. Nielsen)	Ung læderskildpadde - skjoldlængde = 96,5 cm; 81 kg) (M.T. Nielsen)

Læderskildpaddens skjold er opbygget helt anderledes en de seks andre havskildpaddearter der findes. Det er levende og læderagtigt, i modsætning til de døde keratiniserede hornplader, der dækker hele overfladen på skjoldet af de øvrige arter. Satellitsenderen kan derfor ikke monteres direkte på læderskildpaddens skjold med lim, men må fastgøres via en sele.

Efter 4-5 timer på dæk var vi klar til at sætte læderskildpadden tilbage i havet. De sidste billeder og film blev taget, hvorefter den forsvandt lige så hurtigt som den var dukket op. Vi vendte udmattede og trætte tilbage til Vædderen efter en vellykket genudsætning.


Læderskildpadden med satellitsender påmonteret på special designet seletøj (M.T. Nieslen)	Læderskildpadden sættes fri (M.T. Nieslen)

Lørdag den 30. september 2006

Sædvanlig forskningsmøde og skafning. Vi er nået frem til Ghanesisk farvand og starter dagen med et CTD kast af kulstofprojektet. Vædderen skal ligge stille når CTD’en sænkes ned og i den periode spejder vi ikke efter havskildpadder, da vi anser sandsynligheden for at en havskildpadde vil vise sig er meget lille. Men pludselig lyder skildpadderullen: ”Skildpadderulle” - En matros har set en havskildpadde der ligger tæt ved Vædderen. Vi springer i redningsvest og beskyttelseshjelm og hopper i gummibåden. Ganske rigtigt, der ligger en havskildpadde helt tæt på Vædderen og det viser sig at være en oliven bastardskildpadde. Vi nærmer os langsomt, men dyret drejer af og svømmer hurtigt af sted. Vi prøver at følge med rundt i svinget, men det varer ikke lang tid, førend den har sat os af og forsvinder i dybet.

Stor skuffelse, men vi har lært at oliven bastardskildpadden er hurtig til at stikke af, i modsætning til de uægte karetter vi har fanget på Azorerne og læderskildpadden. Vi beslutter derfor, at hvis vi ser flere, vil vi nærme os meget hurtigere. Hen på eftermiddagen runger skildpadderullen igen. Vi står sammen med Henrik fra STV og spejder og lige pludselig ligger der 3 oliven bastardskildpadder og plasker rundt i nærheden af en plastikdunk. Henrik har set dem og skynder sig at kalde til skildpadderulle og smide bøjen ud. Vi kommer hurtigt i vandet og sejler hen til bøjen og dér ligger de. Der er fire dyr, men den ene er allerede på vej ned i dybet. Vi forsøger at indfange en af dem, men den har så meget fart på, at vi ikke kan trække nettet hen til den. En af skildpadderne svømmer hen mod gummibåden og Jesper får nettet ind under dyret og ind i nettet. Der er et kolossalt pres på nettet, da der stadig er lidt fart i gummibåden, men med møje og besvær får vi en smuk oliven bastardskildpadde op i gummibåden. Vild jubel! Det er en han og det vi er brudt ind i er tilsyneladende en parringsakt mellem en hun og nogle hanner. Det er ikke ualmindeligt at se flere hanner om en hun – ligesom det ses hos frøer, tudser og slanger. Jesper vil lige lægge den ordentlig tilrette i gummibåden, men dummer sig og holder skildpaddens hoved ind mod sit lår. Haps! Havskildpadden får bidt sig solidt fast og den må vrides løs.

Skildpadden kommer på dæk – Jesper får renset såret – og vi får vejet, mål og mærket skildpadden der sættes ud igen efter tre timer i badebassinet på Vædderens dæk.