ResultaterFor forskerne på Galathea 2 indtraf ekspeditionens absolutte højdepunkt natten til den 22. juli 1951. Da kunne man hente en pose op, som havde været på en 10.190 meter lang rejse til Filippinergravens dyb.
Posen rummede blege søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser - tilsammen et uomgængeligt bevis på, at der findes liv på dybder, hvor trykket er ekstremt højt: 1 ton pr. kvadratcentimeter.
I alt lykkedes det Galathea 2 at påvise eksistensen af 115 forskellige arter af dyr på mere end 6.000 meters dybde, herunder en fisk, som blev fanget i Javagraven 7.200 meter under havoverfladen.
Langt de fleste dyr i dybhavet var på det tidspunkt stadig ukendte for videnskaben. Ekspeditionslederen, professor Bruun, gav den dybtliggende havzone navnet "hadal" - afledt af ordet Hades, dødsriget i græsk mytologi.
Lille bløddyr med stor betydning
Den største enkeltopdagelse var urbløddyret Neopilina galatheae, som blev fanget i en halv snes eksemplarer på 3.600 meters dybde nord for Panamagolfen.
Indtil da havde videnskaben troet, at stamfædrene til denne lille skabning på størrelse med en fem-krone var uddøde for 350 millioner år siden.
Udenlandske videnskabsmænd erklærede efterfølgende, at fundet af Neopilina var den største opdagelse i hundrede år, og at denne fangst alene retfærdiggjorde hele ekspeditionen.
En stor del af fundene fra Galathea 2 findes i dag på Zoologisk Museum i København.
|
