Links  |  Oversigt  |  Kontakt
 
 

Dansk Abstract

Tuberkulosebekæmpelse i det uafhængige Indien 1948-78- et dansk bidrag til internationalt sundhedsarbejde

 

Lektor, PhD Niels Brimnes, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet

I 1947 var tuberkulose næst efter malaria Indiens største enkeltstående sundhedsproblem, men Skandinavien – og i særdeleshed Danmark – kom omkring 1950 til at spille en afgørende rolle landets kamp mod tuberkulosen, da ’International Tuberculosis Campaign’ (ITC) i 1948 begyndte at vaccinere med BCG-vaccine (også kendt som Calmette-vaccine) i Indien. ITC var et samarbejde mellem UNICEF, WHO og tre skandinaviske nødhjælpsorganisationer (heriblandt Dansk Røde Kors), og blev ledet fra København. Da ITC i 1951 trak sig ud af Indien, havde man vaccineret 1.6 millioner indere. Med assistance fra UNICEF og WHO fortsatte vaccinationsprogrammet under de indiske myndigheder, og endnu i dag vaccineres der med BCG-vaccine i Indien.

BCG-vaccinen var imidlertid kontroversiel i medicinske og ikke-medicinske kredse og der var betydelig modstand blandt inderne mod vaccinens indførelse. Samtidig dukkede der i løbet af 1950erne en række antibiotika-baserede midler op, som effektivt kunne benyttes mod tuberkulose. Derfor stod de indiske myndigheder og de internationale organisationer efterhånden med to komplementerende, men også delvist konkurrerende strategier mod tuberkulose. En omstridt forebyggende strategi baseret på vaccinationer og en omkostningsfuld helbredende strategi baseret på antibiotiske midler.

Med specielt fokus på det danske perspektiv skal projektet belyse de medicinske, sociale og kulturelle processer, som tuberkulosebekæmpelse i det uafhængige Indien førte med sig. Projektet er dermed også en analyse af et tidligt eksempel på dansk udviklingsbistand.

Udskriv side Forrige side: English Abstract Side 2 af 2
  
 
 
Galathea3