Introduktion og problemstilling
Nedre Palæozoikum (542 – 416 mill. år siden) var kendetegnet af to markante hændelser i livets historie: Størstedelen af de marine metazoers forskellige morfologiske hovedgrupper blev udviklet i løbet af et relativt kort tidsinterval under det, der kendes som Den Kambriske Eksplosion, mens udviklingen for alvor tog fat i den efterfølgende ordoviciske periode (Den Ordoviciske Radiation), der var kendetegnet af en meget markant diversitetsforøgelse blandt de marine organismer (figur 1).
Dette medførte, at størstedelen af de økologiske nicher, der kendes fra de moderne verdenshave, blev udfyldt (Harper, in review). Det meste af vor viden om disse meget vigtige begivenheder kommer fra fossilmateriale indsamlet på den nordlige halvkugle, hvorimod der kun er et meget sparsomt kendskab til disse hændelser på Antarktis. Det er i den forbindelse også nødvendigt at foretage en mere detaljeret undersøgelse af de kambriske ”baggrundsbioter” for at kunne danne et klarere billede af, hvorledes metazoernes hovedgrupper blev etableret og dermed også give yderligere indsigt i den palæozoiske, marine biodiversitets tidligste faser.
De nedre palæozoiske bjergartssuccessioner har spillet en vigtig rolle i de palæogeografiske rekonstruktioner i tiden omkring opsplitningen af superkontinentet Rodinia i Sen Prækambrium og Tidlig Palæozoikum (Dalziel 1992, 1997). Kendskabet til de nedre palæozoiske bjergarter og fossiler i det Antarktiske område er dog meget begrænset og har ikke været studeret ved hjælp af moderne analysemetoder. Med undtagelse af tidsperioden Kambrium, er der næsten intet palæontologisk materiale kendt fra disse successioner.
Det Kambriske system (542–488 mill. år) var et vendepunkt i den biologiske evolution. Gennem en periode med højt havniveau samt atmosfæriske og oceanografiske forandringer, eksploderede det flercellede liv i urhavet. Men da vores viden om Den Kambriske Eksplosion stort set udelukkende bygger på tre veldokumenterede og velbevarede faunaer (Burgess, Chengjiang og Sirius Passet), er det problematisk at udføre præcise regionale og globale korrelationer indenfor den midterste til den øvre del af det Kambriske system. Nyere undersøgelser har imidlertid vist, at proto- og paraconodonter samt palynomorpher har et betydeligt biostratigrafisk potentiale til udførelse af interkontinentale korrelationer i Kambrium.
Gennem Tidlig til Mellem Kambrium var urkontinentet Baltica (omfatter bl.a. Skandinavien og Baltikum) placeret på høje sydlige breddegrader, tæt på dele af det daværende sydpolskontinent, Gondwana. I den efterfølgende periode fra Sen Kambrium til Ordovicium bevægede Baltica sig hurtigt mod nord. Det er allerede erkendt, at der hersker fællestræk mellem sedimentbassinerne på hhv. Gondwana og Baltica i Kambrium. En mere fokuseret undersøgelse af successionerne i det nordlige Victoria Land (Antarktis) vil kunne bidrage til at kaste yderligere lys over disse bassiners ligheder med hensyn de fossile faunaer og aflejringstyper samt kunne give information om timingen af Baltica’s bevægelse mod nord.
