24. januar kl. 12:35 - Sære og sjældne væsner – og en enkelt tasmansk djævel!

Dato 24.1.2007

I dag skriver Kirsten Christoffersen, Københavns Universitet

Vi møder sære og sjældne væsner på vores ekspedition rundt på Tasmanien. Ikke bare hopper der kænguruer og wallabies rundt overalt hvor vi færdes, men vi har også set  possum, wombat, echnidna, næbdyr og en enkelt tasmaske djævel. Så der skal passes ekstra på, når vi færdes på vejene især i de tidlige morgentimer og i skumringen, hvor dyrene kommer frem for at spise.

Vi har opereret i Central Plateau-området i den sidste uges tid. Naturen er meget varieret med både tørre hedeagtige områder med lave stikkende buske, græsområder med ekstensiv fårhold og mere frodige områder med masser af træer og og urtevegetation. Der er et utal af søer og mange af dem med store flotte ørreder, som hvert år udsættes til glæde for lystfiskere. Og de valfarter da også fra nær og fjern til området for at få del i herlighederne. Der er kun grusveje at køre af og de er faktisk ofte i forbavsende god tilstand, men ind imellem må vi dog ud på nogle, der er dog ganske hullede, så vi har stor glæde af de to gode firhjulstrækkere.

Dr. Leon Bermuta og hans kone Dr. Menna Jones fra den zoologiske afdeling på University of Tasmania er sammen med os de sidste 2 dage. Leon, som er vores højt skattede lokale kontakt, er ferskvandsøkologi og ekspert i ferskvandsinvertebrater. Han har hjulpet os med en masse praktiske ting undervejs og sætter os ind i den fascinerede ferskvandsfauna. Der er arter vi aldrig har set før – en del er endemiske som f.eks. isopoder.

En underorderen af isopoder er Phreatoicidae. Der er ca. 15 arter beskrevet fra Tasmanien og nogle arter findes blot i et enkelt afgrænset område (foto: Kirsten S. Christoffersen).

Også blandt fiskene ser vi arter, som er specielle for denne del af verden. Galaxider findes der en del arter af. Det er små fisk – ofte blot 10-12 cm lange, som fandtes i næsten alle søer her før der blev udsat ørreder. De mange arter kan være svære at skille fra hinanden og nogle af dem er så sjældne, at de er totalt fredede.

Galaxider tilhører de oprindelige fiskearter på Tasmanien, men er truet af de massive udsætninger af ørreder (foto: Kirsten S. Christoffersen).

Den særegne flora og fauna på Tasmanien skyldes især isolation fra andre landområder igennem meget lang tid men også at den seneste istid (ca. 25.000-10.000 før Kristus) kun dækkede områder, der ligger mere end 600 m over havet. Dermed har kyst- og lavlandsområderne været et refugium for forhistoriske dyr.

Leon og Menna´s to aktive drenge, Mungo og Myles på 2 og 4 år, er også med og de helt vilde med den tasmanske natur. De har været med på feltarbejde ved Penstock Lagoon og fanget frøer, set på krible-krablet i vores prøver og leget med vand og mudder, som ethvert barn vil gøre. Ind i mellem kommer de susende for at få en friskplukket abrikos eller en håndfuld røde kirsebær. Det er højsæson for alskens frugter nu og Leon og hans familie havde friske forsyninger med til os.

Der findes tre arter af monotreme pattedyr i verden og to af dem lever på Tasmanien. Monotreme pattedyr (dvs. dyr der har fælles udgang for urin og afføring) afviger fra andre pattedyr ved at hunnen lægger æg og at mælken til ungen siver ud gennem huden i et særligt område på bugen, hvor ungen lapper det op. Det ene af de to arter er et landdyr, Echidna (Tachyglossus aculeatus), som ligner et pindsvin med masser at store pigge. Den har en lang snude, som den bruger til at spise myrer, termitter og andre smådyr. Det voksne dyr kan veje op til 4 kg. Dyret ruller sig sammen til en kugle med alle piggen strittende, når den bliver truet, men med lidt forsigtighed kan man tage dyret op. Hunnen lægger ét æg, som udruges i en hudfold, hvor ungen også lever de første par måneder.

Piggene på en echidna er store og tykke men med lidt forsigtighed kan man tage fat i dyret. Dr. Menna Jones fra University i Hobart er vant til at håndtere dyret og hendes søn Mungo ser også ud til at være tryg ved situationen (Foto: Kirsten S. Christoffersen).

Den anden art er næbdyret (Ornithorhynchus anatinus), der er et vandlevende dyr. Den bor i huller i brinken i søer og vandløb og lever af orme, snegle og muslinger, som den finder på bunden. Hunnen lægger 2 æg i en hule og ungerne klækkes efter få uger. Ungerne lever i et par måneder i hulen og dier hos moderen. Næbdyret er ret sky og man ser det ikke så ofte, men ved

Næbdyret lever i vandet men kommer ind i mellem på land. Det er mest aktivt i de tidlige morgentimer og sidst på efter middagen (Foto: Kirsten S.Christoffrersen).

En enkelt Tasmansk djævel har krydset vores vej – i ordets bogstavelig forstand, for den fes over vejen ca. 100 m foran bilen, så det blev kun til få sekunders syn og slet ikke nok til at få kameraet i skudstilling. Men en djævel var det. Og populationen på Tasmanien har det ikke godt. De har fået en aggressiv kræftsygdom, som giver dem store væskefyldte bylder i hovedet, som de til sidst dør af. Sygdommen har taget livet af ca. 20% af den samlede population indtil nu og man mener, at mindst der findes inficerede individer på 50% af øens areal. Uheldigvis er djævlene meget aggressive overfor hinanden og slås, så derfor spredes sygdommen let. I visse områder har der været en dødelighed på ca. 80% og man har endnu ikke fundet dyr, som er immune overfor sygdommen.

Dr. Menna Jones arbejder med et projekt, som skal forsøge at løse gåden med de tasmanaske djævles kræftsygdom. Fremtiden for de tasmanske djævle er derfor usikker men Menna og hendes folk håber, at de ved at følge et antal tasmanske djævlene, som er blevet udstyret med halsbånd, der udsender radiobølger (telemetri) der kan registreres på afstand kan få et større indblik i dyrenes adfærd og på den måde løse problemet.