21. September kl. 22:48 - Hvem æder hvad og hvor i en sø

Dato 21.9.2006

I dag skriver biolog Liselotte Sander Johansson (ansat ved Danmarks Miljøundersøgelser).

Endnu en dag ved en smuk kratersø. Denne gang Lagoa Congro. Vi fik fra morgenstunden besøg af videnskabsredaktør ved ”Ingeniøren”, Jens Ramskov, som ved søbredden fik beskrivelse af vores projekt, demonstration af vores prøvetagningsudstyr og senere en tur i gummibåden.

PR-Susie beretter om vores projekt til videnskabsredaktør Jens Ramskov. (Fotograf Tue Skov)

Udsigt over dagens arbejdsplads, Lagoa Congro. (Fotograf Klaus P. Brodersen).

Vi besøgte første gang søen i går, hvor vi satte fiskenet ud. I dag skulle de røgtes, og som ved alle de andre søer skulle der bl.a. udtages muskel- og leverprøver fra nogle af fiskene for at finde ud af, dels hvor i søen fiskene finder deres føde og dels hvem der æder hvad.

I dag sætter vi fokus på, hvorledes vi undersøger fødesøgningsadfærd og fødekædestruktur ved hjælp af stabile isotoper.

Hvor i søen finder fiskene deres føde?

De fleste fisk bevæger sig rundt mellem forskellige områder i søen, men oftest foretrækker de dog at spise på bestemte områder, f.eks. ved bunden, blandt planter eller i det åbne vand. Hvis man vil undersøge, hvor fiskene foretrækker at spise, kan det hjælpe at se på det nederste led i fødekæden, algerne.

I alle søer findes der alger af mange forskellige slags. Nogle sidder fast og vokser på faste overflader, f.eks. søbunden eller sten og kaldes benthiske. Andre svæver frit og vokser i det åbne vand og kaldes pelagiske. Alle alger optager kulstof, som har den kemiske betegnelse C. Kulstof findes på flere former, kaldet isotoper, hvoraf den mest almindelige hedder ¹²C. En anden isotop er ¹³C. Benthiske alger optager mere ¹³C i forhold til ¹²C end pelagiske alger. Når algerne bliver spist af de næste led i fødekæden, f.eks. dyreplankton, insektlarver eller snegle, indeholder disse dyr, der har spist benthiske alger, mere ¹³C i forhold til ¹²C end dyr (f.eks. dyreplankton), der har spist pelagiske alger. Det samme gælder for fisk, der spiser plankton, larver og snegle samt for rovfisk, der spiser andre fisk. Forholdet mellem ¹³C og ¹²C i fiskene vil afhænge af hvad og hvor de spiser.

Ved at sammenligne indholdet af ¹³C (det måles vha. specielt udstyr) i de pelagiske eller benthiske alger med indholdet af ¹³C i fiskene, kan man altså se, om fiskene har foretrukket at spise ved bunden (hvor de benthiske alger findes) eller i det åbne vand (hvor de plagiske alger findes).

Figur 1. Dyr og planter, der lever og/eller finder deres føde i den benthiske zone i en sø indeholder mere ¹³C i forhold til ¹²C end organismer, der fortrinsvist lever i det åbne vand.

Hvem æder hvad i en sø?

For at forstå hvordan forskellige dyr og planter i en sø påvirker hinanden, skal man bl.a. vide, hvem der æder hvad. Hos større fisk kan dette gøres ved at undersøge, hvad der findes i fiskens mave. På den måde kan man få en idé om, hvad fisken har spist i løbet af de seneste timer, før den blev fanget. Denne metode er ret nem, men resultatet giver kun et øjebliksbillede af fødevalget. Desuden kan det ikke lade sig gøre at undersøge maveindholdet hos de mindste fisk eller hos de smådyr (f.eks. insektlarver og muslinger) der lever på bunden af søen og på søens planter, og heller ikke hos det mikroskopiske dyreplankton, som lever frit i vandet. Her må man bruge andre metoder.

Alle organismer i en sø, optager kvælstof (N). Dyr optager det gennem føden og alger og større planter optager det fra vandet eller søbunden. Noget kvælstof indbygges i dyret eller plantens væv, og noget udskilles igen. Ligesom for C findes der flere isotoper af N, og langt den største del hedder ¹⁴N. Der findes også en lille del, der hedder ¹⁵N, som er en lille smule tungere end ¹⁴N. Når dyret eller planten skal af med det overskydende N, f.eks. via afføring, udskilles det lette ¹⁴N nemmest. I løbet af dyrets levetid sker der derfor en ophobning af ¹⁵N i kroppen.

Når et dyr æder en plante eller et andet dyr og måske derefter selv bliver ædt bliver indholdet af ¹⁵N større i forhold til ¹⁴N, jo højere vi kommer op i fødekæden. Ved at måle indholdet af ¹⁵N i flere led i fødekæden kan man placere dem i forhold til hinanden, og finde ud af, hvem der æder hvad.

Fig. 2 Forholdet mellem de to isotoper ¹⁵N og ¹⁴N øges jo højere man bevæger sig op i fødekæden.

Vi indretter laboratorium i felten og ved hjælp af effektivt teamwork bliver fiskene målt, vejet og registreret, der bliver taget prøver af bl.a. fiskenes muskel- og levervæv og der skal holdes styr på etiketter og beholdere. (Fotograf Klaus P. Brodersen).

Et pragteksemplar af en rognfyldt karpehun. Der tages bl.a. prøver af den forgrenede, lysebrune lever. (Fotograf: Tue Skov).